Midtvejsvalg. EP-valget varslede dårligt for Mette Frederiksen. Men Venstres sejr rejser også tvivl om, hvorvidt Løkke er den rette leder.
Hovsaeffekten
Der blev sært stille hos Socialdemokratiet, da resultatet af søndagens valg til Europa-Parlamentet forelå lidt over klokken 23. Flere af partiets koryfæer listede stille af og gik glip af partiformandens tale. Kun ungsocialdemokraternes papskiltebevæbnede korps holdt ud, som kunne de synge, at »Danmark har brug for en socialdemokratisk regering igen« herfra og til næste onsdag. De tilbageblevne folketingsmedlemmer sang pligtskyldigt med, for det skal jo nødig hedde sig.
Hos Venstre derimod blev der jublet, som havde man vundet ikke bare søndagens valg, men også det kommende folketingsvalg, verdensmesterskabet i fodbold og den olympiske 100-meterfinale.
Del: