Lige efter Lomborg, altså landsbyen, går det galt. Himlen åbner sig, og hvad der indtil et sekund tidligere var utvivlsom vestjysk landjord, bliver nu badet i nedstyrtende vandmasser, så grænsen mellem elementerne for en stund udviskes. Det ville ikke undre, hvis jeg så en kaskelothval hænge med gebisset lige uden for bilruden, men det er nu bare en fortumlet lastbil, der er alt for stor til den lille vej. Jeg kører ud i siden for at lade den komme forbi og bliver holdende mellem rejnfan og vild kørvel, til det værste er overstået, og jeg forsigtigt kan bevæge mig videre gennem næste landsby.
Det eneste, der står flot herude, er markerne. Alt andet synes under afvikling, nedbrydning, hensmuldring. Det er tydeligt, at en tid er forbi, og en ny endnu ikke er begyndt, i den tusindårige affære, mennesket har haft med naturen på disse kanter.
Endnu nogle få hundrede meter ad landevejen og over et vejkryds, hvorfra vejene stikker af i alle retninger. Så rammer jeg den. Muren. Eller Diget, som man rettelig kalder den jordvold, der blev anlagt for et par tusind år siden tværs hen over den øst-vestgående oldtidsvej, og som i dag kendes som Ramme Dige. Et flere kilometer langt, to en halv meter højt og fire-fem meter bredt anlæg udstyret med østvendt voldgrav.
»En slags Dannevirke af en halv Mils længde,« kaldte H.C. Andersen den, da han flanerede rundt på de kanter. Og helt løgn var det vel ikke, også selv om man stort set intet ved om diget og kun har logikken at støtte sig til, når man skal forklare, hvad det var for noget.
»Volden er en slags grænse lagt hen over en meget ældre vej for at kontrollere den. En vej, som starter ved Karup Å midt inde i Jylland, og som går helt ud til kysten, og langs den ligger der masser af gravhøje, over 1800 var der engang,« forklarer arkæolog Marianne Rasmussen Lindegaard, forfatter til en ny stor bog, Danmarks oldtid i landskabet, da jeg møder hende på p-pladsen lige bag Diget.
»Men på et tidspunkt – omkring første århundrede e.Kr. – må det være blevet besluttet af den lokale hersker, at der ikke skulle være fri adgang længere. Hvem der tog beslutningen, ved man ikke. Og man ved heller ikke, om det blot handlede om at beskytte sig selv, at kræve betaling for adgang, eller om formålet var at bestemme, hvem der måtte komme ind, og hvem der måtte blive ude. Voldgravens placering viser bare, at der var tale om folk i vest, som på én eller anden måde forholdt sig til folk fra øst. I dag synes mange, at det her bare er total udkant af udkant af udkant. Men i Jernalderen var det her et supergodt landbrugsland med marker og adgang til Limfjorden. Sad man på Diget, havde man stor magt.«
Bogen, som udkommer i dag, er en samling fortællinger om de første 11-12.000 års indbyggere i det land, vi på et tidspunkt begyndte at kalde Danmark, formidlet gennem de spor, vore forfædre har efterladt sig i landskabet. Den er arrangeret kronologisk og er fuld af underskønne fotos af gravhøje, dysser, bautasten og andre skatte, som man kan opsøge, én for én, og fantasere over, ud fra de ofte sparsomme foreliggende fakta. Dette er netop forfatterens opfordring. At man ikke venter på at få hele historien fortalt, for en færdig historie eksisterer ikke. Man må selv gruble med, forestille sig, fabulere. Det behøver ikke at være så svært, hvis man holder op med at se på fortidens mennesker som primitive væsener, der var helt anderledes, end vi er i dag.
»Vi har det jo med at betragte os selv som toppen af poppen. Og det er da også klart, at tingene er mere komplekse i dag, teknologisk set. Men samtidig er der også masser af andre områder, hvor man ikke kan påstå, at der er sket fremskridt, men hvor vi tværtimod har mistet viden i forhold til tidligere. Jeg tænker blandt andet på viden om, hvad naturen kan bruges til. Ikke for at romantisere Oldtiden, for der er tegn på, at man også dengang overudnyttede naturen. Men meget af det, vi har foretaget os på det seneste, kan virke temmelig kortsigtet,« siger Marianne Rasmussen Lindegaard.
