RINS Henrik skrev for 21 år siden en erindringsbog med titlen Skæbne forpligter. Det er en fin, meget velskrevet og helt igennem prins henriksk bog, hvor han med fuldt åbne sanser fortæller om sit liv og næsten forundret reflekterer over, hvordan det mon egentlig skete: Fra den lette, åbenlyst lykkelige barndom i Fransk Indokina i 1930rne og de tungere år på jesuitter-skole i et mørkt hjørne af det tysk besatte Frankrig, fra tiden som gymnasiast i Hanoi, studerende i både Paris, Hong Kong og Saigon, værnepligtig i Algeriet, et liv lagt an til en karriere som fransk diplomat i Asien, og så alligevel mærkeligt, næsten mystisk: til den junidag, 10. juni 1967, da han i Holmens Kirke sagde ja til den danske tronfølger, Margrethe, og denne franskmand af verden fik navnet Hans Kongelige Højhed Prins Henrik af Danmark.

Henrik af Danmark døde tirsdag aften, 83 år gammel, og vi skylder ham stor tak: For det var jo lige netop ikke hans skæbne, der forpligtede ham; han var ikke født til et liv ved siden af tronen i et lille, nordisk kongerige, han var ikke bestemt til en funktion, der krævede, at han som 33-årig lagde sit eget liv til side. Nej, han valgte det, det var hans helt personlige valg og kærligheden til en ung dansk prinsesse, der forpligtede.