Raketvidenskab. Sovjet lå forrest i rumkapløbet det første årti, men kun amerikanere har gået på Månen. I sidste ende var det kommunistiske måneprogram for mærket af intern konkurrence til at kunne løfte mennesker op på en fremmed klode.

Efterladt på bagsiden

Efterladt på bagsiden Af Gunver Lystbæk Vestergård

Den 3. juli 1969 – 17 dage før Apollo-11 landede på Månen – tabte Sovjetunionen månekapløbet, selvom de i årene før og efter bildte resten af verden ind, at de aldrig havde deltaget i det. Ingen måtte vide, hvor gerne russerne ville til Månen, og endnu mindre hvor klodset deres udstyr til formålet i virkeligheden var.

Sovjet tabte kapløbet, fordi deres måneraket N-1 for anden gang eksploderede og denne gang tog hele opsendelsesrampen med sig i braget. Det ville tage år at reparere den. N-1 blev testfløjet fire gange og fejlede hver gang. Der var ellers planlagt 14 flyvninger, hvoraf de to sidste omkring år 1971-72 skulle sætte en kosmonaut på Månen.

USSR var det første land til at opsende en satellit, sende et menneske ud i rummet, flyve rundt om Månen og endda lande på den med et ubemandet fartøj. Russerne indledte og førte rumkapløbet til langt ind i 1960erne. Så hvorfor er det ikke deres triumf, vi fejrer 50-årsjubilæet for i år? Hvorfor snublede den pionerende nation, da det virkelig gjaldt?

Rumhistoriker ved Fordham University i USA, Asif Siddiqi, er en af dem, der har analyseret månekapløbet til bunds. Han giver flere grunde til Sovjets fiasko i en juni-artikel i Air & Space Magazine:

For det første var russerne tre år bagud, idet Nikita Khrusjtjov igangsatte et måneprogram i august 1964, tre år efter John F. Kennedys berømte tale til Kongressen i maj 1961. For det andet havde Sovjet intet samlet civilt rumagentur som NASA til at topstyre måneprojektet. I stedet konkurrerede op mod 30 forskellige chefingeniører om at bygge månefartøjet. Der var ringe koordinering og få, som kunne træffe de afgørende beslutninger. Denne interne kappestrid mellem kammeraterne »bortødslede hårdt tiltrængte ressourcer«, som Siddiqi formulerer det.

NASA brugte også ti gange flere penge på Apollo-programmet, end Sovjet allokerede til sit program. Det sovjetiske militærs ønske om at bygge ballistiske missiler med atomsprænghoveder, som kunne nå USA, vejede tungest i regimet. »Jeg er imod månemissioner,« lød det på et tidspunkt direkte fra forsvarsminister Andrej Gretsjko.

Godt nok var N-1-raketten på størrelse med amerikanernes Saturn V, som blev brugt til Apollo-missionerne, men designet var svagere. Hvor Saturn V kun behøvede fem kraftfulde motorer i første trin, var russerne tvunget til at sætte 30 mindre motorer sammen. Firmaet SpaceX bruger i dag 27 motorer i første trin i dets Falcon Heavy-raket, men at forsøge at synkronisere 30 motorer i 1960erne var næsten hybris.

»Hvis en motor i den ene side gik i stå, skulle den modsatte motor standse automatisk, for ellers ville raketten tippe,« forklarer rumfartseksperterne Helle og Henrik Stub sammen over telefonen.

N-1-rakettens største problem var dog brændstoffet, som ikke var kraftigt nok til at løfte tre kosmonauter ud til Månen. Derfor var planen, at kun én skulle foretage selve landingen, men det var en livsfarlig chance at tage. Netop på grund af brændstofudfordringen rykker Helle og Henrik Stub tidspunktet for Sovjets nederlag tilbage til 1963, da raketten Atlas-Centaur blev sendt op af NASA. Det var verdens første raket drevet med flydende brint.

»Du kender godt knaldgas fra skolen, ikke? Når man blander ilt og brint? Det er noget så eksplosivt og 50 procent mere effektivt end petroleum og ilt. Da Centaur-raketten virkede, vidste amerikanerne, at de havde et brændstof, der var stærkt nok til at tage dem til Månen,« siger de to på skift og kalder N-1 for »gammeldaws hele vejen igennem«. N-1 brugte petroleum og ilt, ligesom næsten alle russernes raketter i dag. Saturn V brugte flydende hydrogen og ilt i andet og tredje trin. Derved kunne amerikanerne løfte et næsten dobbelt så stort rumskib ud i rummet som russerne.

Første gang N-1 eksploderede, skyldtes det, at to motorer satte ud. Raketten begyndte at ryste voldsomt og faldt fra hinanden. Anden gang, i juli 1969, var en såkaldt turbopumpe i motor nummer otte defekt. Resultatet var en eksplosion på størrelse med en lille atombombe. CIA kunne ligefrem se skaderne fra rummet med deres spionsatellitter.