Forsigtigt bestiger vi den rekonstruerede del af Ramme Dige, der står i sine originale to en halv meter. Rekonstruktionen blev udført for nogle år siden som led i et stort projekt under den daværende Kulturarvsstyrelsen, som med 27 millioner kr. fra A.P. Møller Fonden gik ud på at udpege de »100 bedste fortidsminder i Danmark« og gøre dem tilgængelige for det store publikum. Projektet, som Marianne Rasmussen Lindegaard var koordinator for, er for længst afsluttet og pengene brugt, men undervejs blev hun så fascineret af, at det var muligt at få indtryk af tusindvis af års historie bare ved at stykke ting sammen, man kunne se i landskabet, at hun besluttede at få den sammenhængende historie ned på skrift og foreviget i billeder.
»Jeg ved godt, at der er nogle huller indimellem, og det vil mine kolleger sikkert hænge mig op på,« griner hun. Men ikke desto mindre en historie, som i det udzoomede perspektiv giver en form for overblik og forståelse for menneskets gang på Jorden i dette hjørne af verden fra Ældre Stenalder og op til Vikingetiden, et spænd, hvis yderpunkter i bogen er repræsenteret af stenalderbopladsen Krogsbølle ved Nakskov og de sunkne vikingeskibe i Roskilde Fjord.
I bogen skriver Marianne Rasmussen Lindegaard, at »mennesker har til alle tider lagt lag på landskabets historie. Hver generation har tilføjet sine spor og samtidig forholdt sig til de tidligere tiders spor. I dag udpeges landskabets mindesmærker om industrikulturen, Første og Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig som bevaringsværdige. Den store kran fra Lindøværftet ved Munkebo bliver en del af historiens landskab sammen med de mere end 5000 år gamle dysser og jættestuer. Selvom vi i dag ikke kan forestille os, hvordan man i Oldtiden oplevede historie og fortid, så må tidligere generationers spor i landskabet have været en del af oldtidsmenneskets fortællinger og forståelse af verden.«
Et godt eksempel på disse lag på lag er netop landskabet omkring Ramme Dige, hvor man fra toppen af den rekonstruerede vold har et godt udsyn over den samling gravhøje, der ligger et par hundrede meter derfra. De fleste af dem er ikke udgravet, men ud fra størrelsen og det, man har fundet i de udgravede, regner man med, at de fleste af højene er fra Bronzealderen, mens de ældste stammer fra Stenalderen.
»Højene lå her altså allerede, da diget blev opført, og det havde de gjort, så længe nogen kunne huske. Vi ved også, at høje ofte blev brugt til nye begravelser. De var altså noget, datidens mennesker forholdt sig til som deres egen fortid. Noget, som betød noget for dem. Det tænker man måske ikke så meget på i dag, hvor det hele bare smelter sammen som fortid,« siger Marianne Rasmussen Lindegaard og opfordrer til, at man som besøgende ikke lægger bånd på sin egen fantasi.
»Selvfølgelig er det godt at få fakta serveret på et skilt. Men tingene bliver jo først rigtig levende, når der er frirum til selv at fantasere sig til resten. Det kan de skatte, vi har liggende i kulturlandskabet, i høj grad bruges til.«
En af pointerne er naturligvis, at vi selv er en del af dette glidende bånd, og at historien skrives og landskabet ændres hver eneste dag.
»Den lille by Ramme, som vi begge kørte igennem for at komme hertil, er en typisk ’vejkantsby’, altså fra dengang, da det var attraktivt at bo ved en vej. Men hvis folk skal bo på landet i dag, så skal det i hvert fald ikke være langs en vej. Sådan ændrer det sig hele tiden. Da jeg var en lille pige og var på ferie hos min mormor i en lille by i Østjylland, vågnede jeg om morgenen op til lydene af spandene ovre fra mejeriet. Landet omkring var fuld af gårde og mennesker. I dag er den verden forsvundet og erstattet af store virksomheder som dén der,« siger Marianne Rasmussen Lindegaard og peger fra digetoppen over mod en stor svinefarm med en stor, overdækket gyllebeholder, der ligner et cirkustelt, blot uden dannebrog på toppen. Bag ved Trans Kirke og det bortskyllede halve sogn. Og lige nordfor det tøndeformede bordeauxrøde Bovbjerg Fyr, som engang gav brød på bordet til tre familier, fyrmesterens og hans to fyrassistenters, men som i dag står alene tilbage og blinker ud mod stjernerne mest for turisternes skyld.
Ligegyldigt hvor man kigger hen, er der spor i landskabet efter tiden, der er gået. Det kan desværre også ses i den manglende vedligeholdelse af en del af oldtidsminderne, der er endt som en slags vanrøgtede stedbørn i de evindelige offentlige omstruktureringer og i dag mange steder befinder sig i en situation, hvor de lokale eller statslige myndigheder, som har det formelle ansvar for vedligeholdelsen af stederne, ofte lader stå til, fordi de hverken har fokus eller ressourcer til at passe denne opgave. Et eksempel er netop Ramme Dige, som blev udstyret med en rekonstrueret bid med trapper i træ, parkeringsplads, informationstavle og sågar et par granvoksne krigere udhugget i træ, alt sammen betalt af A.P. Møller Fonden. Men som allerede få år efter indvielsen og under Naturstyrelsens ejerskab har udviklet sig til et halvsørgeligt, risikabelt sted at bestige, fordi trappetrinene er glatte af alger og rækværket dalrevornt. Et andet eksempel er det prægtige dyssekammer Mejekirke ved Nødager på Djursland, som på tegninger fra 1800-tallet fremstår knejsende i landskabet, og hvor kun toppen i dag stikker ud af et bregnekrat. Det er simpelt hen forsvundet.
Marianne Rasmussen Lindegaard, som i dag er ansat ved Slots- og Kulturstyrelsen, har ikke lyst til at tale om specifikke oldtidsminder, men fortæller, at hun »næsten kan blive helt grædefærdig, når jeg tager rundt i landet og besøger nogle af de steder, hvor vi på et tidspunkt brugte en masse krudt og penge«. Nogle af stederne, som fra udgangspunktet var i ekstra dårlig forfatning, blev der brugt ekstra mange penge på, i en form for genopretning, som kaldes »førstegangspleje«, fortæller hun. En slags fastsættelse af et punkt nul, som kunne lade sig gøre på grund af den store private bevilling. Hvorefter Naturstyrelsen, Forsvaret eller kommunen så skulle stå for, at punkt nul ikke gik i minus, men helst i plus.
»Ved hver indvielse har man stået med en borgmester og skålet og hørt, at ’nej, hvor er vi glade for, at vi nu har fået et besøgssted i vores kommune’, og så kommer man ikke engang ti år efter, og så ser det herrens ud,« siger hun. At pege fingre ad nogen ønsker hun ikke, for hun er sikker på, at de forskellige nok skulle have passet stederne, hvis det overhovedet havde været muligt for dem. Hun ser ikke den manglende vedligeholdelse som udslag af »ond vilje«, men mest som endnu et resultat af tiden, vi lever i.
I bogen går man dog ikke galt i byen nogen steder. Billederne er smukke, og lyset smyger sig blidt om gravhøjene, dysserne, moserne og alle de andre steder, hvor det foregik, engang for længe siden. Og når man først får øjnene op for oldtidsminderne, dukker de op alle steder. På vej fra Ramme Dige til det store gravhøjkompleks Døeshøjene ved Holstebro, hvor dagens rundvisning slutter, ser jeg gravhøje alle vegne langs vejen. På heder, marker, og hvor der er skov, antyder et vejnavn, at der ligger en høj gemt derinde. Det er den gamle vestgående oldtidsrute, som blot har fået asfalt, og som højene blev anlagt ved i en lang række. Eller også var det omvendt. Forholdet mellem gravhøje og veje er nogenlunde det samme som spørgsmålet om ægget og hønen.
Det er, som Marianne Rasmussen Lindegaard skriver til sidst i bogens forord:
»Fortidsminderne er der, hvor kultur og natur mødes. Det er der, hvor vi kan forbinde os med fortiden og naturen. Naturen har formet menneskene til alle tider, og mennesker har formet naturen. Og hvis vi har glemt det, så husker landskabet os på det: Hvert fortidsminde er en del af landskabets erindring.«
Marianne Rasmussen Lindegaard: Danmarks oldtid i landskabet. Med fotos af Morten Rasmussen. Udgivet af Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag.
