Leder.

Grøn førertrøje

GRØN er den kommende regering allerede, uanset hvor mange partier den består af. Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten er nemlig enige om det vidtgående mål, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030. Det er nødvendigt, hvis Danmark skal leve op til Paris-aftalen fra 2015, siger partierne. Sagen er bare, at man ikke kan bruge Paris-aftalen til at argumentere for denne kraftige reduktion. Det burde give de røde partier en del eftertanke, at selv professor Katherine Richardson, der er grønnere end de fleste, advarer mod »at overbyde hinanden med procenttal«. Hun efterlyser politisk troværdighed, og det er der en virkelig god grund til. Når politikere fra de tre partier sammen med flere NGOer nu taler begejstret om dette meget ambitiøse mål, kan man med rette spørge: Hvordan har I tænkt jer, at dét skal foregå?

GRØNNERE bliver man jo ikke af blot at udstikke løfter og mål. Hvis den kommende regering har tænkt sig at leve op til målsætningen, skal den særdeles hurtigt i gang med meget voldsomme politiske tiltag. Klima­politik handler helt grundlæggende om princippet forureneren betaler: at gøre det dyrere at udlede CO2 på vejene, i landbruget og i industrien. Når det gælder transportsektoren, ved vi, at danskerne elsker deres biler, selvom afgifterne er enorme. Skal hele bilparken skiftes ud, kræver det derfor noget mere vidtgående: forbud mod benzinbiler i 2025? Forbud mod forurenende lastbiler på danske veje? Det kan et EU-land ikke, og det forekommer politisk helt urealistisk. Man risikerer, som professor i klimaøkonomi Kirsten Halsnæs siger det, hurtigt at tabe befolkningen. Den helt store reduktion skal tilmed findes i en helt anden sektor: Landbrugets andel af den samlede udledning af drivhus­gasser er på ti år vokset fra 15 til 22,4 procent. At nå et samlet mål på 70 procents ­reduktion kræver altså her beslaglæggelse af landbrugsjorde i stor stil. Én ting er, at kompensationen til landmænd vil være voldsomt stor, noget andet er et helt grundlæggende problem, de danske politikere står med: Der er ingen grønne teknologiske snuptagsløsninger, som kan reducere udslippet i land­bruget så hurtigt. Øger man prisen på at producere kød og grøntsager i Danmark, flytter 80 procent af produktionen bare til udlandet. Det betyder altså, at en kæmpestor omlægning af landbruget i Danmark med konsekvenser for store dele af samfundet blot vil flytte CO2-udledningen til Sydeuropa og have en meget lille effekt på klimaet.

GRØNNEST vil højere omkostninger i industrien heller ikke være: Hvis den kommende regering for eksempel gør det dyrere for Aalborg Portland at producere cement i Danmark, vil virksomheden med sikkerhed flytte produktionen til udlandet. Også det har talrige eksperter allerede advaret imod. Det vil muligvis gøre Danmark grønnere, at Aalborg Portland ligger i Gdansk, men det vil naturligvis ikke have nogen effekt på den samlede udledning. Man kunne få den mistanke, at det slet ikke handler om den samlede udledning, men bare om Danmark. Det er i sig selv positivt at gøre vort land grønnere og renere, men handler det om at redde kloden, giver dén målsætning ikke megen mening. Med grøn førertrøje vil vi stikke af fra resten af feltet, men til hvilken nytte? Grønnest vil det være, hvis prisen på udledning stiger internationalt, og det kan Danmark faktisk bidrage til: ved at opkøbe kvoter, der giver lov til at udlede CO2 – og annullere dem. Dermed bliver det nemlig også dyrere at producere cement i Polen, og den samlede udledning vil falde. Hvis den kommende regering virkelig er grøn, vil det være første konkrete udspil.

 

Læs også Arne Hardis' og Hans Mortensens artikel om, at Morten Østergaard lægger maksimalt pres på Mette Frederiksen i regeringsforhandlingerne: »Manden, der blev væk«