Kina. Reformer er absolut nødvendige, men det er tvivlsomt, om regeringen har viljen og evnen til at gennemføre dem, siger den tyske sinolog Klaus Mühlhahn. Hans seneste bog anbefaler det sidste kejserdynasti som kilde til inspiration – og som eksempel til skræk og advarsel.

Arven fra Qing

Arven fra Qing Af Peter Harmsen

For at begribe Kina er det nødvendigt at tage historien til hjælp. Det er ikke tilstrække- ligt at gå tilbage til de økonomiske reformers begyndelse i 1978. Revolutionen i 1949, som bragte kommunisterne til magten, er heller ikke tidligt nok. Nej, siger den tyske sinolog Klaus Mühlhahn – vi skal mindst tilbage til 1700-tallet for at forstå, hvordan Kina virkelig fungerer. Og set i det lange historiske perspektiv er der efter hans mening grund til bekymring for, hvor Kina befinder sig lige her og nu, og hvor det er på vej hen.

Mühlhahn, der er 55 og er prorektor for Freie Universität Berlin, har netop skrevet en anmelderrost bog, Making China Modern, hvor han over 700 sider trækker de lange linjer fra de seneste 2-300 år. Det, han ser ske nu i Kina, har paralleller i tidligere perioder i landets dramatiske historie. Kina er under pres fra alle sider. Ude i verden bliver den kinesiske supermagt mødt med voksende skepsis og krav. Hjemme er der behov for politiske reformer, som giver medindflydelse til et større udsnit af befolkningen.

»Kina er på vej mod et virkelig afgørende punkt, hvor forandring er nødvendig. Det står over for kolossale problemer, men lige nu er det ikke klædt på til at tackle dem. Og der er ikke meget tid tilbage, måske fem år. Det er min største bekymring. Jeg er ikke optimist på Kinas vegne, for i det seneste årti har regeringen ikke givet os nogen grund til at tro på, at den vil videreføre reformerne fra tidligere,« siger han.

»Vi i Vesten og alle andre steder i verden har en interesse i, at Kina klarer den, for et Kina i krise eller kollaps, økonomisk og socialt, ville få konsekvenser, der ville brede sig kloden rundt som ringe i vandet, og vi ville alle blive påvirket. Men jeg tror, der er en meget stor risiko for, at Kina vil blive overvældet af de mange udfordringer. Kina er svagere, end det umiddelbart synes.«

Handelskrigen med USA er et aktuelt eksempel på, hvad der plager den kinesiske ledelse. De amerikanske beskyldninger mod Kina om unfair statssubsidier og tyveri af vestlig teknologi er udtryk for bredere misfornøjelse i udlandet med kinesisk handelspraksis. Det kan ikke blive ved, og kineserne ved det også selv. Mühlhahn kender personligt flere kinesiske økonomer, som i årevis har peget på, at Kina bør åbne sin økonomi mere i overensstemmelse med løfter afgivet for at blive medlem af Verdenshandelsorganisationen WTO i 2001. Men regeringen i Beijing er afskåret fra at tage alt for dristige skridt på grund af magtfulde særinteresser, især inden for den statsejede del af økonomien.

Hjemme lurer helt andre problemer. Det politiske system er stivnet på et tidspunkt, hvor samfundet bliver stadig mere kompliceret og uoverskueligt, og selv en moderat uddelegering af magten ville gøre livet lettere for eliten i Beijing. Sagen er bare, at herskerne bag de høje mure i hovedstadens hemmelighedsfulde kvarter Zhongnanhai frygter en åbenmundet presse og en løssluppen akademisk diskussion – selv om de i sidste ende ville have gavn af en friere diskussion af politiske alternativer. Mere uafhængige domstole ville også give politikerne et effektivt modspil. Der var tilløb til politisk reform i 1980erne, men siden er de gået i stå, og det er fatalt, siger Mühlhahn.

»Lederne skal være bedre til at lytte til stemmer og meninger ude i samfundet. Partiet har ganske vist forsøgt at ko-optere erhvervsledere og andre samfundsgrupper ved at gøre dem til medlemmer, men beslutningerne træffes fortsat af et lille mindretal. Det fører til beslutninger, som er forvrængede og ikke for alvor tager fat i de reelle udfordringer,« siger han.

»Desværre kan lederne ikke bare sige, at nu gør vi noget ved det, for det kræver forandringer på systemisk niveau. Og de er ikke blevet gennemført. Kina har fastholdt et politisk system, som går tilbage til 1950erne med politbureau og centralkomité og så videre. Og inden for det eksisterende system er det altså bare meget begrænset, hvad de individuelle politikere kan gennemføre.«

Sejlivede kommunister

Hvad kan der ske, hvis Kina ikke på den ene eller anden måde gennemfører de nødvendige reformer? En del af svaret, ifølge Mühlhahn, skal søges i historien. Den har altid været en kilde til inspiration for Kinas herskere. Det er derfor, at hvert nyt dynasti, ofte som en af sine første embedshandlinger, beordrede udarbejdelsen af en detaljeret krønike om det forudgående dynasti. Det var ikke historie for historiens skyld, men snarere håndbøger i statsmandsskab. På samme måde kan Kinas nuværende ledere – og vi andre også, for den sags skyld – tage ved lære af Kinas sidste dynasti, Qing.

Qing-dynastiet varede fra 1644 til 1911. Det er over et kvart årtusinde – eller længere end USA indtil videre har eksisteret. I Vesten er Qing-imperiet i dag mest kendt for alle sine svagheder. Første gang vi i vores del af verden for alvor blev opmærksomme på det, var i 1800-tallets begyndelse, hvor det blev tromlet af den vestlige imperialisme og tævet af små europæiske stater i et par krige. Det rådne og korrupte Qing ligger tættest på i tid, og derfor fylder det mere i den moderne forståelse. Men før da gik der næsten 200 strålende år, hvor Qing-kejserne stod i spidsen for en af klodens mest avancerede civilisationer.

Dynastiets historie er en episk fortælling om storhed og fald, om at bringe samfundet helskindet gennem storme hjemme og ude, og også om at reformere det, når det er nødvendigt. Qing-dynastiet er desuden en historie om at komme for sent i det afgørende øjeblik. Qing fejlede, da det virkelig gjaldt, og derfor sidder der i dag ikke længere nogen kejser i Beijing. Det er en historie, som ifølge Mühlhahn giver bedre mening, hvis den fjerner fokus fra de store personligheder – fra Chiang Kai-shek til Mao Zedong og Xi Jinping – og i stedet anvender institutionerne som centrale pejlemærker. Det er nøglen til en forståelse af Qing i dynastiets guldalder inden det ydmygende møde med Vesten.

»Mit syn på Qing-perioden er forholdsvis positivt, fordi det er min påstand, at Kina dengang var i stand til at skabe og opretholde institutioner, som gjorde det muligt for folk at samarbejde uden alt for meget krig og intern strid. Selvfølgelig var der oprør, og selvfølgelig var det ikke alle, som fik mulighed for at deltage i institutionernes liv. Men alt i alt er det for mig et godt eksempel på, hvor vigtige institutioner er, og hvordan de påvirker den historiske udvikling ved at skabe fred, velstand og stabilitet,« siger han.

Institutioner er et vidt begreb og dækker over for eksempel markedet og templerne, der gav kineserne brød på bordet og mening med livet. Men Mühlhahns yndlingseksempel på institutionernes betydning er eksamenssystemet. De ekstremt vanskelige optagelsesprøver, der gav adgang til medlemskab af embedsstanden, har ganske vist sin oprindelse mange århundreder tilbage i tiden, men under Qing nåede det sit mest sofistikerede stade. Ikke desto mindre har det lige fra slutningen af 1800-tallet for mange vesterlændinge stået som et udtryk for kejserrigets fokus på unyttig lærdom, og dets berygtede kredsen om 2000 år gamle konfucianske klassikere har gjort det til en slags symbol på Kinas manglende evne til at modernisere sig selv. Mühlhahn er ikke enig.

»Eksamenssystemet var bedre end sit rygte, fordi det gjorde det muligt for Kina at udvælge talent på basis af anonyme og standardiserede prøver. Samtidig viser eksemplet med eksamenssystemet, at det er muligt at tilpasse institutioner til nye behov. Eksaminerne blev moderniseret hen imod Qing-dynastiets slutning, og den gamle konfucianske lærdom blev fortrængt af for eksempel vestlig naturvidenskab,« siger han.

Qing-imperiet afskaffede eksamenssystemet helt i 1905, men det blev forsøgt genoplivet af efterfølgende regimer. Under Kulturrevolutionen fra 1966 til 1976, hvor ideologisk glød var det eneste gyldige mål for et menneskes værdi, var der ingen eksaminer. Men for Mühlhahn er det bemærkelsesværdigt, at de kinesiske reformers fader Deng Xiaoping – i 1977, inden han åbnede økonomien op for udlandet – gjorde det til en topprioritet at genindføre adgangsprøver til universiteterne. Så vigtige var de.

»De har eksisteret lige siden. Det betyder, at hvis man i dag ønsker at blive en magtfuld politiker eller en højtstående embedsmand, så skal man først igennem mindst to eksaminer: først adgangsprøven til universitetet, og senere en eksamen for at blive optaget i bureaukratiet. Det er et meget konkurrencepræget system. Man kan ikke bare klatre op ad rangstigen gennem loyalitet og lydighed,« siger han.

