Essay. Spydighederne driver ned gennem århundrederne, hvor anmelderne har været i marken. Lars Bukdahl om alle tiders mest ondsindige anmeldere.

Ondt blæk

Ondt blæk

Hvad er ondskab?

Der kan, når det ikke lige gælder seriemordere, massemordere og folkemordere som Ted Bundy, Anders Behring Breivik og Adolf Hitler, være svært og komplekst og håbløst filosofisk-forgrublet at svare på. Men heldigvis eksisterer der i civiliserede samfund et enkelt, ikke-ulovligt fænomen, hvor ondskab stolt praktiseres i renkultur og mere eller mindre gedulgt nydes af øjenvidner, nemlig Den Onde Anmeldelse.

Hvad er en ond anmeldelse?

Dette er en ond anmeldelse – skrevet af Jess Ørnsbo som en del af en bunkeanmeldelse af »Efterårets lyrik« (inklusive Jørgen Leths debutsamling Gult lys), i Vindrosen 3, 1963, her er det, i første afsnit af to, Ebbe Trabergs debutsamling 3 x 13 digte, det går ud over:

»Næsten-franskmanden Ebbe Traberg udfordrer alle ulykker i sin debutdigtsamling 3 x 13 digte. Det er en bog med megen facade og mange hulrum. Den er så spækket med mottoer og vistnok-udsagn fra mere eller mindre hedengangs koryfæer at der næsten er tale om to digtsamlinger. Man føler sig i tilfældet Traberg kaldet til at tale om modedigtning. Der er et vist internationalt tilsnit over den til at distrahere læseren, der er rejsespleen på eksotiske steder samt dette mere uhåndgribelige indtryk af ægte simili. Ligesom Leth mener Traberg at noget skal være spansk før det kan blive dramatisk og følelsessvingende. I al almindelighed søger han mod det fint æstetiserende og spirituelle uden dog at nå videre end til det blege og leddeløse. Digtene virker som fragmenter uden farver og ligner i faretruende grad hinanden mere eller mindre. De er tomme for virkelighed trods alle geografiske antastelser og kunne for den sags skyld lige så godt være skrevet i Skive.«

Hvorfor er dette stykke kritik ondt og ikke bare negativt?

På grund af den udsøgte nedladenhed (»næsten-franskmanden«) og den snerrende, mærkbart autentiske aggression (»Tilfældet Traberg«). På grund af den virtuose, tydeligvis lystfyldte velskrevethed (»dette mere uhåndgribelige indtryk af ægte simili«). På grund af humoren (og platheden: Skive!). På grund af det bidsk fabulerende billedsprog (»megen facade og mange hulrum«). På grund af brutaliteten i smagsdommens utvetydighed, herunder adjektivernes nøgne hån og foragt (»blege og leddeløse«). På grund af de individuelle unoders opløsning i generaliserede, dybe suk over »Modedigtning« af »internationalt tilsnit«. På grund af det fantastiske, absolut Ørnsboske udtryk »geografiske antastelser«. På grund af reduktionen (eller optimeringen) af bogens eksistensberettigelse til at være en dårlig undskyldning for en god Ørnsbo-tekst, der 56 år senere kan citeres som eksemplarisk og prægtigt ond i en artikel i Weekendavisen Bøger.

Det er svært at fastslå med nogen sikkerhed, hvorvidt Ørnsbos anmeldelse fik nogen betydning for forfatter- og forfatterskabsskæbnen. Allerede i 1964 kom Traberg (1932-1996) tilbage med en ny digtsamling, med den umundrette titel Residuum, så mere ondt gjorde det ikke i første omgang, men måske var grundvolden så meget mere rystet; de øvrige samlinger udkom nemlig 1969, 1973, 1985 og 1991. Traberg er knap nok synlig som en såkaldt minor poet – ikke engang Asger Schnack har antologiseret ham vistnok – og hans tydeligste litterære aftryk er som titelpersonen i vennen Jørgen Leths fint knoldede prosaimprovisation (eller bare kortroman) Traberg, 1990.

Ørnsbos anmeldelse er en i dobbelt forstand god ond anmeldelse, fordi den både er en god tekst – sjov og fyndig, underholdende og overrumplende, egensindig og inciterende – og en tekst, der faktisk leverer den kritiske vare og giver en præcis og lydhør og nuanceret karakteristik af bogens slethed.

