Læserbreve. Biologisk køn. Lægeforeningen. Krasniks leder. Pride. I mudrede vande.

Debat

Biologisk køn

Jonas Melhim With, cand.soc.
Heilsgade 5, 1. th
1734 København V

Hvem er jeg? Skal jeg tro på Gud? Elsker jeg hende? Har jeg det rigtige job, eller er jeg måske skabt til noget helt andet? Hvad kan gøre mig lykkelig?

Åh, alle disse valg. Mulighedernes fortvivlelse. I sådanne stunder finder jeg glæde i at kigge ned ad mig selv og se min penis dingle. Ikke på grund af dens størrelse, men fordi den ikke stiller et spørgsmål, den giver et svar. Du er en mand, fortæller den mig. Åh, nådige trøst, endelig noget som ikke er op til mig, men som er bestemt fra naturens side. Endelig frigjort fra friheden til at vælge selv.

Desværre er det ikke alle, som kan finde samme trøst i deres naturgivne køn. Andre tvivler på deres køn. De føler, de er det modsatte køn eller et tredje. For disse mennesker har jeg kun omsorg og et ønske om, at de må finde ro i deres tilværelse og identitet. Alligevel er jeg i alvorlig tvivl om, hvor langt vi bør gå for at imødekomme dem. For der er noget, som bekymrer mig. En bekymring, som følger af en række banale erkendelser.

Køn er biologi. Derom er der ingen tvivl. Min kæreste kan blive gravid, det kan jeg ikke. Jeg er født med en tissemand, det er min kæreste ikke. Det er ikke politisk bestemt, det følger ikke af sociale normer, det følger af naturen.

Køn er også socialt betinget. Hvordan jeg er mand, og hvordan min kæreste er kvinde, er til forhandling. I Brasilien kan jeg være patriark, i Danmark må jeg skubbe barnevognen og vaske tøj, hvis en kvinde skal affinde sig med mig. Kønsroller skifter med tid og sted. Derom er der ingen tvivl.

Hvis køn er socialt betinget, så må kønsforvirring også være det. Det er det, der bekymrer mig. Hvad sker der, når flere børn i en tidlig alder bliver klar over, at deres køn er noget, de kan ændre efter ønske? Så vokser tvivlen vel hos flere – for tvivlen følger vel ikke kun af biologi, den er vel som kønnet, der sættes spørgsmålstegn ved, netop også socialt betinget. Og tvivl er noget, vi skal tage alvorligt, for den kan gøre pokkers ondt.

I øjeblikket debatteres køn. Men debatten er overfladisk. For den glemmer at stille det grundlæggende spørgsmål: Hvilken betydning og status skal det medfødte køn helt grundlæggende have? Hvordan skal jeg forstå min dinglende penis?

Skal penis være et livsvilkår? Du er født mand, du dør som mand.

Skal penis være det naturlige udgangspunkt? Du er født mand, du forventes at forblive en mand, men du kan også vælge at blive kvinde.

Eller skal den være ubetydelig? Penis, intet mere end en kødfuld hudlap af ren praktisk betydning til tis og forplantning. Herudover betydningsløs. Du kan være lige det køn, du vil. Som du vælger religion, politisk overbevisning, frisure og stil, skal du kunne vælge dit køn af et ubegrænset antal.

I dag er dit medfødte køn det naturlige udgangspunkt. Det er den etablerede norm, og den norm har grundlæggende været uændret siden 1950erne, hvor hormonbehandling og kønsskifteoperationer blev en mulighed i Danmark.

Og det er en norm, jeg fuldt ud tilslutter mig. Er der to muligheder, og føles den ene forkert, og bliver ved med at gøre det, er det helt rimeligt at ændre sit køn til det andet. Hvis det giver ro i sjæl og sind, skal den ro være de urolige forundt. Det er en god norm, og CPR-nummerskifte til børn ændrer ikke på den. Der er snarere tale om en slags udvidet fortolkning eller en lidt anden måde at forvalte den på.

Problemet opstår, når vi forlader normen om et naturligt medfødt køn som udgangspunkt og erstatter det med et politisk projekt om at opløse kønnet som sådan. Ikke han eller hun, men hen. Kønsløst tøj, kønsløst legetøj, kønsløs opdragelse. Kønnet skal bortviskes. Projektet repræsenteres på venstrefløjen, men er ikke socialistisk baseret, der er snarere tale om en liberalisme på speed.

