I oktober 2009 slubrede jeg suppe i 5000 meters højde i det tibetanske Rongbuk-klosters varmestue få kilometer fra Mount Everests nordlige basecamp. Jeg var en novice i højderne, så jeg lyttede benovet og naivt, da mine tibetanske sidekammerater ved langbordet pralede med deres bestigninger af Everest. En vestlig midaldrende mand viftede mig hen til sit bord i hjørnet. Hans ansigt og legeme var benet. Huden solbrændt og tør.

»De har ikke besteget Everest. De er oksedrivere,« sagde han om mine bordfæller. Omkring ham sad i stedet ægte bjergbestigere: sherpaer.