 

Den berømteste onde anmeldelse i dansk kritikhistorie stod midt mellem alskens regulære nyhedshistorier om fredstraktater og bankrøverier; her skrev Hans Brix i BT i 1938 om Johannes Buchholtz’ novellesamling Fugle paa Taget en god ond anmeldelse i den ene betydning, at det er en god tekst (eller vits måske snarere), men ikke i den anden betydning, eftersom vi intet får at vide om, hvordan novellerne er uduelige: »Tolv Noveller. ’Fugle paa taget’. Hvad for Fugle? Ikke Duer. Hvorfor ikke? Duer ikke.«

Poul Borums næsten lige så korte anmeldelse, højt placeret på min personlige kanon, i Ekstra Bladet i 1983 af Ib Lucas’ novellesamling Lystens labyrinter er til gengæld dobbelt god, overskriften er »EDBOG«: »Ib Lucas hedder Gyldendals nyeste computer. Den kan skrive noveller, der næsten ikke er til at skelne fra rigtig litteratur.«

Meget parallelt med Ørnsbos Traberg-anmeldelse er det en oplevelse af simili- eller pseudolitteraritet, anmelderen formår at sætte det helt rigtige ord på, forskellen er ondskabsteknikken: Hvor Ørnsbo sønderskyder med stalinorglet, sender Borum en enkelt Robin Hood- eller zenmunk-pil af sted og rammer akkurat plet lige i solar plexus.

Den korteste, gode onde anmeldelse er stadigvæk Thomas Thurahs i Standart i 1989 af Klaus Rifbjergs roman Det ville glæde, der indeholder endnu en karikatur af Rifbjergs onde anmelderånd, Poul Borum: »Hvem?«

Den kan så også dårligt være god i den anden forstand. En berømt ond oneliner af Borum om Rifbjergs roman Tak for turen kan jeg blive nødt til at afsløre som reelt blot overskriften på en dobbelt god ond anmeldelse i 1975 i Ekstra Bladet: »Det var så lidt.«

En tredje type af ond anmeldelse, ved siden af den omstændelige gennemhegling a la Ørnsbo og den summariske nedskydning a la Borum, er den harakiriciterende anmeldelse, hvor den største del af pladsen bruges på at citere skrækeksempler ord til andet fra det anmeldte værk, som således tvinges til grundigt og blodigt at slå sig selv ihjel. En af de nådesløseste harakirianmeldelser fra de senere år er René Jean Jensens anmeldelse i Information i 2013 af Henrik Dahls sene debutroman NT, der var medvirkende til, at Dahl foreslog oprettelsen af et klagenævn for uberettiget onde anmeldelser; han mente nemlig rent objektivt, at hans bog kun var halvdårlig – men citaterne i Jensens anmeldelse siger noget andet:

»Amatørismens selvtilfredshed har med andre ord kronede dage. Alt er stift og umelodisk, gumpetungt. Og der vrøvles: ’Snart ville Aftenstjernen, som Rasmus for nylig havde haft om i skolen, og med Bjørns hjælp også havde lært at udpege på himlen over Lyngby, være forsvundet i vrimlen af stjerner og planeter, der ikke behøvede at møde så tidligt, men nu blev mere og mere klare for hvert minut, der gik.’ Henrik Dahl skriver et særligt uskønt revisordansk: ’Han var en højt estimeret foregangsmand inden for professionaliseringen af det økologiske landbrug, som hun i mange år havde dannet par med.’ Ikke just elegant, vel? Eller: ’Resten af dagen var gået slag i slag med kontaktsøgende børn og madlavning og oprydning, og der havde ikke været tid til at snakke om den mulige sigtelse for overtrædelse af den milde terrorparagraf.’ Det er jo næsten sjovt i al sin klodsethed.«

Det forbliver etisk uforsvarligt at skrive onde anmeldelser, karmaloven overtrædes uhjælpeligt og med åbne øjne hver eneste gang. Den onde anmelder er ond, og lige meget hvor principielt han og hun besværger, at det er en bog, han og hun anmelder, og ikke et menneske, så er forfatteren til den dårlige bog altså et m-e-n-n-e-s-k-e med ansigt og cpr-nummer og familie og venner og kæledyr, som den onde anmeldelse gør mærkbart ondt på.

Illustration: Lars Vegas
Illustration: Lars Vegas

Når det er sagt, så lyder mit forsvar for den onde anmeldelse, at der er bøger, der er så elendige og samtidig så a priori-respektable, via enten anerkendt forfatternavn eller (og her er grunden til, at det kan være OK at slagte debutanter) forlagsnavn og/eller, som i Traberg- og Lucas-eksemplerne, så eksemplarisk, moderigtigt klichéfulde, at det er pinedød nødvendigt at tage pinebænken i brug, højt og tydeligt og underholdende. For at påpegningen af elendigheden virkelig kan trænge ind og gøre sig gældende. Og for ikke at dølge de subjektive, alt for menneskelige oplevelseskategorier – det er vrede, forargelse, irritation og indignation over manglende kvalitet – hos en kritiker, der har viet sit liv til at gøres os klogere og mere klartseende på den gode kunst. Og for, alkymistisk, at forvandle et værk, der er noget værre skidt, til en anmeldelse, der er fuld af guldkorn.