En liberalisme, der ønsker at vælte den sidste bastion for individets frihed.

Gud skal ikke sætte grænser for vores frihed. Staten skal ikke sætte grænser for vores frihed. Så langt så godt, hvis man følger den liberale logik i sin rene form.

Men mener vi virkelig, at biologien ikke må sætte grænser for vores frihed? Er der ikke en naturlig grænse for friheden i ordets helt bogstavelige forstand? Skal der være en uendelig palet af køn, individet kan vælge mellem, og skal det omgivende samfunds normer tilpasse sig derefter? Skal børnehaver, skoler, fritidsklubber og børneopdragelsen i hjemmet arbejde for, at det binære, biologiske køn langsomt opløses som en kategori, som former vores liv og samfund?

Nej, er mit svar. Ikke alt bør være helt frit. For med friheden og antallet af valg vokser også følelsen af, at intet valg er det rigtige. Og dermed tvivlen og smerten. Flere med kønsdysfori, som ikke kan finde ro i livet. Eksistentielle smerter, som skal lindres med hormoner og skalpeller. Så lad os stå fast på den norm, som dog trods alt stadig dominerer, omend svækket: Der er to køn. Og dit medfødte køn er det naturlige udgangspunkt, som du kan skifte, hvis det er eksistentielt nødvendigt.

Læs også artiklen »Transformation« fra Weekendavisen 9. august 2019.

 

Lægeforeningen

Jörgen Lindholm, dr.med., overlæge (ps)
Harsdorffsvej 12
1874 Frederiksberg C

For nylig blev to læger idømt betingede straffe for at bistå patienter med at afslutte livet. Hjælpen bestod i oplysning om, hvilke lægemidler der kan benyttes, og en recept.

I de senere år er læger blevet dømt som gerningsmænd til forskellige grove forbrydelser: hustrudrab, mordbrand, voldtægt, fifleri med fondsmidler i millionklassen og videnskabelig svindel. Læger gør sig tiltagende ofte bemærket ved faglig inkompetence, som koster patienter livet. Men i ingen af disse tilfælde har Lægeforeningen reageret.

Sådan som loven er udformet, er der intet voldsomt overraskende i, at de to læger er blevet dømt ved retten. Lægeforeningens sanktion er derimod besynderlig: Den har besluttet at ekskludere den af de to læger, der er medlem.

Årsagen til denne drakoniske reaktion er ikke indlysende: Måske religiøse kvaler? Måske skal Lægeforeningens beslutning blot tjene til at dokumentere over for politikere og djøffere, at lægerne artigt har accepteret deres deroute med plads langt nede i hakkeordenen?

Det sætter Lægeforeningens beslutning i et særligt lys, at den ene læge skal ekskluderes for en handling, der i andre vesteuropæiske lande og i nogle stater i USA er ganske legal og i overensstemmelse med befolkningens ønske. Forseelsen er ret beset at have tilvejebragt oplysninger, som en kvik skoleelev kunne finde på internettet på minutter.

Det helt centrale forhold er, at statsmagten nidkært forsøger at tvinge nogle borgere til at leve et liv, som vi ikke ville drømme om at byde vores husdyr.

Samme statsmagt forholder sig derimod fuldstændig apatisk over for borgere, som anskaffer sig et barn, ganske som man køber en teddybjørn i en legetøjsbutik.

Det synes uden betydning, om der mangler en far eller en mor i regnskabet, eller hvad der ellers kræves for at sikre et barn en god opvækst. Det betragtes tydeligvis som en basal menneskeret at sætte et barn i verden, koste hvad det vil. Regningen er barnets.

Men en del mennesker mener sikkert, at entreprenante læger, der bistår med at opfylde ønsket om »indkøb« af et barn, undertiden burde have et større etisk problem end dem, der hjælper en patient over Styx, når tilværelsen er blevet for grum og umenneskelig. Opinionsundersøgelser synes at vise, at et flertal i den danske befolkning ønsker, at hjælp til fremskyndet død lovliggøres, ganske som det er sket i andre vestlige lande.

Der er et åbenlyst misforhold mellem statsmagtens emsige og iskolde ønske om at styre vor afgang fra denne verden og dens fuldstændige apati, når det gælder om at bringe nye mennesker til verden. Det burde være lige omvendt.

 

Krasniks leder

Hanne Schmidt
Brigadevej 38
2300 København S

Martin Krasnik har en underlig bibelsk forståelse af ordet undskyld, hvor det åbenbart handler om, at det er den krænkede part, der skal tilgive og sige undskyld til krænkeren.

Vi almindelige ugudelige, der evner at få ordet over vores mund, bruger normalt ordet, fordi vi erkender, at vi har handlet forkert, og først med undskyldningen får vi mulighed for tilgivelse.

Hvorfor han mener, at en stat ikke kan erkende fejl, set ud fra dennes etiske og moralske ansvar over for dens borgere i nutid eller i fortid, forstår jeg ikke. Siden vedtagelse af Grundloven har den jo haft en beskyttende forpligtigelse over for sine indvånere, så det er netop »en utidig smålighed«, han lægger for dagen i sin leder den 16. august.

Når staten undskylder i denne sammenhæng, betyder det, at den angrer sin umenneskelige behandling af børn og voksne, og det er den til enhver tid siddende leder, der står med ansvaret for statens handlinger, uanset tid og sted eller politisk farve.

Derfor kan staten ikke, som han skriver, altid stå over de forurettede; det er ganske enkelt et reaktionært og totalitært syn på statens rolle, og dens pligt til at beskytte sine borgere for overgreb fra den selv.

Det er derfor helt meningsløst at henvise til statens overherredømme i forhold til borgere, der begår gemene forbrydelser; men hvis hverken Gud eller stat kan stå til ansvar og undskylde for slette gerninger, er det jo det rene ondskabens anarki, han taler om.

Hvad angår Mette Frederiksens motiver, burde Krasnik anstændigvis gå ud fra, at de kommer fra hjertet, af ren og skær empati for Godhavnsdrengenes lidelser og af et ærligt ønske om at opfylde deres bøn om en undskyldning. Denne hjertets godhed, som hun her udviser, må vi så inderligt håbe vil komme til at gavne alle de mange børn og voksne, syge og gamle, som i dag fortsat vantrives og lider rundtom i de små hjem, på diverse institutioner og asylcentre.

Hertil kan vi jo ikke sætte vores lid til en almægtig Gud, som siger, at vi skal undskylde for de på os påførte lidelser.

Det er da godt, vi har en stat og et parlament, vi kan stille til ansvar, fremfor at vente på, at Gud måtte sende os syndfloden eller andre plager for at straffe os. Uanset Guds indgriben eller ej, får vi om føje år dog nok syn for sagn, hvad disse ubehageligheder angår. Hertil må staten også turde træde i etisk og moralsk karakter.

Læs også den omtalte leder: »Undskyld, men«

 

Pride

Anne Sofie Lassen, museumsvagt

Længe leve Priden.

Men altså ... er det vigtigt for os at læse i Johanne Myginds kommentar den 16. august, hvilke seksuelle præferencer hun har?

Tror sgisme nogle gange, de unge skribenter forveksler Weekendavisen med de sociale medier.

 

I mudrede vande

Jesper Bartholdy, lektor Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet

Hermed et par bemærkninger til den klimadebat, der er opstået i denne sommers agurketid, og specielt til indlægget »I rørte vande« i Weekendavisen 19. juli. Der fremføres her, af Sebastian Mernild, en kritik af hans forskerkollegaer Johannes Krüger og Jens Morten Hansen, som jeg mener er underlødig.

Først og fremmest synes jeg ikke, man kan være bekendt at imødegå kollegaers legitime faglige holdninger med en henvisning til deres alder og arbejdsmarkedstilknytning.

Jeg synes heller ikke, det er i orden at argumentere for sit synspunkt med en bemærkning om, at opponenten »ikke er ekspert«. Det lyder i betænkelig grad, som om man allerede i første runde mangler argumenter. Det er simpelthen så langt under bæltestedet, at Sebastian Mernild burde skamme sig.

Der er i løbet af debatten også opstået et spørgsmål om, hvad en rigtig klimaforsker er. Her kunne der med en vis ret gøres opmærksom på, at Sebastian Mernild har samme universitære baggrund som Johannes Krüger. At Sebastian Mernild over night skulle være blevet »blandt den håndfuld, som herhjemme forsker i atmosfærens fysiske processer«, er nyt for mig.

