Skal du ikke skrive noget om denne her bog?«

Henvendelsen fra en kollega kommer på Messenger sammen med et link til en anmeldelse af den britiske neuro­forsker Gina Rippons nye bog med titlen The Gendered Brain – The New Neuroscience That Shatters The Myth Of The Female Brain. Jeg skimmer anmeldelsen, som er bragt i top­tidsskriftet Nature, og skriver tilbage til kollegaen, at jeg renoncerer på hans opfordring. Værket handler om, hvorvidt der er forskelle på mænds og kvinders hjerner, og det emne har jeg behandlet – ganske udførligt – indtil flere gange i løbet af min ansættelse på Weekendavisen. Og svaret er stadig det samme, nemlig ja.