»Jeg vil gå så langt som til at sige, at det er en af de vigtigste årsager til, at Den Kinesiske Folkerepublik stadig eksisterer, mens Sovjet- unionen er gået under. Jeg vil også påstå, at eksamenssystemet spillede en lignende afgørende rolle for Qing-imperiet. Eksamenssystemet giver os mulighed for at forstå, hvorfor det kinesiske kejserdømme trods alt holdt sig så længe, ligesom det også hjælper os til at forstå, hvorfor det kommunistiske Kina er så sejlivet.«

Den kosmiske orden

Ifølge Mühlhahn har kommunistpartiet i dag dog også en afgørende svaghed til fælles med Qing-dynastiet. Begge er besatte af ønsket om at beholde magten og sikre sig, at den er koncentreret i hænderne på en ganske lille gruppe, hvad enten det er den kejserlige familie eller partiets allerøverste ledelse. Qing-regeringen veg tilbage for alt, hvad der kunne føre til en mere jævn fordeling af magten, ligesom kommunistpartiet gør det i dag.

Desuden er der vigtige forskelle. Qing-dynastiet hvilede på et robust ideologisk funda- ment. Kejseren havde mandat fra himlen til at regere. Han var en af grundpillerne for en kosmisk orden, hvor alt hang sammen, og alt var på plads. Det var ikke retfærdigt efter vore dages demokratiske principper, men det gav en grundlæggende harmoni, som i teorien var i alles interesse, høj som lav i samfundet.

»Qing-dynastiet sad efter min mening – selv om jeg erkender, at det er åbent for diskussion – ideologisk og doktrinært sikrere i sadlen end kommunisterne i dag. De havde et syn på den kosmiske orden, som den kinesiske befolkning stort set accepterede. De var meget mere sikre i deres sag, mens vi i dag har et parti, som støtter sig til marxistiske doktriner, men styrer et samfund, som er totalt kapitalistisk,« siger Mühlhahn.

»En anden forskel er, at Qing-herskerne ikke var interesseret i at regulere særlig meget, igen fordi de tog det for givet, at deres verdenssyn var korrekt og delt af de allerfleste. Så de gav lokalsamfundene større frihed. De troede ikke på det nyttige i at styre alt i det daglige. Det moderne Kina ønsker derimod at have en finger med i stort set alt. Regeringen insisterer på at vide alt om borgerne. Der findes ikke det, som kommunistpartiet og regeringen ikke mener, de bør forsøge at kontrollere.«

Qing-dynastiet begik én fejl, som kommunistpartiet kan lære af. De var alt, alt for længe om at blive enige med sig selv om, hvad der skulle til for at klare sig i den moderne verden. Qing-kejserne og deres rådgivere diskuterede frem og tilbage i næsten 50 år, og da de endelig kom frem til det eneste rigtige svar – gennemgribende reform – var det for sent. Det moderne Kina risikerer at gentage fiaskoen.

»Omverdenen har i dag forandret sig. Den er blevet mere kritisk, eller endda fjendtlig over for Kina. Den globale status quo, som gjorde det muligt for Kina at opretholde høj vækst, er gået i stykker. Så den udfordring, Kina står over for i dag, ligner udfordringen i 1800-tallet: Kan Kina reagere på forandringerne ude i verden? I 1800-tallet lykkedes det ikke, og jeg tror, der igen i dag er en risiko for, at Kina ikke i tide når at tilpasse sig,« siger han.

Qing-dynastiet udgør dermed ikke kun en lære om, hvordan et samfund med dybt forankrede institutioner overlever gennem århundrederne, men er også et advarende eksempel på, hvordan det til sidst kan gå galt. Mindre end hundrede år forløb fra det tidspunkt, hvor Qing-dynastiet var på sit højeste, indtil det endte som næsten forsvarsløst bytte for europæisk kanonbåds­diplomati.

Kunne det samme ske andre steder, hvor samfundene synes bundsolide? Kunne det for eksempel også ske her hos os, i Vesten? Ja, siger Mühlhahn, for Qing er ikke kun en historisk lektion for kineserne, men også os. Qing var et robust system, som hvilede i sig selv, fordi det byggede på et ideologisk fundament, som de fleste kinesere accepterede. Da folkets opbakning svandt, gik det derimod hurtigt ned ad bakke.

»Den parallel, som vi ser nu i de vestlige samfund, er institutioner, som er i krise, fordi folk ikke længere tror på, at de er nyttige og tjener almenvellet. Det er årsagen til, at folk pludselig stemmer på Donald Trump eller for Brexit, fordi de bliver stillet over for et løfte om at få ryddet op i systemet. Institutionerne bliver ekstremt svage, når de mister deres forankring i samfundet,« siger han.

 

Klaus Mühlhahn: Making China Modern - From the Great Qing to Xi Jinping. 701 sider. Harvard University Press.

Side 8