Det er onsdag eftermiddag, og alle sæder er optaget i Søren Kierkegaard-auditoriet på Københavns Universitet. Vi befinder os på Saxo Instituttet, hvor en opsigtsvækkende sag fandt sted sidste år og endte på forsiden af nærværende avis. En lektor var blevet indkaldt til flere tjenstlige samtaler på baggrund af en anonym henvendelse fra en gruppe krænkede studerende. De anklagede ham for sexisme, racisme og forskelsbehandling i sin undervisning.

Historien skabte en større offentlig debat om Københavns Universitets »Retningslinjer for håndtering af krænkende adfærd«, der lå til grund for forløbet og i dag hænger som bagtæppe til arrangementet, der bærer titlen »’Politisk korrekthed’ i videnskaben«. Dagens spørgsmål er, om politisk korrekthed påvirker videnskaben, og om de nye retningslinjer skaber øget inklusion eller snarere mere tabuisering. Gavner de minoriteterne eller skader de forskningen?