Pengemaskine. Midt i sommerheden er Italien blevet ramt af en politisk skandale af dimensioner: En optagelse fra et møde i Moskva tyder på, at Matteo Salvinis parti var klar til at modtage millioner under bordet fra Rusland som støtte i EU-valgkampen. Nu gransker anklagere sagen.
Moscopoli
Når der virkelig er en skandale i Italien, der batter noget, og det er der jo indimellem, så får den ligesom stormene et navn, og skandalens navn ender altid på »poli« fra det græske ord for by, polis, på samme måde som utallige skandaler efter Watergate ender på »gate«. Således hed 1990ernes store omvæltende korruptionsskandale for eksempel Tangentopoli, »Byen, hvor alle tager imod bestikkelse«.
Nu er der kommet en ny »poli« i rækken: Moscopoli, fra Mosca, det italienske navn for Moskva. Den handler kort fortalt om, at tre italienere og tre russere sidste efterår sad på det fashionable Hotel Metropol i hjertet af den russiske hovedstad og skruede en maskine sammen, som skulle lede et beløb i omegnen af en halv milliard kroner fra Rusland og ned i det italienske parti Legas kasser, så det havde råd til at føre en stor kampagne op til EU-valget. Til gengæld skulle Legaen så bruge sin politiske magt til at hjælpe med at få EU-sanktionerne mod Rusland fjernet.
Del:
