Shoppestat. Partier til højre og til venstre sidder fast i et dysfunktionelt neoliberalt paradigme. Det skyldes den udbredte forestilling om forbrugeren, som former samfundet gennem sine køb, konkluderer dansk doktorafhandling.

Den almægtige forbruger

Den almægtige forbruger Af Gunver Lystbæk

Der skal undren til, før man kan få en doktorgrad. Eller rettere, man skal kunne give et originalt svar på en almen undren. Niklas Olsen, historiker ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet, har siden 2008 søgt efter svar på en undren, som opstod efter finanskrisen:

»Hvordan kunne neoliberalismen – som i øvrigt er et værre ord – blive ved med at dominere politisk på trods af al den kritik? Den blev beskyldt for at vægte marked og økonomi højere end demokrati og rettigheder, og den fremstod hverken troværdig eller attraktiv,« fortæller Olsen.

De neoliberale diger holder endnu, og Olsen gav sig til at grave i historien for at forstå det. Her stødte han på et begreb, som gik igen tilbage fra Mellemkrigstidens økonomer til Ronald Reagan og Ronald Reagan, fra Tony Blair og Bill Clinton til New Public Management-entusiasterne og til Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen. Alle kredsede de om den samme figur: en forbruger, der var fri, kritisk, magtfuld og demokratiserende. En forbruger, som med sin købekraft kunne diktere markedet og ultimativt bestemme over staten ved at til- og fravælge offentlige serviceydelser. Vi kender i dag denne »suveræne forbruger« som den »kritiske forbruger«, eller som »borgeren i centrum«.

Frit skolevalg, frit sygehusvalg, bekæmpelse af monopoler, forbrugerrettigheder, decentralisering, brugerinddragelse, privatisering og udlicitering hører alt sammen med til paradigmet om den suveræne forbruger. Mandag den 3. juni forsvarede Niklas Olsen sin doktorafhandling om denne altdominerende figur under titlen The Sovereign Consumer: A New Intellectual History of Neoliberalism.

»Det 20. århundrede har været forbrugerens århundrede. Det kan godt være, at den suveræne forbruger har fået nogle hakker i tuden og vakler lidt oven på finanskrisen, men der skal være en legitimerende figur for at opretholde en samfundsorden, og ingen har endnu formået at lave politik på andre figurer end den suveræne forbruger – i hvert fald ikke de regeringsbærende partier,« konkluderer Olsen.

Historikerens afhandling begynder i 1700-tallet, hvor enkelte økonomer fattede interesse for forbrugeren. Adam Smith er for eksempel citeret for i sin bog Nationernes velstand fra 1776 at hævde, at »forbrug er det primære mål og formål med al produktion; og producentens interesser bør kun behandles, når det er nødvendigt for at promovere forbrugerens interesser«.

At forbrugeren ligefrem blev til en politisk og moralsk figur, krævede dog århundredets krise, da den liberale markedsøkonomi sank sammen og tog hele verden med sig ned i depressionens lammende mørke i 1930rne. Den underbetalte og nedslidte arbejderklasse, der nu dårligt nok bestod af arbejdere, havde svært ved at se det positive i det frie, uregulerede marked. Liberalisterne havde ikke leveret den frihed, som de havde lovet, og i stedet blev en solid velfærdsstat opbygget i store dele af den vestlige verden.

Nogle få liberalister forsøgte dog at genrejse de gamle dyder, men under forståelsen af, at man var nødt til at have en stat til at understøtte markedet. Denne statsindblanding blev ifølge Olsen til »neo«’et i neoliberalisme.

En af grundlæggerne af neoliberalismen var den østrigske økonom Ludwig von Mises, der allerede før krakket i 1929 kom med et oplæg til et nyt liberalistisk program.

»Mises ville renvaske liberalismen,« siger Olsen, og forklarer, hvordan de tidlige liberalister var antidemokratiske og gruede for et pøbelvælde, mens Mises ville forene liberalisme og demokrati. Mægleren blev forbrugeren:

»Mises beskrev, hvordan hver dag på markedspladsen var en ny afstemning. Gennem sine køb deltog forbrugeren i samfundet, og forbrugeren blev dermed en demokratisk figur.«

Mises er faderen til den suveræne forbruger, men det blev ikke påskønnet dengang.

»Han var en outsider. Han indtog en minoritetsposition og blev af nogle kaldt for en ’palæoliberal’, én, der hørte fortiden til. I dag har ethvert land med respekt for sig selv et Mises-institut, og mon ikke vi også snart får et i Danmark?« spørger Olsen.