Manden bag N-1-raketten og de tidlige rumsucceser var chefingeniøren Sergej Koroljov. Rygterne vil vide, at han udmærket var klar over utilstrækkeligheden ved N-1-raketten, men han havde ingen alternativer, og han turde ikke advisere sine overordnede om det profetiske nederlag. Der fandtes en mand i Rusland, som kunne bygge kraftigere motorer, Valentin Glushko, men han var i åben strid med Koroljov og nægtede at hjælpe. Glushko havde angivet Koroljov i 1938, hvorefter Koroljov tilbragte seks år i fængsel – flere måneder af dem i en sibirsk Gulag. Skaderne derfra kostede ham indirekte livet i 1966. Nogle mener, at måneprogrammet døde med Koroljov. Andre at hans død var symptomatisk: Sovjet kæmpede mere mod sig selv end mod USA.

I hierarkier siger man, at en medarbejder bliver forfremmet, indtil vedkommende når sit niveau for inkompetence. Måske var det også sådan med USSR. Sputnik-satellitten i 1957, de første billeder af Månens bagside med Luna 3 i 1959, Gagarins rumrejse i 1961, Luna 9s månelanding i 1966 var projekter, russerne var kompetente til at udføre. De var »nemme stik« ifølge Stub-parret.

Straks værre var det med en månelanding. Der er relativt kort afstand til Månen, men et fartøj skal rive sig løs af Jordens tyngdefelt for at komme derud, og selv i dag har vi på Jorden ingen raket, der kan gøre det med mennesker i næsetippen. Saturn V-raketten er til dato den eneste, der har løftet mennesker højere op end det såkaldte lave jordkredsløb.

Paradoksalt nok var kommuniststaten for decentraliseret og for konkurrencepræget til at magte rejsen til Månen. Der var brug for en jernstærk centraliseret magt, som den NASA udøvede i det liberale USA. USSR havde nået sit niveau for inkompetence.

Der er dog ikke tvivl om, at Sovjet vitterligt deltog i månekapløbet, og at russerne var ivrige efter at slå amerikanerne. Ekspert i russisk rumhistorie, amerikanske James Oberg, advarer mod at undervurdere, hvor langt russerne var med deres planer.

»Deres materiel beviser det. Sovjetunionen byggede en løfteraket i Saturn V-klassen, et bemandet landingsfartøj og en månerumdragt. De brugte ikke alle de penge og kræfter for at blive nummer to,« skriver han i en e-mail.

Juleaften 1968 fløj rumfartøjet Apollo 8 rundt om Månen med amerikanske astronauter. Mennesker var for første gang nået ud til Månen. Men rekorden kunne næsten lige så vel være blevet sat af russiske kosmonauter. I den sovjetiske rumhavn Bajkonur i det nuværende Kasakhstan stod et færdigbygget rumskib kaldet Zond klar til at tage samme tur som Apollo 8. Et tidligere Zond-rumskib havde allerede sendt to skildpadder rundt om Månen, og en bemandet opsendelse var planlagt til at finde sted før Apollo 8, men russerne tøvede og tabte – måske fordi de fleste tidligere Zond-missioner fejlede.

Mens amerikanske embedsmænd kategorisk overvurderede Sovjets evner og troede, at måneprojektet var på højde med deres Apollo-program, forholdt det sig modsat med russerne. De forventede ikke, at USA var klar til at sætte mænd på Månen før tidligst i starten af 1970erne. Og var Apollo-programmet blevet forsinket, sådan som de fleste faktisk troede, kunne russerne i mellemtiden have fået tæmmet N-1-raketterne.

»I Sovjet testede man typisk raketterne under opsendelse så hurtigt som muligt for at ryste uopdagede ingeniørfejl af sig. At fiaskoer blev efterfulgt af succeser, var normalt. Det er også, hvad jeg ville have forventet med N-1,« siger Oberg, der dog alligevel tvivler på, om Sovjet var i stand til at lande på Månen i starten af 1970erne.

»Jeg vil holde mig til, hvad Aleksey Leonov (manden, der skulle have været den første russer på Månen, red.) udtalte til et amerikansk filmhold i 1989: ’Jeg er glad for, at jeg ikke skulle sætte mit liv på spil for denne plan.’ Koroljovs død forkrøblede måneprogrammet, men måske døde han bekvemt nok i tide til at bevare sit eftermæle, da de teknologiske udfordringer voksede og voksede.«

N-1-motorerne viste sig dog at være solidt håndværk, og ironisk nok sælger Rusland dem i dag til USA, som sætter dem ind i deres Atlas V-raketter. Og da først russerne trak sig tilbage til lavt jordkredsløb, genvandt de fordums styrke. Ingen har været mere pålidelige til at sende mennesker ud i rummet end dem.

Om tre år kan amerikanerne afholde endnu et jubilæum: 50-året for den sidste månelanding, Apollo 17 i 1972. At rejse frem og tilbage til Månen viste sig at være så stor en kraftanstrengelse, at selv verdens mægtigste land var udmattet efter få år og måtte hvile sig i et halvt århundrede.

Side 59