I øvrigt er der, som skrevet i artiklen, gået inflation i begrebet klimaforsker. Mange, som forsker i konsekvenserne af klimaforandringer, tages efter min mening uberettiget med. Forskere, som med rette kan bære betegnelsen, er naturvidenskabsfolk, der seriøst har beskæftiget sig med emnet.

Det gælder for eksempel de tre omtalte i artiklen: Sebastian Mernild, der har beskæftiget sig med afstrømning fra indlandsisen, Johannes Krüger, der har beskæftiget sig med gletsjeres udbredelse og morfologiske aftryk, og Jens Morten Hansen, der har beskæftiget sig med fortidens havspejl på baggrund af niveauet af strandvolde på Læsø. De har alle klimatologi som en del af deres basisuddannelse. Ud fra hver sin interesse er de blevet sporet ind på spørgsmål om klimaets gøren og laden, og de er alle trænet til at analysere naturvidenskabelige fænomener og dataserier.

Dataserier er der kommet ganske mange af som følge af de senere års fokus på klimaforandringer. De er lettilgængelige, blandt andet med hjælp fra en anden kollega, Ole Humlum, der med hjemmesiden http://climate4you.com/ har gjort og stadig gør et stort arbejde for, at alle skal kunne skelne fup fra fakta i klimadebatten.

I Danmark har vi videnstørke på klimaområdet. Tilsyneladende er der, som også påpeget af Jens Morten Hansen, ingen videnskabsjournalister, der interesserer sig for den voldsomme debat, der hersker uden for landets grænser, og i den videnskabelige litteratur om årsagerne til de klimaændringer, vi observerer.

Skulle nogen være fristet til en hurtig indføring heri, kan de blot søge på YouTube under »Lindzen, climate«. Richard Lindzen er en videnskabsmand, som har gjort det til sin opgave at beskrive kompleksiteten i klimasystemet. Hans anerkendelse som fysiker af den type, der studerer fysiske processer i atmosfæren, tror jeg ikke, nogen vover at anfægte.

Lindzen har blandt andet gjort opmærksom på den interessante atmosfærefysiske lovmæssighed, at en drivhusopvarmning af kloden kræver, at der i atmosfæren omkring ækvator i cirka 10-12 kilometers højde kan måles den største opvarmning.

Da helt neutrale målinger viser, at der i denne del af atmosfæren ingen opvarmning er (som også fremført i den aktuelle debat), var det så ikke mere ordentligt for eksempel at tage fat på dette tilsyneladende paradoks end at skælde kollegaer ud for at være inkompetente.

Til slut lige en bemærkning til ovennævnte artikels berøring af »god klimakommunikation«. Kristian Hvidtfelt Nielsen, der ellers indtager en relativt fornuftig »ro på«-holdning, udtaler, at »hvis man giver de uenige for meget taletid, risikerer man at skævvride fremstillingen af, hvordan forskere samlet set ser på klima«. Det er en meget farlig holdning.

Man kan ikke stemme om videnskabelige problemstillinger. Vores historie er fyldt med fatale beslutninger fra »de flestes« side, som har gjort ubodelig skade.

Et godt eksempel herpå er den videnskabelige konsensus omkring racefordomme i starten af 1900-tallet eller vores umenneskelige »videnskabeligt funderede« behandling af psykisk syge, eller blot utilpassede eksistenser helt op til midten af 1900-tallet. Videnskabelig konsensus skal altid udfordres, og det bør ske med argumenter.

Videnskabsjournalisternes larmende tavshed om, at jordklodens temperatur ikke steg, men faldt en smule i tiåret mellem 2003 og 2013, står i skærende kontrast til, at det jævnligt fremføres, at det »aldrig har været varmere end netop nu«, et forhold der ikke burde undre nogen, da vi jo er i en periode under generel opvarmning efter den lille istid.

Den sluttede ved udgangen af 1800-tallet, og den er der nok ingen af os, der ønsker tilbage.

Ikke desto mindre mener anerkendte britiske solforskere, at det sker om få år. Hvorfor er der ingen videnskabsjournalister, der har spurgt klimaforskerne om det?

Det er, som om de sorterer på baggrund af holdninger i deres vidensformidling. Det er ikke i orden! Vi har i sandhed videnstørke på klimaområdet i Danmark.