Kommentar. Når udenlandske aviser skriver om Danmark, er det som regel helt forkert. Hvad skyldes det?
Troldspejle
Vidste De, kære læser, at der er noget råddent i Danmarks rige? At H.C. Andersens eventyrland, den sagnomspundne hygges hjemsted, har mistet sin uskyld og omfavnet racismen og intolerancen på chokerende vis? At man konfiskerer udpinte flygtninges arvestykker ved grænsen, som var det et andet Auschwitz-Birkenau, og at politikerne endda omtaler boligområder med mange indvandrere som »ghettoer«, som var det Warszawa 1941, og at vi tvinger børn i disse boligområder ud af deres mødres kærlige arme for at lukke dem inde i statslige institutioner flere gange om ugen og påtvinger dem vores kultur, sprog og værdier med hård hånd? At vi har en omsiggribende voldtægtskultur, og at danskernes misogyni stikker så dybt, at vi endda hyldede kvindemorderen Peter Madsen og insisterede på hans uskyld?
Hvis ikke, følger De næppe tilstrækkeligt med i den udenlandske dækning af danske forhold. Læser man aviser som The Guardian, New York Times og The New Yorker tegner der sig et ubehageligt billede af vores lille land. Historien er altid den samme: Et ellers uskyldigt land, ja, verdens lykkeligste, gemmer i virkeligheden på en mørk, ubehagelig hemmelighed, der vil chokere læserne. Herefter præsenteres håndplukkede citater og detaljer, der giver et rystende indblik i det cyklende velfærdsfolks indre dæmoner. Man ser for sig, hvordan H.C. Andersen står ved grænsen og kaster uvelkomne muslimer ud med hovedet først for at beskytte den danske voldtægtskultur mod fremmed påvirkning. For nylig kunne man eksempelvis i The Guardian læse, at Danmark er »det mindst feministiske land i verden«.
