Ærede løvinde

Tom Buk-Swienty: Løvinden. 754 sider, rigt ill. 299 kr. Gyldendal.

I slutningen af 1800-tallet opdagede de jordforslugne europæere, at der var en paradisisk plet på Jorden, de havde overset, fordi den lå beskyttet af jungle, sumpe, bjerge og ørkener: højslettesavannen i det nuværende Kenya. Med omkring tre millioner ind­fødte på et område dobbelt så stort som Stor­britannien lå det dér, folke­tomt og dyre­rigt, og ventede på civilisationen. Og den kom. Lokket af det behagelige højlandsklima og enestående dyre­liv, blev det ind i 1900-tallet højeste mode at tage på safari i landet, der som engelsk protektorat blev eventyrernes, de riges og aristokraternes lege­plads.

Mange blev så betaget af landet, at de slog sig ned og investerede i kvæg-, hør- og kaffe­farme, da en jern­bane fra kysten fra 1900 muliggjorde eksport, og arbejds­kraften var billig. Med på vognen hoppede parret Karen og Bror Blixen, der kom til landet i januar 1914 og begyndte at rydde land til kaffebuske 20 kilometer uden for Nairobi, der dengang kun var en lille stations­by.

Læs også Martin Krasniks artikel om at læse en Blixen-klassiker for første gang: »Fantastiske selvfortællinger«

Bag parret stod en familiefond med Karens onkel, rigmanden Aage Westenholz, som hoved­investor; han havde en kapital, på hvad der svarer til cirka 20 millioner kroner i dag. Nogle år senere udvidedes kaffe­farmen, så den blev den største i landet dækkende et område på 20 kvadratkilometer. Efter 17 års overlevelseskamp gik farmen konkurs i 1931 med et samlet tab for investorerne på omtrent 100 millioner kroner i nutidspenge.

Træt af at se onklen udstillet som Blixen-farmens likvidator offentliggjorde Westenholz-familien sidste år brev­vekslingen mellem onklen og Karen Coffee Company, som selskabet hed, og på det materiale bygger Tom Buk-Swienty først og fremmest sin »nyfortolkning« af Karen Blixens Afrikaeventyr. For selv om det var alment kendt, at hendes familie støttede foretagendet, underspillede Karen Blixen onklens store rolle, han er således ikke med ét ord nævnt i Min afrikanske farm.

Dét falder Buk-Swienty for brystet: Havde hun i 1937, hvis ikke onklen var død to år før, »kunnet få sig selv til at indlede sin mest berømte og berømmede bog med sætningen: ’Jeg havde en farm i Afrika’?« spørger Buk-Swienty og fortsætter: » (...) uden denne ikoniske førstesætning og alle de andre poetiske gradbøjninger af virkeligheden havde bogen da overhovedet fået sin fornemme plads i verdenslitteraturen?«

Her vader forfatteren ind i et større litteratur­teoretisk minefelt om forholdet mellem virkelighed og fiktion, som han redder sig ud af ved at forenkle sit projekt: nemlig »at skrive en ny og korrigeret version af historien om den afrikanske farm, en historie, hvori Onkel Aage ikke længere er en skygge­figur, men pludseligt er trådt frem som hendes jævnbyrdige mod­stykke«.

Ja, som forretningsmand, men ellers ikke, bør det tilføjes.

Slagudvekslingerne mellem først Karen/Bror Blixen og efter skilsmissen Karen Blixen alene på den ene side og på den anden selskabets bestyrelse hjemme i København med Onkel Aage som formand fylder meget i bogen: Så smækker han kassen i, så åbner han den igen ... Men det er, indrømmet, forbløffende, hvor meget ikke bare Onkel Aage, men også moren og broren og søstrene spyttede i kassen, så Karen Blixen kunne leve standsmæssigt. »Billig er jeg ikke,« som hun senere betroede sin bror.

Ud over milliontilførslerne til selskabet sendte de hende jævnligt »lommepenge« svarende til 10.000-20.000 kroner i dag. Og da Bror Blixen pantsatte farmens møblement for det, der svarer til to millioner kroner i nutids­penge, indløste familien det for hende.

Karen Blixen rejste altid på første klasse, og det var afgørende for hende at være yderst velklædt. Under et ophold i Paris købte hun tøj for dét, der svarer til 250.000 kroner. Hendes forkælede overklasseoptræden både fascinerer og forarger forfatteren, og selv om han citerer hendes forklaring herpå, fornemmer man hans skepsis.

Karen Blixen forsvarede sit store forbrug med, at det materielle for hende var åndeligt: »Til dels ligger min pengekærlighed deri, at materielle eller sanselige og synlige ting for mig, mere end for de fleste, er udtryk for noget åndeligt, men er det en dårlig egenskab eller fejl?« spørger hun retorisk sin bror i et brev, og svaret er selvfølgelig: nej. Hun møblerede sit hjem dyrt og smukt, hun komponerede fantastiske blomsterbuketter, og hendes køkken blev anset for Kenyas bedste.

Når hendes elskede Denys Finch-Hatton ind imellem sine safariudflugter boede på farmen, klædte de om til middag, sad ved et bord med den fineste opdækning, nød den bedste mad og de fineste vine og talte om alt fra politik og filosofi til kunst og litteratur, mens de lyttede til klassisk musik på den grammofon, Denys gav hende. »Honourable Lioness« – Ærede løvinde – kaldte Denys hende, og her istemmer forfatteren: Hun var gjort af stål, hun var modig og sej, ikke dekadent. Han tilgiver hende næsten.

Under de lange aftenseancer fortalte Karen historier, som hun senere nedskrev, Denys elskede dem og rettede hendes sprog, så hun blev perfekt til engelsk.

Begge var de højtuddannede handlings­mennesker og eventyrere, datidens renæssancemennesker. For også som direktør for farmen viste hun sig yderst kompetent, og de cirka 1.000 indfødte på farmen var loyal arbejdskraft, fordi de blev behandlet godt. At den gik ned, skyldtes i høj grad ydre ting som tørke, græshopper, verdenskrig, 1929-krakket, og at farmen viste sig at ligge for højt til kaffedyrkning.

Ligesom Denys og Bror havde Karen Blixen det bedst ude på savannen – og på de få flyveture med Denys. Så levede hun fuldt ud, og minderne om dette sublime overlevede hun på. Med nød og næppe, for meget tyder på, at hun forsøgte selvmord i 1931 under farmens sammenbrud.

Karen Blixen var faktisk ikke så enestående, som man skulle tro; Kenya tiltrak alle mulige balstyriske typer: jetsetterne, der gjorde dalen (kaldet Happy Valley) til en evig fest med partnerbytte, drugs og alkohol. Veninden Beryl Markham, som afløste Karen som Denys’ elskerinde og derfor ikke er med i Min afrikanske farm, blev berømt som den første, der fløj over Atlanten fra øst mod vest. Også Bror blev »udskrevet«, selv om han var en legendarisk storvildstjæger beundret af Hemingway.

Karen Blixens artistiske side har ikke Buk-Swientys store interesse, den del lader han hende selv varetage med citater fra Min afrikanske farm, som Løvinden ikke, som Buk-Swienty siger, »korrigerer«, men snarere supplerer. Hans »nye« portræt af hende gør hende ikke mindre interessant, tværtimod.

»Løvinden« udkommer 26/8

Læs også Kathrine Tschemerinskys interview med Tom Buk-Swienty: »Det sidste eventyr«