Men altså: Jo skurkagtigere superskurk og jo gennemsnitligere skurketype, jo vigtigere og nødvendigere, at generalangrebet er spektakulært satanisk. Derfor har jeg selv skrevet mine ondeste – og forhåbentlig derfor også mine bedste onde – anmeldelser af (bøger af) forfattere som Ib Michael, Peter Høeg, Jens Christian Grøndahl, Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup.

Jeg har noget at hævne – som ikke er alle de dårlige anmeldelser af alle mine egne ivrigt blege 80er- og 90er-digtsamlinger, jeg er sgu ikke en forsmået digter, jeg har et fuldstændigt realistisk syn på mit moderate digtertalent – og det hævnkrævende er, at den måske næstberømteste onde anmeldelse i dansk litteraturhistorie er Kai Friis Møllers anmeldelse i Ekstra Bladet i 1933 af min farfar Jørgen Bukdahls bog Det europæiske Menneske under overskriften »Det europæiske Umenneske«, her det mest citerede afsnit:

»Men Hr. Bukdahls Motto – som gentages et Par Steder i Bogen – lyder ikke for intet saaledes: ’Stort set og kort sagt’; han ser stort paa alle Forskelle: alt muligt minder ham slaaende om alt muligt andet. Allerede et Par Sider efter Smertenssukket ved Dürers Moders Dødsleje, der tegnede til at skulle blive en hel Roman, er vi paa denne Maade pludselig kommet fra Erasmus til Spengler, i hvis selskab Hr. Bukdahl ret hygger sig (…).«

Og så stopper jeg citeringen af den ubarmhjertigt laaaange anmeldelse. Min hævn skal være, at jeg skriver en ond anmeldelse, der er ondere og bliver berømtere end Kai Friis Møllers og allerhelst bliver det ved at følge Friis Møllers formel for min farfars ulæselighed: Alt muligt minder ham slående om alt mulig andet. En kæmpe eksplosion af sort strømmende stream of consciousness-ondskab!

Der er altid én anmelder, der skal være den ondeste, djævlen selv; engang var det Edvard Brandes, så blev det Hans Brix, og derefter var det Poul Borum. De sidste mange år, lige siden ordene »Slagteren fra Pilestræde« stod på forsiden af magasinet Press, har det været mig, LB, der har bestridt jobbet som uofficiel overfanden. Og det er cool nok (og slår til enhver tid at være den sødeste anmelder-basunengel), men det er bare ikke rigtigt: Den ondeste er og bliver Informations Erik Skyum-Nielsen, og den genuint ondeste anmeldelse i litteraturhistorien er hans anmeldelse i Information i 1986 af Stig Dalagers Århus-elegi, der begynder sådan her og bare bliver værre og værre og bedre og bedre:

»Hvad skal man stille op, spurgte jeg engang en erfaren anmelderkollega, hvis en bog er så jamrende elendig, at man allerhelst vil forbigå den i tavshed? ’Begynd med det positive,’ svarede hun. ’Der vil altid være et eller andet i en bog, som du kan rose. Husk på, at det er et medmenneske, der har siddet og udgydet sit hjerteblod.’ Omslaget til Århus-elegi er ret pænt. Og på s. 31-32 optræder der en tekst – en tætsanset barndomsoplevelse – som jeg uden forbehold vil kalde et godt digt.«

Senest præsterede Skyum – midt i en gemytligt overbærende anmeldelse af Lars Handestens bog Rundt om litteraturen i det nyeste nummer af tidsskriftet Passage – at skrive en ond anmeldelse af en anmeldelse, nemlig Handestens anmeldelse af Morten Papes bestseller Planen – bare for at vise alle de forbitrede forfattere, at det gør han sagtens bedre end dem:

»Originaliteten hos Pape bestod i en dreven skribents beslutsomme valg af et interessant miljø, der ikke tidligere havde været beskrevet i dansk litteratur – en iagttagelse, som i øvrigt udgør kernepointen i Lars Handestens egen behageligt ubrutale, men samtidig bemærkelsesværdigt ubegejstrede anmeldelse, som han i et sært anfald af flagellantisk ekshibitionisme optrykker i hele dens bovlamt parafraserende længde og derefter tygger lidt videre på.«

Dét er den kritiske ondskab som mest ond og dekadent, når den ikke engang gider lade bøgerne få kærligheden at føle længere, men går amok på anmeldelserne i stedet for, det er jo alligevel dem, der tæller i sidste ende.

 

Hør meget mere i podcasten Bukdahls Klubhus, der har premiere i dag: »Bukdahls Klubhus: Når øksen skal svinges«

 

 

Side 37