I de næste årtier blev forbrugersamfundet kønsmodent. Forbrugeradfærd blev studeret på universiteterne, og reklameindustrien lærte at tale til den. Forbrugeren blev et individ med magt. Selvom det neoliberale paradigme med den suveræne forbruger i centrum tog form i 1950erne og 60erne, var det dog først med Reagan og Thatcher, at der blev ført decideret neoliberal politik, hvor velfærdsstaten blev beskåret, erhvervslivet tilgodeset og fagbevægelsen stækket. Men især dé to efterlod så kontroversielt et indtryk, at ingen regeringsbejlere siden har vovet at kalde sig for neoliberale.

»Det er jo et skældsord i dag. Vi lever måske i en neoliberal tidsalder, men uden neoliberale. Alt det, vi ikke kan lide ved samfundet og ved markedet, kalder vi for neoliberalt,« siger Olsen.

Det var dog et spørgsmål om semantik, for datidens herskende keynesianske økonomistyring havde gjort velfærdsstaten til et »utæmmeligt bæst« med Olsens ord, og det kunne selv centrum-venstre ikke lukke øjnene for.

Neoliberalismen og idealet om den suveræne forbruger blev godt nok importeret til Danmark af unge venstrefolk i 1970erne, men ifølge Olsens afhandling var det et helt andet parti, der førte ideologien ud i livet. Ligesom i mange andre europæiske lande overtog socialdemokraterne i Danmark nemlig det neoliberale tankegods.

Den tidligere socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen skrev for eksempel i 1984:

»Det er givet, at man både kan imødekomme et voksende brugerkrav og hensynet til effektivitet ved en mere vidtgående centralisering.« Mogens Lykketoft er også citeret i afhandlingen for at kræve en ny konkurrencedygtig velfærdsstat.

Poul Nyrup Rasmussen stod som statsminister længe imod reformpresset fra baglandet, men han gav sig til sidst. I dag kan vi blandt andet takke ham for indførelsen af rædselsregimet New Public Management, som havde til hensigt at afbureaukratisere og effektivisere statsorganer med markedsværktøjer, men som endte med at kræve en cand.excel. af borgerne, hvis de bad om hjælp fra det offentlige.

»Det kapitel om Socialdemokratiet blev hverken særligt langt eller særligt godt. Jeg kunne blot gentage, hvad jeg allerede havde skrevet – med helt de samme fraser. Der er tale om en fuldstændig ideologisk sammensmeltning,« siger Olsen.

»Socialdemokratiet var dog ikke ude i en bashing af staten, men en genfortryllelse af den ved at gøre borgeren til kunde og kaptajn i den. De gjorde staten til et positivt program – igen – men på markedsprincipper.«

Det gik ikke, er Olsens konklusion. Den suveræne forbruger har vist sig slet ikke at være så suveræn alligevel, og i afhandlingen opridser han tre historiske kritikpunkter, som er blevet glemt i den neoliberale tidsalder: Manglen på lighed. Nogle har flere penge end andre og er derfor mere suveræne end andre. Nogle, faktisk en hel del, har så få penge, at de reelt ikke har nogen valg på markedspladsen og derfor ikke »stemmer« med deres købekraft. Så er der spørgsmålet om, hvor rationelt forbrugeren handler. Noget tyder på, at vi mere shopper med hjertet end med hjernen. Det tredje kritikpunkt er, at vi i dag i højere grad ser suveræne producenter end suveræne forbrugere. Hvor mange smartphones er der reelt at vælge mellem? Alligevel står vi der endnu. Midt i det neoliberale paradigme.

»Jeg ser studerende gå ned med stress og fødselslæger sige op i protest, men jeg ser ikke nogen komme med alternativer til New Public Management. Det er svært at se ud over mennesket som forbruger, at individets ønsker skal i centrum, at vi skal lege marked i staten. Selvom vi kan se, at det hele er centraliseret og styret fra ministerierne. There is no alternative!« proklamerer han, inden han selv giver et forsigtigt bud: klimaforbrugeren.

Her taler han om et paradigme, hvor klimaet og ikke det liberalistiske ønske om vækst, suverænitet og fritvalgslove er styrende. Klimaforbrugeren bliver derved en ny kernefigur, som der skal tages hensyn til.

»Mange argumenterer for, at markedet ikke kan løse klimakrisen, men derimod accelererer den. En række af Mellemkrigstidens neoliberale var for eksempel enige om, at et frit marked ville medføre misbrug af naturmæssige ressourcer. Måske en klimaforbruger i centrum kan legitimere, at staten regulerer markedet og vores forbrug – fordi vi skal sikre klimavenlige produkter til vores fælles bedste.«

Side 59