Essay. Om mit hjertes mangekønnede mødre, der hjalp mig med at finde mig selv og overleve i en provinslandsby uden skyggen af queer-liv.

Fucking Astrup

Fucking Astrup Af Linea Maja Ernst

Man siger, at omtrent en tiendedel af alle mennesker ikke er heteroseksuelle. Den regel holder op med at gælde, når man bevæger sig tilstrækkeligt langt ud i provinsen. Jeg er vokset op i »Fucking Åmål«, som i mit tilfælde hedder Astrup, hvor jeg gik og følte mig anderledes som barn og teenager omkring år 2000. Både fordi jeg var en værre nørd, og fordi mit spæde hjerte begyndte at forelske sig i piger. Også i drenge. Hvilket bare øgede forvirringen.

Jeg gik omkring mellem de bakkede pløjemarker og Rold Skovs troldegamle bøgetræer og tørstede efter indtryk. Fortællinger. Forbilleder. Spejlinger. Der var ikke nogen i sigte. Jeg vil ikke fornærme nogen, for Astrup er på mange måder en hyggelig by i en idyllisk del af Himmerland, men det ænsede jeg ikke dengang, jeg var for akut opmærksom på begrænsningerne, at fremtidsudsigterne var halbal og håndbold. Omverdenen var meget langt borte, da jeg boede i Astrup.

»Bøsse« og »lebbe« var skældsord i folkeskolen, transkønnede kaldte man transvestitter, og biseksualitet var der vist ikke nogen, der havde hørt om. Senere fandt jeg ud af, at de alligevel var der. De andre. En tilflytter fra København på min mors alder, der aldrig var faldet helt til; en ældre elev i folkeskolen, høj og mørkhåret som en romantisk helt, altid meget høflig og dygtig til at spille klaver. Men de var usynlige for mig dengang, ligesom jeg var for dem.

Jeg var forelsket i en pige med skarpt pande­hår, der boede i byen. Det fortalte jeg hende selvfølgelig aldrig. Hun fortalte mig om alle de ældre drenge, hun var forelsket i, og det fik min mave til at føles forgiftet. Det bedste var, når vi var ude hos hendes nøddebrune hest, der stod opstaldet på en gård uden for landsbyen. Jeg var dødbange for at falde af, men jeg bed det i mig, for vi var så små, at vi kunne sidde to på hesten, uden saddel, hende foran med tøjlerne, mig bagpå, hvor jeg klamrede mig fast til hende (nervøs og lykkelig), og så skridtede vi rundt i udkanten af Rold Skov, mens det blev forår, under solen og de lysegrønne bøgeblade, og alting rislede inden i mig.

Pludselig kunne jeg se, hvor henrivende naturen, der omgav os, var. Senere kunne jeg ikke holde op med at tænke på en pige, der var to år ældre og havde et hjerteformet ansigt, en skønhedsplet på kinden og små, mørke krøller. Det må have været omkring 1998.

Jeg levede på folkebiblioteket i nabobyen Arden, lånte alle de bøger, film og cd’er, der kunne tilføre mit landsbyliv lidt magi, nære mine slumrende kosmopolitdrømme. En dag skete det mirakuløse, at jeg lånte Lukas Moodyssons ungdomsfilm Fucking Åmål, som detonerede i mig og ændrede alt.

Det er den perfekte 90er-ungdomsfilm. Agnes, filmens hovedperson, ligger på sit værelse og læser Edith Södergran og skriver i sit hemmelige dagbogsdokument på en kluntet stationær computer, at hendes eneste fødselsdagsønske er: »att Elin ska bli kär i mig. JAG ÄLSKAR ELIN!!!«

Fucking Åmål gjorde mig modig, men ændrede ikke virkeligheden på landet.

Elin er den mest populære pige på skolen, også en 90er-åbenbaring i røde spaghettistropper, plateausko og dynejakke. Præcis som pigerne, der frøs mig ude i skolen, som jeg ydmygende nok ikke kunne lade være med at sukke over. Den vidunderlige hemmelighed i Fucking Åmål er, at Elin er lige så anderledes som Agnes, at de finder hinanden (nysgerrige, ængstelige) i protest mod den provinstristesse, dumme fester og drenge på knallerter, der prøver at sluge dem. Elin og Agnes er mine mødre, og efter Fucking Åmål vidste jeg, at der i andre små byer fandtes piger og drenge, som forelskede sig (ulykkeligt) i mennesker af samme køn. Og at det var en usagt aftale, at vi skulle finde hinanden i storbyen engang.

Fucking Åmål gjorde mig modig, men ændrede ikke virkeligheden på landet. Til en skolefest spurgte jeg bævende pigen med hjerte­ansigtet, om vi skulle danse. Hun svarede fraværende, at det er mærkeligt, hvis to piger danser sammen. Jeg traskede udslukt hjem, der skulle gå mange år, før jeg kyssede en pige.

Det er især mænd, der har lært mig at være en queer kvinde, en kønslig outsider. Da jeg blev 13-14 år, skete der to ting. Min krop begyndte at ændre sig, svulme op og blive timeglasformet. Samtidig begyndte jeg at lytte til musik for outsidere. Androgyne helgener som David Bowie og hans musikalske efterkommere. David Bowie var en mor for alle begavede, mindreårige særlinge, der vansmægter i provinsen.

Jeg hørte »Rebel Rebel« og »Changes« på mit værelse og vidste, at Bowie var på min side. Så lå jeg der og var rørt over min heroiske anderledeshed. Man har lov at være teatralsk som ensom teenager. På mit trolige bibliotek fandt jeg alletiders mest campy, smadret-sexede musical, The Rocky Horror Picture Show. Tim Curry, der spiller Dr. Frank-N-Furter med glitterkorset og netstrømper, og forfører både Susan Sarandon og hendes mand, er i den grad min mor. Jeg skrev inspireret hans credo af med hvid slettelak hen over min Eastpak-skoletaske: »Don’t dream it, be it!« Jeg gik på rov efter al musik, der lovede kønskrig og følsom trodsighed.

Især tilbad jeg eyeliner-fløjen af britpoppen, det vil sige: Suede, Placebo, Manic Street Preachers. Alle drengene, der sang om angst og lavede sårbare dulleøjne imens. Jeg elskede dem: Brett Anderson, Brian Molko og Richey Edwards var mine mødre. Deres lange, kokette pandelokker, arrogance, spinkelhed, trashy glamour, trækkerdrenge-alt-rock. Deres måde at være udenfor og ovenpå på samme tid. Jeg prøvede at efterligne dem, mens min krop i stedet insisterede på at efterligne Marilyn Monroe. Jeg holdt op med at spise, gik i poset, sort tøj, klippede mit hår kort; jeg ville så gerne ligne en dreng, men en tøsedreng. Jeg var så misundelig på mænds mulighed for at kokettere med kønstegn, for hvis jeg tog eyeliner på, var jeg jo bare desto mere en pige.

En aften omkring år 2004 tog jeg modvilligt med mine efterskolevenner i Jomfru Ane Gade i Aalborg, hvilket dengang var et besværligt sted at opholde sig, hvis man så anderledes ud. Det er det sikkert stadigvæk. En gruppe Brian-typer skulede efter mig, da vi gik forbi dem.

Det var mørkt, de var fulde, hvilket nok har bidraget til forvirringen, for de råbte »svans!« efter mig. Jeg kunne mærke min puls gå amok. Af skræk, fordi der lå en trussel om vold i tilråbet, men især en vild fryd over, at forvandlingen, camouflagen var lykkedes. At hadet til det anderledes var så blindt, at det for et øjeblik lod mig blive den, jeg gerne ville være. De ville nok ikke slå på en pige, men det var jeg heller ikke i det øjeblik. Jeg løb.

Ligesom biblioteket var et redningsrum fuld af døre ind til andre verdener, blev det spæde, grimme internet i begyndelsen af årtusindet en portal, hvor jeg kunne møde andre unge, der gik i lidt for sort tøj, malede sig for demonstrativt om øjnene, lod deres begær vokse uregerligt som vilde blomstergrene i andre retninger, end de havde fået anvist.

Jeg mødte en pige med langt heksehår og en sølvpiercing mellem overlæben og næsen, der boede på Fyn og havde en mere rå baggrund end mig. Vi skrev breve om umulige forældre, og hvor tragisk smuk Bowie var i 1970erne; besøgte hinanden for enden af lange togrejser, øvede os i at lægge glitrende makeup og diskuterede, hvorvidt min gamle barnenatkjole med broderede katte under fuldmånen kunne gå for at være glam eller punk.

