Samfund

Kommentar. Efter månefarten for 50 år siden begyndte russere og amerikanere at arbejde sammen. Lad os håbe, det fortsætter.

Lys i mørket

jopp

I eftertiden står Kennedys beslutning fra maj 1961 om at sende mennesker til Månen som en succesfuld demonstration af det amerikanske samfunds teknologiske og økonomiske overlegenhed. Det er mindre kendt, at Månelandingen kunne være blevet et fælles amerikansk-sovjetisk projekt. Da Kennedy havde sit første (og eneste) møde med den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov i juni 1961 tilbød han således, at Sovjetunionen kunne deltage som en ligeværdig partner. Khrusjtjov afslog imidlertid med henvisning til, at diskussionen måtte afvente forhandlingerne om en traktat om atomprøvesprængninger.

Det er NASAs tidligere chefhistoriker Roger D. Launius, der i sidste uge i tidsskriftet Nature gør opmærksom på forløbet. I august 1963 underskrev USA, Sovjetunionen og Storbritannien traktaten om et delvist forbud mod atomsprængninger, hvorefter Kennedy gentog invitationen om et rumsamarbejde i en tale til FNs generalforsamling. Mordet på Kennedy i november 1963 betød desværre, at der ikke kom mere ud af samarbejdsplanerne.

jopp
Jens Olaf Pepke Pedersen
Jens Olaf Pepke Pedersen (f. 1958) skriver om naturvidenskab, især om klima, geofysik og rummet. Han er cand.scient, ph.d. i fysik og seniorforsker på Institut for Rumforskning- og teknologi på DTU, hvor han forsker i klimaændringer og arbejder med anvendelse af satellitdata især i Arktis. Han har tidligere arbejdet på Aarhus og Københavns Universiteter, det europæiske forskningscenter CERN i Geneve samt på flere amerikanske universiteter. Han er redaktør af fysik- og astronomitidsskriftet Kvant og har modtaget Det naturvidenskabelige Fakultets formidlingspris på Københavns Universitet. I 2017 vandt han prisen for årets danske forskningsresultat efter en afstemning på videnskab.dk.
jopp@space.dtu.dk