Gå til højre, blind vej, vend om. Gå ligeud, blind vej. Gå til venstre, her ser De en smutvej, glem den, og gå i stedet til højre igen ...

Klodens landmænd, fødevareindustri og ikke mindst forbrugere står ved porten til en veritabel labyrint, efter at FNs Klimapanel, IPCC, nu har afleveret sin specialrapport om klimaforandringer og klodens landarealer. Her står det klart, at klodens klimaproblemer ikke kan klares ved at begrænse de drivhusgasser, som udledes fra industri-, energi- og transportsektoren alene. Selvom det skulle lykkes at udfase de fossile brændstoffer, går det ikke hurtigt nok, hvis man skal holde Paris-aftalens mål. Der er også brug for at ændre den måde, vi bruger selve landjorden på. Det gøres bedst, hvis kodeordet er bæredygtighed, og så må vi nok give noget af den jord, vi udnytter, tilbage til naturen, konkluderer IPCC.