Kender man ikke Rasmus Bruun og Frederik Cilius’ metode, kan man med fordel dvæle ved sidste fredags udgave af Den Korte Weekendavis: Her fik man som sædvanlig et satirisk indblik i livet på nyhedsredaktionen, der nu sender én gang ugentligt i stedet for dagligt på Radio24syv. Der kæmpes med chefernes strategiproces, med faldende downloadtal og med de sædvanlige skærmydsler mellem studievært Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm (spillet af Frederik Cilius) og programredaktør Rasmus Bruun (spillet af Rasmus Bruun).

Kirsten Birgit debuterer med sin nye radiotegneserie »Striber af livet«, de har skaffet erhvervsminister Troels Lund Poulsens dagbog over alle de koncerter, han er blevet inviteret til, og redaktionen er på jagt efter anekdoter om prins Henrik. Og så har Rasmus Bruun inviteret den radikale partiformand, Morten Østergaard, med som gæst i sit nye indslag »I ørehøjde«.