DEBAT. Rasmus Paludan bekæmpes ikke med forudsigelig og ansvarsfri kritik.

Varianter af Hitler

 

Jens-Martin Eriksen, forfatter

Jeg får lyst til at skyde mig i hovedet og se mig ind i spejlet, når jeg hører på Rasmus Paludans program for alle udlændinge i Danmark. Det er måske lidt småborgerligt og useriøst, men jeg tænker først og fremmest på mine nærmeste. Min datter har fået tilkendt statsborgerskab ved lov, og nogen fra den øvrige familie og mine venner vil også komme i søgelyset i et Danmark under Paludans regimente.

Det hele er så skørt, at virkeligheden kun kan betragtes som et midlertidigt falsum, hvis man trods alt vil prøve at holde den gående indtil dommedag, den 5. juni. At være tilskuer til Aftenshowet forleden, hvor Rasmus Paludan midt i sine anprisninger af fremtidige udvisninger, bliver kaldt hen til en quiz, hvor han skal gætte sange af Shu-bi-dua og besvare andre trivial pursuit-spørgsmål, er det foreløbige højdepunkt i en test af, om man stadig har tillid til, at man lever i denne verden. Paludan selv syntes trods alt også, det var på kant med forsvarlig opførsel, men journalisten kørte på med pokerfjæs. For der findes et manuskript, og det har man bare at holde sig til. Hypnotiseret fortsætter jeg selv tv-idiotien, efter udsendelsen er tonet ud: Ligger København i Europa eller i Polynesien? Kommer Stram Kurs til magten? Etniske udrensninger eller pensionsordning – hvad er vigtigst lige nu? Sæsonens forudsigelige skibskatastrofer på Middelhavet – kan vi forhindre dem? Påvirker noget af alt dette min dagligdag?

For et par uger siden faldt alt ellers på plads. Rasmus Paludan blev kåret som regulær nazist i Weekendavisen. Så fulgte flere skribenter efter med udpinte detaljer om, hvilken slags nazist han så mon var? Nazist light eller nazist heavy? Var det Hitler i begyndelsen af sin statsmandskarriere, hvor jøderne skulle udvises til fjerne egne, Madagaskar var på tale, men også andre påhit. Eller var det Hitler efter Wannseekonferencen i vinteren 1943, hvor man i detaljer besluttede, hvordan man logistisk kunne sætte jødedrabet i værk ved at inddrage de højeste embedsmænd i beslutningsprocessen og planlægningen? Hvilken Hitler vil man komme frem til? Skal Paludan opfylde samtlige kriterier fra nazisternes historiske rædselskatalog for at kunne kaldes nazist, eller er det nok, at han bare går ind for en form for masseudvisning? Write it all down, ’cause I don’t give a damn.

For jeg er egentlig temmelig ligeglad med, om Paludan er vor tids Hitler, eller er om han bare er vor tids Paludan. Ingen af disse spørgsmål eller de svar, de afstedkommer, har nogen som helst forklaringskraft i forhold til at forstå den uvirkelighed, vi står midt i. Og de kommer slet ikke i nærheden af at forstå den vrede, der har givet Rasmus Paludan gennemslagskraft. Der er bare noget fesent over hele dette moralistiske teater med entydigt at udpege en syndebuk for de uløselige problemer, som han fører sig frem med.

Læs også Jesper Vinds kommentar om antifascister: »Næste i rækken«

For hvad er det, der sker? Rasmus Paludan drager ud i ghettoerne og udsender svinere, hvor han dels benytter sig af de samme æresdogmer og hatespeech-idiosynkrasier, som er kurante for indvandrerne mod nogle andre, som de på deres side hader ude i ghettoerne. Således hans gentagne brug af »homo« og »luder«, termer der for længst har tabt deres nedgørende betydning for etniske danskere. Alt det ved Paludan selvfølgelig alt for godt. Men ved opførelsen af hans provokationsteater, hvor disse termer slynges ud mod det fjendtlige publikum, kommer der et burlesk show ud af det. Haderne angiver sig selv som frådende, uartikulerede og aggressive barbarer ved at gå amok foran kameraet. Derved kan Paludan levere beviset på, hvem de virkelig er, til alle sine potentielle støtter.

De sidder allerede sultne og venter på ham som sandhedsvidne på YouTube, mens de er ved at gå amok hjemme ved kakkelbordene over, at medierne ikke kan se den virkelighed, som de allerede selv kender alt for godt. Nu hører de så, at han i medierne bliver kåret som ugens nazist, og at han vækker deres indre svinehund. Så var det altså det, det hele gik ud på: Den moralistiske galla fra mediernes side skulle pleje mediefolkets egen selvrespekt ved at udtrykke foragt for netop dem, der støtter Paludan.

