Interne affærer. Venstre risikerer et efterår, der giver mindelser om den konservative dødedans eller Socialdemokratiets handlingslammelse efter 2001.

Ud af formandskabet

Venstres næstformand, Kristian Jensen, har i løbet af en uge bragt sig selv i en situation, hvor han kan blive tvunget til en direkte udfordring af partiformand Lars Løkke Rasmussen på partiets landsmøde i november. Mandag kunne Jensen ligne en slags vinder, da han indtog posten som formand for partiets folketingsgruppe. Men det var en betinget sejr, for ikke alene var det resultatet af, at Jensen og hans støtter havde måttet opgive en større plan om at sætte sig på hele ledelsen af folketingsgruppen. Det var også et udtryk for, at han må dele rollen som partiets nummer to med Jakob Ellemann-Jensen, der af mange ses som en bedre formandskandidat end Kristian Jensen, når Lars Løkke Rasmussen en dag skal afløses.

Den betingede sejr anvendte Kristian Jensen til at give et interview, som Berlingske bragte torsdag – samme dag, som Venstre indledte sit sommergruppemøde. Her gjorde han klart, at han var lodret uenig, da Lars Løkke Rasmussen i valgkampen fremlagde ideen om et regeringssamarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet. Et initiativ, Kristian Jensen i øvrigt kunne fortælle, at han ikke var informeret om på forhånd.

Det interview bliver blandt centrale Venstrefolk set som en direkte udfordring af formandens autoritet, og allerede under fredagens politiske drøftelse på sommergruppemødet vil Jensen ifølge flere kilder blive angrebet direkte.

Vil Kristian Jensen fortsætte med at bruge sin tid på at undergrave Lars Løkke Rasmussen? lyder spørgsmålet. I givet fald bør han, lyder det, træde tilbage som Venstres næstformand, da det er uforeneligt med den post at være serielt illoyal over for den formand, som er valgt på partiets landsmøde. Spørgsmålet vil også om nødvendigt blive taget op i både hovedbestyrelse og forretningsudvalg, lyder det.

Dermed er der en åbenlys mulighed for, at det ikke er Lars Løkke Rasmussens post som Venstres formand, der er den mest udsatte, men derimod Kristian Jensens næstformandspost, der risikerer at trække en modkandidat ved landsmødet.

Frygten blandt centrale dele af Venstres toppolitikere er, at partiet er ved at arbejde sig ind i en konservativ tragedie med ødelæggende magtkampe og formandsopgør. Eller måske nærmere er ved at havne i den situation, Socialdemokratiet engang var i.

Da Poul Nyrup Rasmussen i 2001 havde tabt regeringsmagten, var der to afgørende prioriteter for den detroniserede statsminister. Han søgte kontakt med partiets fodfolk ved at lade dem skrive gode råd i en rød bog, hvis videre skæbne ingen længere kan redegøre for. Men endnu vigtigere skulle han finde den rette balance mellem partiets fløje og kaffeklubber. Hvad skulle Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken tilgodeses med? Og hvad med Karen Jespersen, som ingen rigtig brød sig om – ud over vælgerne altså.

Fælles for de to prioriteter var, at de handlede om partiets indre anliggender. Nogen egentlig analyse af, hvorfor et massivt antal vælgere var vandret over den politiske midte, blev ikke foretaget før flere år senere.

Helt sammenlignelig er Venstres nuværende situation ikke. Isoleret klarede partiet sig godt ved valget i juni, selv om der samlet er færre mandater bag Lars Løkke Rasmussen, end der var, da han tabte magten til Thorning i 2011.

Sammenligneligt er det til gengæld, at Venstre er ved at blive et parti med fokus på indre anliggender og afbalancering af fløje.

Lommebogens afmagt

Da Lars Løkke Rasmussen mandag fremlagde en plan for, hvordan toppen af Folketingsgruppen efter hans mening burde sammensættes, byggede kabalen på en nøje afstemt balance mellem folketingsgruppens fløje og politiske retninger. Med Kristian Jensen, Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg på de tre vigtigste poster og Løkke selv som øverste leder var der en luns til alle. Til gengæld var der ingen indikation af, i hvilken retning Venstre vil gå for at få de stærkt omtalte nøgler til Statsministeriet retur.

Nu gik det ikke helt, som partiformanden havde ønsket sig, hvilket fortæller endnu en historie om tilstandene i Venstre. Skal man igen drage en socialdemokratisk parallel, havde man engang i dette parti et begreb, der hed lommebogens magt. Det byggede på en forestilling om, at partiets formand havde en lommebog, hvor navne på mulige ministeremner blev noteret. Loyaliteten mod formanden var proportional med tilliden til, at lommebogens navne også en dag kunne forvente en udnævnelse.

Da Venstres gruppe valgte at trodse Løkke og vælge Sophie Løhde i stedet for Inger Støjberg til den – indtil denne uge – ligegyldige post som næstformand i folketingsgruppen, kunne det let ses som et udslag af mistillid til Inger Støjbergs kagefejrende udlændingeretorik. Men det var i lige så høj grad en melding til partiformand Lars Løkke Rasmussen om, at han ikke bare skal komme anstigende med en færdigpakket ledelse. Tilliden til, at Løkkes lommebog har nogen betydning, når der næste gang skal udpeges Venstreministre, er begrænset.

Derfor kunne der på mandagens gruppemøde dannes en uhellig alliance mellem Støjbergs egentlige modstandere og det, der i intern jargon omtales som vinduesrækken. Nemlig det sted, hvor hovedparten af midaldrende folketingsmedlemmer med forsmåede ambitioner og begrænset håb har placeret sig.

At det hele handler om indre forhold og ikke om en plan for at supplere Lars Løkke Rasmussens nøglebundt, men tværtimod om at lette det for nøglerne til Venstres formandskontor, blev klart illustreret ved afstemningen om Støjberg mod Løhde.

En begmand til Lars Løkke Rasmussen, selv om det er almindeligt anerkendt, at netop hans politiske flikflak omkring en SV-regering havde afgørende betydning for Venstres gode valg. Dertil et fravalg af en af partiets store stemmeslugere, Inger Støjberg, med efterfølgende vrede i det jyske bagland og på partiets sociale medier som resultat.

Den massive baglandsopbakning til Støjberg, der ved valget i juni vandt markant over Kristian Jensen ved optællingen af de personlige stemmer i Vestjylland, burde måske have advaret næstformanden i partiet om egen skrøbelighed. Men analysen har givet været, at den virkelig svækkede var Lars Løkke Rasmussen, hvilket har gjort det muligt ustraffet at angribe dennes linje i valgkampen.

Jensens befrielse

Analysen lider af den svaghed, at Løkkes nederlag, når det gælder valget af Støjberg til posten som næstformand i gruppen, er en følge af et endnu større nederlag til Kristian Jensen og hans støtter i gruppen.

Hen over sommeren har medlemmerne af folketingsgruppen fået en fornemmelse af, at det var Kristian Jensen, der havde en færdig tegning til en ledelse. I den skulle Jensen-støtten Karsten Lauritzen være gruppeformand, hans lige så sikre støtte Ellen Trane Nørby gruppenæstformand og Sophie Løhde politisk ordfører. Kristian Jensen skulle ikke selv have poster i ledelsen, hvor han som partiets næstformand alligevel har adgang. Jensen har i stedet indikeret, at han så sig selv som fremtidig klimaordfører – et område, der i hans analyse vil overstråle udlændingepolitikken som valgvindende tema.

Netop hjemkommet fra ferie besluttede Lars Løkke Rasmussen sammen med en tæt inderkreds i weekenden at forpurre den plan.

Løkke meddelte Kristian Jensen, at hvis dennes fløj ville havde gruppeformandsposten, måtte han selv tage den. Dertil måtte han acceptere Jakob Ellemann-Jensen som politisk ordfører og Inger Støjberg som næstformand i gruppen.

Det gjorde Jensen modvilligt, og han måtte derfor meddele Karsten Lauritzen, at dennes sommeroffensiv var forgæves. Men planen faldt altså, hvad angår Støjberg, der tabte kampvalget om næstformandsposten.

Det viste selvsagt, at Løkke ikke har fuld autoritet i gruppen, men det viste også, at Kristian Jensen ikke er i stand i til at styre sine støtter og dermed levere på indgåede aftaler. Sophie Løhde, der af flere ledende folk var blevet bedt om ikke at stille op, kunne kun vælges, hvis der var støtte både fra den utilfredse vinduesrække og fra dele af Jensen-fløjen, lyder vurderingen.

Den mislykkede konstituering sammen med det opsigtsvækkende interview har ifølge centrale kilder ikke stemt partiformand Løkke mildt over for sin næstformand. Siden de to havde et direkte opgør i juni 2014, har de forsøgt at foregive eksistensen af et nærmest ligeberettiget formandskab. Løkke har dog ved utallige lejligheder demonstreret, at det formandskab består af et klart adskilt over- og underskab.

Det skete senest, da han midt i valgkampen udgav bogen Befrielsens øjeblik, hvor han både slog hårdt til de øvrige partier i blå blok og lancerede ideen om en SV-regering. Begge dele uden at informere sin næstformand.

Torsdagens interview i Berlingske, hvor Kristian Jensen undsiger Løkkes budskaber, kan med god ret læses som næstformandens udgave af Befrielsens øjeblik.

Når Venstres landsmøde i Herning lukker den 17. november, kan mindst én af de to være befriet fra opholdet i formandskabet.

 

Læs også lederen af Søren Villemoes om, at Lars Løkke Rasmussen ikke vinder nøglerne til Statsministeriet tilbage: »Egeninteresse«