Leder.

Undskyld, men

Undskyld, men Af Martin Krasnik

UNDSKYLDNINGEN til de vanrøgtede og mishandlede børn fra Drengehjemmet Godhavn er Mette Frederiksens første markante handling som statsminister. For de berørte var det hverken en billig eller forloren gestus, men derimod en længe ventet officiel anerkendelse af deres forfærdende historie. Det er helt åbenlyst, at Mette Frederiksens undskyldning betyder alverden for dem. Naturligvis. Er det så ikke udtryk for utidig smålighed at problematisere den? Hvad går der da af nogen, hvis denne undskyldning er så positiv for de mennesker, der har ventet i årevis? Men da der er tale om landets statsminister, er der mere på spil end de mennesker, der deltog i ceremonien ved Marienborg i denne uge.

SOM ordbogen fortæller, betyder undskyld at »fritage fra skyld«. Det er altså den forurettede, der skal undskylde den angribelige handling – som: »Kan du undskylde min opførsel?« En uret er begået, der er et mellemværende mellem to mennesker, og det tilfalder den krænkede part at tilgive. Det hænger fint sammen med det oldgamle princip fra Det Gamle Testamente: Man skal angre sine synder, men de kan hverken tilgives af gud, præster eller én selv – kun af den, man har gjort ondt.

POLITIK og staters handlinger er naturligvis noget andet end forholdet mellem to mennesker. Sådan lyder da også den hyppigste kritik af kravet om statslige undskyldninger: Det er jo ikke den egentlig ansvarlige, der beklager. Engang hørte det derfor også til de yderste sjældenheder, at stater sagde undskyld. Der gik for eksempel mange år, før Vesttyskland undskyldte for Holocaust, og det mest berømte udtryk for kollektiv anger skete så sent som 1970, da Willy Brandt knælede ved monumentet for Warzawa-ghettoens ofre.

ER tiden nu en anden? Det må man sige: Statslige og officielle undskyldninger og beklagelser gives hele tiden. Bill Clinton undskyldte for omstyrtelsen af Hawaiis konge i 1893, dronning Elizabeth II har undskyldt for undertrykkelsen af maorierne i New Zealand, Tony Blair beklagede for den irske hungersnød i 1840erne, David Cameron for nedskydningen af nordirske demonstranter, Barack Obama undskyldte og beklagede i ét væk, og Danmark har undskyldt for flytningen af Thuleboerne, afvisningen af tyske krigsflygtninge og nu for det manglende tilsyn med Godhavn-drengene.

IKKE så snart kommer en undskyldning, før man taler om den følgende økonomiske erstatning. Det er netop derfor, at Danmark ikke har undskyldt officielt for slaveriet, da konsekvenserne vil være uoverskuelige. Stater har det mest med at undskylde for tidligere handlinger, når det er økonomisk overskueligt, når det passer i den aktuelt førte politik, og når det ikke er særlig risikabelt for den undskyldende regeringschef. Herfra skal hverken lyde modstand mod en officiel beklagelse af overgrebene i Godhavn eller en klækkelig erstatning til de berørte, men der er ingen grund til at lade enhver form for kritisk sans drukne i tårer: Hensynet til staten selv – og dermed den aktuelle statsminister – står altid over de forurettede, uanset hvor meget anerkendelse de har fortjent.

UPROBLEMATISK virker undskyldningen i disse dage på de fleste, selv på borgerlige politikere, der for kort tid siden afviste denne gestus efter råd fra sagkundskaben. Derfor er det værd at huske, at det væsentligste hensyn for Mette Frederiksen, trods alle tårer og velmente ord, er hensynet – til sig selv. Det koster hende ikke noget at sige undskyld, og undskyldningen under­støtter den politiske fortælling om at ville være børnenes statsminister. Hun undskylder, som hun selv udtrykte det, »på vegne af vores fortid, på vegne af vores nutid og på vegne af vores fælles fremtid«, hvilket sandelig ikke er så lidt for en nytiltrådt statsminister. Hvor grænsen nu går for statens ansvar for borgeres ugerninger, fremstår ikke så tydeligt. Man forstår, hvis en enkelt eller to af de jurister, der har rådet Frederiksens forgængere i sagen, føler sig en anelse mærkeligt tilpas. I et større perspektiv passer undskyldningen særlig godt til en socialdemokratisk opfattelse af staten: Den er ikke blot et køligt bureaukrati, der skal sørge for, at love og regler skal holdes. Den er heller ikke bare en neutral hånd, der omfordeler goderne. Nej, staten er en mor, der skal passe på sine børn – og sige undskyld, hvis hun ikke gør det. Sådan en statsopfattelse kan man sagtens have. Men den er først og fremmest udtryk for dén politiske opfattelse, som Mette Frederiksen deler.

Side 12