Køn. Hvad gør man, hvis ens søn viser sig at være ens datter? Og hvordan hjælper sundhedsvæsenet børn med at skifte køn? »Det vigtige for os er, at børnene bliver anerkendt som dem, de er, og at de ikke skal forklare og forsvare sig hele tiden,« lyder det fra læge på Sexologisk Klinik.

Mere end bare en leg

Da Helge Sune Nymand og hans kone blev forældre for snart syv år siden, troede de begge, at de havde fået en søn. Men efter et par år kunne de se, at noget ikke var, som de troede.

»Vi handlede ikke på det, men hun prøvede på alle måder at fortælle os, at hun var en pige – så godt man nu kan som treårig. Nogle gange sagde hun direkte, at hun var en pige. Men vi troede bare, hun legede en leg. Hun kunne jo gå i de kjoler, hun ville, og lege Disneyprinsesse,« fortæller Nymand til Weekendavisen.

Men legen stoppede ikke. Da deres barn fyldte tre, var en kjole øverst på ønskelisten.

»Den skulle jo vaskes efter noget tid, og så måtte hun få flere, mens den ikke kunne bruges. Og til sidst gik hun ikke i andet. Når hun legede far, mor og børn, var hun moren i familien. Hun talte meget om, at hun skulle være mor og få børn, når hun blev stor. Hun glædede sig til det,« fortæller han.

En dag trak pædagogerne i børnehaven forældrene til side. Havde de overvejet, om deres søn måske i virkeligheden var en pige?

»Jeg var meget afvisende over for ideen om, at børn kunne være transkønnede. Men efter at have talt med en børnepsykolog og flere pædagoger kunne jeg godt se, at der var noget, vi skulle handle på. At det var mere end bare en leg,« siger Nymand til Weekendavisen.

Forældrene valgte at tage kontakt til Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn (FSTB). Her mødtes de med andre forældre, der stod i samme situation som dem. Det blev en øjenåbner for det ellers skeptiske forældrepar.

»Da vi mødte andre transkønnede børn, havde vi svært ved at forstå, hvorfor deres forældre ikke kunne se, hvem de var. Det var tydeligt, at de var transkønnede. Og så gik det jo op for os, at det var det samme for os. Så vi spurgte vores datter direkte, om hun var en dreng eller pige. Hun svarede, at hun var en pige. Så det respekterede vi,« siger han.

Forældrene startede med at skifte pronomen. Han blev til hun. Efter noget tid spurgte de den, der nu var deres datter, om hun selv ville vælge sit eget pigenavn. Det ville hun gerne.

»Og da det skete, så blomstrede hun op som et helt andet menneske. Før var hun meget mut og gik alene for sig selv og legede. Man kunne se, at hun arbejdede med noget. Vi troede, vi havde en melankolsk dreng, men da hun fik lov at være sig selv, og vi brugte hendes pigenavn, blev hun så glad. Vi ændrede hendes navn og fik nyt sundhedskort,« fortæller han.

Transkønnede autister

I Danmark har transkønnede børn og den medicinske behandling af dem ikke fået den store opmærksomhed. Men i lande som USA, Storbritannien og Canada har emnet givet anledning til heftig offentlig debat.

På den ene side bekymrer mange sig om, hvad det kan have af konsekvenser, hvis man som ung begynder en hormonbehandling, der kan medføre varige, irreversible ændringer på ens krop – ændringer, man måske en dag kommer til at fortryde. På den anden side er det bedst at starte en hormonbehandling, inden man er gennem puberteten, hvis man ønsker den mest succesfulde transformation fra det ene køn til det andet. Derudover er livet med ubehandlet kønsdysfori sjældent en glædelig affære og indeholder flere alvorlige risici som depression, selvmord og sociale problemer.

Samtidig er emnets karakter skræddersyet til den verserende politiske kulturkamp om køn, identitet og ligebehandling. Og flere sager i eksempelvis Canada har skabt konflikter mellem lægevidenskaben og LGBT-aktivister, der ønsker et opgør med herskende kønsnormer og diskrimination af transkønnede.

Herhjemme ender sagerne hos børneteamet på Sexologisk Klinik ved Psykiatrisk Center København. Afdelingslæge Mette Ewers Haahr forklarer Weekendavisen, hvordan et typisk forløb med et potentielt transkønnet barn fungerer:

»Vi får en henvisning, så booker vi fem samtaler. En til forældrene og fire til barnet. Det er minimum for en udredning. Det kører over seks måneder, så vi har tid at løbe på. Tiden er også med som faktor. I løbet af de seks måneder laver vi også en psykiatrisk udredning. Den screening er til for at udrede, om der er andre ting på spil.«

Børn med kønsdysfori har ofte angst og sociale vanskeligheder, og nogle har autistiske vanskeligheder, forklarer Mette Ewers Haahr.

»Det er noget, vi er meget opmærksomme på. Vi ser i alle lande, at der er en overrepræsentation af børn med autistiske vanskeligheder blandt børn med kønsdysfori. Hvorfor det er sådan, er der ingen, der rigtig ved. Der er mange teorier, men ingen viden. Der er heller ingen, der har erfaring med, at fordi man er autist, kan man ikke have kønsdysfori. Man kan godt være autist og transkønnet. Samtidig er vi også meget opmærksomme på, at børn med autistiske vanskeligheder udreder vi i meget længere tid end andre børn.«

Problemet er, forklarer hun, at dette ikke noget, man kan tage en blodprøve eller hjernescanning på. Barnet skal kunne redegøre for og reflektere med ord over, hvordan det har det.

»Man skal kunne være sikker på, at det er det rigtige at gøre, ud fra hvad barnet siger og dets adfærd. Passer tingene sammen? Vi vurderer barnets udtalelser og dets generelle kønsudtryk. Nogle gange kan autistiske børn have meget svært ved at beskrive, hvordan de har det. Og derfor er det sværere,« siger Mette Ewers Haahr.

Hormonbehandling

Mette Ewers Haahr forklarer, at et barn diagnosticeret med kønsdysfori vil kunne begynde hormonbehandling, når det er nået puberteten. Til at begynde med vil man bruge såkaldte stophormoner, der kan sætte puberteten på pause. Efterfølgende vil man kunne skifte til krydshormoner, hvis ønsket om kønsskifte stadig er der.

Hvis en dreng ønsker at blive en pige, vil det eksempelvis kunne tage østrogenfremmende hormoner. Man skal dog være fyldt 15, før denne behandling tilbydes. I to tilfælde er der dog givet dispensation og opstartet 14-årige i krydshormon. Behandlingen er ikke uden potentielle bivirkninger.

»Med stophormoner kan man miste lidt af sin sluthøjde, og så kan man få hedeture og humørsvingninger. Over lang tid kan man miste lidt af sin knogletæthed. Med krydshormoner kan man få følelsesmæssige bivirkninger. Den største er, at man fortryder, og man får varige forandringer. Det må man kalde en alvorlig bivirkning. Det kan være en dybere stemme, hårvækst som en mand. Det kan ikke ændres tilbage. For østrogen er der brystudvikling, som er varig, men østrogen giver ikke helt så mange forandringer som testosteron.«

I værste fald kan det medføre sterilitet, da krydshormoner nedsætter fertiliteten.

»Men der er eksempler på, at man har stoppet hormonbehandlingen, men stadig fået barn. Den anden vej rundt får man rejsningsproblemer og kan have svært ved at få udløsning.«

Mette Ewers Haahr påpeger, at børneteamet i Danmark kun har haft en enkelt, der fik krydshormon, men fortrød. Det var dog kun efter tre måneder og havde ingen varige effekter.

»Vi har set en enkelt få stoppere, der har standset behandlingen. Dem bruger man også til at give tid, inden den endelige beslutning om kønsskifte tages. Vi har ikke haft nogen i børneteamet, der har fortrudt krydshormoner, hvor det har haft varige ændringer,« siger hun.

Med til historien hører dog, at man kun har tilbudt denne behandling i Danmark i tre år. Indtil videre er der kun udredt cirka 350 mindreårige. Mellem 25 og 50 procent af disse er endt i behandling med krydshormon. Så tallene er få og tiden kort. De fleste henvendelser har haft en alder på omkring 15 til 16 år, og børneteamet udreder ikke børn under ti år. For de helt små børn nøjes de med at tale med forældrene. Kun omkring fem procent af sagerne har været børn, der ikke er nået puberteten.

I andre lande har man set en eksplosiv vækst i antallet af henvisninger om transkønnede børn. I Storbritannien havde man eksempelvis blot 97 henvisninger i 2009-10. I 2017-18 var antallet oppe på 2519. Ifølge Mette Ewers Haahr er der dog ingen eksplosiv vækst i antallet af sager herhjemme. Antallet af årlige henvendelser har de sidste tre år ligget stabilt omkring de 100. Men er der konsensus blandt læger om, at dette er den rette behandling?

»Læger er som resten af befolkningen. Det spørgsmål, jeg møder oftest, er, hvordan en under 18 kan tage sådanne beslutninger? Hvordan kan man give samtykke? De spørgsmål stilles oftest af folk, der ikke har mødt folk med de her problemer. Har man først mødt en med kønsdysfori og oplevet det, kan man godt se, hvorfor man gør det. Det hjælper virkelig dem med alvorlig kønsdysfori. Risikoen er, at man behandler nogle, der senere fortryder, men den eksisterer jo også i andre områder, hvor man behandler noget, der ikke virker efter hensigten. Men der er også en risiko ved ikke at behandle, så vil der være børn og unge med kønsdysfori, der har så store vanskeligheder og er så forpint på grund af deres situation, så de får et dårligere liv,« siger hun.

– Hvorfor ikke bare vente med krydshormoner, til man er fyldt 18?

»Cirka halvdelen af dem, vi behandler, har haft denne kønsdysfori, fra de var helt små. De har aldrig været tilpas i det køn, de blev tildelt ved fødslen. Og jo længere de lever i den krop, der ikke passer til dem, jo værre har de det. Så kan man jo tænke, herregud, et par år fra eller til, men det betyder enormt meget for dem. Selvmordstanker, selvskade og så videre. Det er ofte skadede liv, vi behandler, forpinte mennesker. De voksne, vi behandler, der har gået fem til ti år med kønsdysfori, har levet belastede liv og har typisk svært ved at holde et arbejde. Vi giver også kun krydshormoner, når vi er 99 procent sikre på, at det er det rigtige at gøre. Og vi ser, de unge får det langt bedre, når de får de her forandringer, så deres kropsudtryk er foreneligt med det, de er. De begynder at leve deres liv,« siger Mette Ewers Haahr.

Ulige numre

En ting er, hvordan sundhedssystemet møder de transkønnede børn. Noget andet er familien og omverdenen. Helge Sune Nymand, den far til et transkønnet barn, vi mødte i starten af artiklen, fortæller: »Generelt møder vi støtte. Og når de møder børnene, er de ikke i tvivl. De andre forældre med transkønnede børn, vi kender, virker til at have oplevet det på samme måde som os. Man starter afvisende, og når man så åbner op, går man ind i en sorgperiode af en vis varighed. Vi følte, at vi mistede et barn. Det kan jeg forstå på de andre forældre, at de også har været igennem. Men det, man skal indse, er, at man ikke har mistet noget barn, blot at der er et barn, der ikke længere spiller skuespil.«

Helge Sune Nymands største ønske er, at man tillader juridisk kønsskifte også for børn.

»Det vigtige for os er, at børnene bliver anerkendt som dem, de er, og at de ikke skal forklare og forsvare sig hele tiden. Det er sådan noget, de kan opleve i sundhedssystemet og generelt, hvor cpr-numre indgår. Folk kan slå ned på det her ulige tal og sige, hvordan hænger det sammen? Og så står der folk, der ingen forudsætninger har for at arbejde med transkønnede, der skal forholde sig til det. For eksempel kan de opleve at blive beskyldt for at have stjålet deres søsters sundhedskort. Det kan være tandlæger eller andre, der pludselig afkræver svar af barnet, og så skal de stå og sige i fuld offentlighed, at de er transkønnede. Det oplever mange som meget krænkende.«

– Hvorfor betyder et cpr-nummer så meget?

»Det spørger folk kun om, når de ikke selv har oplevet problemer med det. Så bliver de automatisk tituleret hr. og fru og lægger slet ikke mærke til det. Men de bliver heller ikke taget til side i paskontrollen og bedt om at bevise, at den er god nok. Der laves drenge- og pigelister i skolen, og nogle piger ryger over på drengelister, hvor de ikke hører til. Det er svært for dem at dyrke holdsport, hvis det er kønnet, og overbevise træner og andre hold om, det er ok.«

 

Hør også denne uges udgave af En time med Weekendavisen, hvor Martin Krasnik får besøg i studiet af Helge Sune Nymand: »Når børn er født i forkerte køn«