Mennesker er hunde af deres tid. Og der er altid gode grunde til, at sportsgrene – i banens udformning og spilbilledet – tager sig ud, som de gør. Football med de to holds konfrontation på tværs af banen blev udformet under indtryk af Den Amerikanske Borgerkrig og hærstyrkernes opstilling over for hinanden på slagmarken. Baseball blev udviklet under opdyrkelsen af den amerikanske prærie. I denne utopiske erobring opstod »den vidtstrakte og fredfyldte bane«, som for- fatteren John Updike senere skrev. Og med offside-reglen, som blev indført i England i 1860erne og udviklet til op i 1920rne, fik fodbold sin luftige, funktionsbestemte for- deling af spillerne på banen. En opdeling af arbejdet, som i høj grad spejlede de victorianske fabrikkers arbejdsgang med fagfolk på hver sit speciale.

Der er altid en kontekst, som de intetanende skabere af spillet suger op. Men hvad med håndbold? Hvem finder på at skabe et kastespil til to mål med indlagt afstand til målstregen? Seks meters ingenmandsland, hvor den ensomme målvogter kan skutte sig i visheden om modstandernes buldrende styrke og vedholdende angreb. Og hvor hans håb er kampfællernes hidsige, klaskende sammenhold derude på buen.