Vi delte vores respektive filmkanon med hinanden. Hun viste mig Velvet Goldmine (1998), hvor Ewan McGregor og Jonathan Rhys Meyers spiller seksuelt udflydende, spektakulære glamrockstjerner, og jeg viste hende Boys Don’t Cry (1999), den knusende sørgelige fortælling om Brandon Teena (Hilary Swank), en charmerende, fortabt transmand fra Nebraska, der bliver forelsket i trailerparkens dronning (Chloë Sevigny) og bliver voldtaget og myrdet af hendes bagland.

Min egen kønsforvirring forduftede af sig selv. Jeg ved ikke, hvor drømmen om en drengekrop forsvandt hen. Måske hjalp det, at jeg blev grebet af en feministisk vækkelse, hvor en af kernedyderne tilsyneladende var, at man skulle elske sin krop, som den var. Og prøve at indse, at man kan blive en interessant hovedperson i sit eget liv, selvom man er kvinde. I den henseende er det lidt utaknemmeligt at finde sig selv i homo­filmenes univers, for hvor manderollerne er heroiske, lider og dør spektakulært (Brokeback Mountain, Philadelphia, Milk), så tusser de lesbiske rundt hjemme hos sig selv – som i The Kids Are All Right, hvor Annette Bening og Julianne Moore har været gift i 20 år og døjer med kernefamilieknas og metaltræthed i ægteskabet. Homoseksuelle mænd har været udsat for større forfølgelse og haft en mere spektakulær frihedskamp, lesbiske fornærmer ikke nogen, men har heller ikke haft en lige så synlig frigørelseshistorie. Ak ja, hvad vil man helst, have tæsk eller være usynlig?

Og så er der alligevel sket en udvikling: Jeg kunne ikke holde op med at huje indvendigt, da jeg i år så The Favourite, et sapfisk trekantsdrama med Olivia Colman, Rachel Weisz og Emma Stone – om dronning Anne og hendes rivaliserende hofdamer. De er fuldt udfoldede, groteske, opfindsomme hovedroller, der er ganske ugenerede af deres seksualitet og kvindekøn, som burde begrænse dem.

Jeg har altid både datet mænd og kvinder, som jeg havde lyst. Jeg ved ikke, om jeg skal sige, at jeg er biseksuel eller panseksuel. Panseksuel lyder så avanceret, og en smule indbildsk, og så skal man til at forklare, at det betyder, at ens begær slet ikke ænser køn. Biseksuel antyder, at der kun eksisterer to køn, hvilket jeg ikke er sikker på. Desuden: Ingen er mere usynlige end os, der forelsker os i alle køn. Vores kærester sletter, uden at ville det, vores seksualitet med deres køn.

Det er vanskeligt at finde en sti ind i normaliteten, hvor man stadig bevarer sin autenticitet og ikke bliver salgbar.

Hvis min kæreste er en mand, bliver jeg aflæst som heteroseksuel. Hvis min kæreste er en kvinde, bliver jeg aflæst som lesbisk. Og hvis personer på film er biseksuelle, er det alt for ofte pointen, at de enten er forvirrede eller ikke til at stole på. Hvem er jeg, når jeg bare er mig selv?

Jeg plejer at sige, jeg er queer. Hvad vil queer sige? Det betød i sin etymologiske begyndelse »mærkelig«, »mystisk« eller »pervers«. Eller simpelthen »skrå« – en linje, der ikke er lige, en skæv vinkel. Det er interessant, for vi har stadig retningsmetaforikken på spil, når »straight« betyder hetero. Omtrent i 1920rne blev queer et skældsord, som rettede sig mod homoseksuelle. Efterhånden blev ordet erobret tilbage, forvandlet til en positiv identitet, man kunne give sig selv – og i 1994 hørte man første gang om queer studies som en akademisk disciplin.

At være queer er ikke synonymt med homoseksuel, det er måske snarere en åben betegnelse for de liv, der ikke passer ind i heteronormaliteten. Om man så er biseksuel eller transkønnet. En person kan være queer, men queer kan også være en attitude, det at forholde sig åbent, nysgerrigt, trodsigt, kampklart, drømmende til køn og seksualitet. At stille spørgsmål til alle de underforståede manuskripter, man bliver stukket i hånden som mand eller kvinde. Hvad angår hårlængde, underdanighed, sexlyst, neglelak og alt det andet, der er sovset ind i kønsroller.

Queer er også at forholde sig oprørsk og kritisk til alle mulige magtstrukturer. Man kan ikke putte sig hjemme i sin regnbue­kernefamilie, se X Factor og være hygge­racistisk og stadig være queer. Det er svært at holde fast i oprøret, når man efterhånden har fået alt, man peger på.

Der er snart ikke mere, som ikke-heteroseksuelle kan bede staten om i Danmark. Inklusion er selvfølgelig dejligt. Men nogle gange føles omfavnelsen af mainstreamen også som at blive venligt slugt af de kræfter, der engang prøvede at ødelægge én.

Sommetider er accepten af LGBT-folk bare kapitalismen og kulturindustrien, der ser sig om efter godbidder, der kan omsættes til brandværdi. Engang var Gay Pride en protest­bevægelse, hvor vrede, truede queers råbte verden an og bad om at blive behandlet som mennesker. Nu hvor det er en stor, glad fest, har alle inviteret sig selv. Men hvis man ikke var der til protesten, har man så lov at komme til festen?

I 2005 hørte jeg for første gang Katy Perrys »I Kissed a Girl and I Liked It« og følte mig alt andet end set. Den sang er en fortælling om queer-turisme. »Hope my boyfriend don’t mind it.« At posere som edgy ved at flirte med den allermildeste biseksualitet. At pynte sig med lånte fjerboaer.

Det er vanskeligt at finde en sti ind i normaliteten, hvor man stadig bevarer sin autenticitet og ikke bliver salgbar. Måske var det derfor, alle sidste år faldt i svime over Call Me By Your Name, Luca Guadagninos døsige, sensuelle sommerdrøm af en film. Endelig en film, som føltes universel, som handlede om kærlighed-som-sådan uden at luske uden om det faktum, at kærligheden vokser frem mellem to billedskønne mænd.

Sursøde, overbegavede Elio tørster efter sommergæsten Oliver, en arrogant, vidunderskøn amerikansk halvgud. Filmen er en luksuriøs strøm af skønne billeder, og så er det en slags spionfilm. De to er nødt til at nærme sig hinanden uendeligt forsigtigt, afsløre, at de er interesserede, men aldrig afsløre så meget, at de risikerer at blive afvist.

Det for alvor banebrydende ved Call Me By Your Name er, at den gør sig fri af det evindelige mønster, der insisterer på, at kærlighed mellem mænd skal ende i død og ødelæggelse, uforstående forældre og hate crimes. I stedet får vi en forstående far og et knust teenagehjerte, som nok skal hele. Elios far er også min mor. Desværre er filmen stadig meget sky, når det kommer til sexscener mellem mænd. Kameraet panorerer genert væk, filmer nogle trækroner, men har til gengæld intet problem med at filme Elio, da han knalder med en kvinde. Er det instruktøren, der frygter, at publikum kun kan forstå det som en universel kærlighedshistorie, hvis vi gemmer kærlighedens fysiske dimension, de svedglinsende mandekroppe, væk?

Måske er spionkodernes tid ved at være overstået? Seksualitet bliver både mere offentlig og mere fleksibel. Alle tegn i sol og måne peger på, at seksualitet og køn kun vil flyde friere i fremtiden.

Unge springer ud, mens de er teenagere, i stedet for at vente til 20rne eller 30rne.

Eller de springer slet ikke ud, for der er ikke noget kvælende skab at bryde ud af. Jeg ved det godt. At vi er frie nu. Selvom folk stadig råber dumme ting efter os i bussen en gang imellem, så ved jeg, at alle, der betyder noget for mig, accepterer, at min alfeprins af en kæreste er en kvinde. Alligevel er der noget, der tøver inden i mig. Jeg har stadig til gode at finde et netværk, at låse mig ind i de queer-cirkler, jeg ved bugter sig gennem København, at etablere en heksekreds af ligesindede kvinder, en opdateret udgave af The L Word. Der er noget i mig, der stadig bor i Astrup, som er sikker på, at jeg stadig er alene, det føles som at overskride en naturlov at række ud mod andre, rigtigt levende queers. Min nærmeste LGBT-familie er stadig alle mine mangekønnede mødre fra hylderne på biblioteket.

 

Lyt til podcasten »Queer-Bio« med Linea Maja Ernst:

Sammen med seks indsigtsfulde gæster diskuterer Linea Maja Ernst, hvad seks betydningsfulde queer-film fortæller os om kærlighed, sex og sorg, retfærdighed og vold, og hvordan filmhistorien spejler en moderne frigørelseshistorie.

 

Lyt til »Queer-Bio med Linea Maja Ernst« her på weekendavisen.dk/podcast – eller hvor De ellers lytter til podcasts.

Side 17