Denne politiske logik udløser en hidtil uset dobbelt radikalisering. De, der poserer som hans professionelle modstandere i medier og politik, radikaliserer sig selv og hinanden i et internt amokløb om at kåre ham som gud ved hvilken Hitler i denne statsmands rædselskarriere. Det gør de ved blindt og uempatisk og selvisk at forhåne og hade løs på de mennesker, der ser ham som budbringer. Men hidtil ser det ud til, at hans tilhængere hele tiden bliver flere og flere, mens hans modstandere holder sig på et forudsigeligt stabilt niveau.

Men er der noget, Paludan først og fremmest gør, så er det at eksponere brudfladerne mellem en fordrømt multikulturalisme og på den anden side demokrati og ytringsfrihed. Måske kan man ikke få begge dele? Det underlige katastrofiske show af en partilederdebat på DRTV på dagen for valgets udskrivelse kan forstås i dette perspektiv. Hvorfor var alle de andre politikere så lammede over for Paludan?

Det er hele denne misere med demaskering af den fordrømte multikulturalisme og den helt ligegyldige kåring af Paludan som Hitler, der er med til at give ham gennemslagskraft. Det handler ikke mere om, hvem man hader mest, men om, hvem man hader mindst.

Læs også artiklen om den danske nazifører Povl H. Riis-Knudsen: »Nazisten, der kom ind fra kulden«

Midt i denne uvirkelige rus, som valgkampen er, hvor radikaliseringen fortsætter på begge fløje med forbandelser og fordømmelser og had uden ende, er der måske alligevel en slags rationel sondring midt i hadet?

For Paludan er ganske vist vanvittig og kan få det til at svimle for én, når man over for sig selv skal indrømme, at det er virkeligt nok, at han står på tv og fabulerer om, hvem der skal udvises for, at alting kan blive godt igen. I et kort øjeblik forekommer det, som om han åbner skabet og hiver alle skufferne ud med hele det foregående århundredes rædsler; lejre, fordrivelser, racelove, hele etnopolitikkens kabinet og instrumentarium af undtagelseslove. Men midt i uvirkeligheden er selv disse hallucinationer trods alt for barnlige og slet ikke skræmmende. Ellers ville så mange mennesker trods alt ikke støtte ham.

For han er også kunstnerisk ærlig, når han opfører sit morbide provokationsteater og påtager sig at forhåne haderne med deres eget hadefulde, racistiske og sexistiske vokabularium. For os tilhørere er det som et uhyggeligt og grotesk morsomt blik ind i det helt anderledes, ind i et forfærdeligt univers, hvor man gyser ved tanken om dem, der bliver nødt til at bo i denne verden derude. Han eksponerer i disse øjeblikke det bortforklarede, det skjulte, det, der helst ikke skal frem »for ikke at skabe unødig frygt«. Det, der er virkelighed for de mennesker, der er fanget i disse områder.

Når alle hans potentielle støtter ser dette groteske teater, kan de måske ånde lettet op? For endelig bliver eufemismerne demaskeret, endelig kommer de leflende drømmerier til kort. Og derfor bliver nazikåringen af Paludan og foragten for dem selv kun ligegyldige irritationer.

Men midt i det svimle vanvid, der tager til for hver time hen mod dommedag den 5. juni, er der måske alligevel et håb? Og det er, at de politikere, der stod helt lammede og søvgængeragtige som zombier til debatten forleden i DRTV, og de, der kårer ugens nazist, selv iført livrem og seler og rumdragt og styrthjelm – drager ud i ghettoerne med deres eget teater og lader os få syn for en anden sandhed – hvis der findes sådan en derude. I det mindste må man konfrontere de fortællinger, som Rasmus Paludan bringer frem med sine provokerende ekstemporalspil. For politisk debat med eufemismer og sataniseringer i medier er allerede bedagede og gennemskuede bortforklaringer af de virkelige problemer. Der må en anden politisk fantasi til, der kan lære os at vokse fra dette vanvid.

 

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også Martin Krasniks leder fra Weekendavisen #18, fredag 3. maj, om Rasmus Paludan: »Valget«

Læs også Joakim Jakobsens kommentar om, at danske politikere gør det samme, som vi har hånet Sverige for i 20 år: »Ud til højre«

Hør også podcasten »Globalisten«, hvor udenrigsredaktør Ole Nyeng og avisens europakorrespondenter analyserer de seks vigtigste europæiske populister:

Hør podcasten »Globalisten« her på weekendavisen.dk/podcast – eller hvor De ellers lytter til podcast.