Krydsild. USA har bedt Danmark og andre EU-lande om at sende soldater til Syrien for at forhindre Islamisk Stats genopstandelse. Men hvad nytte kan et par tusinde vestlige soldater gøre på en slagmark omgivet af fjender og med et Tyrkiet, der ivrer efter at slå ned på kurderne?
Tilbage til sumpen
Hvis Vesten vil forhindre, at Islamisk Stat genopstår som en endnu farligere terrororganisation, bliver man nødt til at stikke nallerne direkte ind i den syriske borgerkrigs hvepserede. Alternativet, vurderer en amerikansk tænketank, er at stå over for en ny version af terrorgruppen i en nær fremtid.
Hvis Danmark, der i øjeblikket overvejer sit svar på USAs anmodning om at sende soldater til Syrien, ender med at sige ja, ligesom Storbritannien og Frankrig ifølge magasinet Foreign Policy har gjort, vil danske soldater ikke alene skulle bekæmpe Islamisk Stats såkaldt »sovende celler« i Syrien. De vil også lande midt i en krig, der buldrer løs på niende år, og hvor IS kun er én af mange involverede grupper. I øjeblikket bomber det syriske regime oprørere i Idlibprovinsen dagligt, og langs den 900 kilometer syrisk-tyrkiske grænse forbereder Tyrkiet og syriske kurdere sig på en militær konfrontation ved at mobilisere styrker og grave nye skyttegrave. Så sent som i onsdags lod Tyrkiet grænsemuren over for de kurdiskkontrollerede områder ved byen Tal Abyad rive ned for at kunne igangsætte en militær invasion uden varsel. Det er tredje gang på seks måneder, at Tyrkiet truer med at invadere de kurdiske områder i Syrien.
Del: