Paradigmatisk. Er finanslovsaftalens hærskare af udlændingestramninger mere af det samme eller et dramatisk nybrud?

Danmark er ikke en ø

Danmark er ikke en ø Af Arne Hardis

For borgere i det midtjyske vil den flade ø Lindholm nok fremover blive forbundet med lettelse. Udrejsecentret Kærshovedgård syd for Bording slipper snart for at skulle huse udlændinge, som har vist sig egnede til at skabe utryghed der på egnen.

Omkring færgelejet i Kalvehave, som skal færgebetjene det nye udrejsecenter på Lindholm, ser man naturligt nok modsat på sagen. Selv Dansk Folkepartis gruppeformand i Vordingborg Kommune, Heino Hahn, kunne ikke finde noget godt at sige, da han hørte om den ø-mærkede appelsin, partifællerne på Christiansborg hev ned i turbanen i forbindelse med finanslovsaftalen.

»Jeg er ked af den beslutning. Det må jeg sige,« sagde Heino Hahn, som nu indstiller sig på at »få det bedste ud af det«. Det går nok ikke an for Hahn at påpege, at udflytningen af statslige arbejdspladser nu ikke kun går vestover; der afsættes trekvart milliard kroner de næste fire år til Lindholms forvandling til udrejsecenter for udlændinge på tålt ophold, udviste kriminelle, fremmedkrigere og afviste asylsøgere, der dømmes for forskellige lovovertrædelser.

For alle andre i Danmark? Flytningen af udrejsecentret fra et tidligere midtjysk statsfængsel til en forsøgsø i Stege Bugt er et symbol på vilkårene for dansk udlændingepolitik: Vi kan ikke bestemme ret meget selv, selv de værste typer kan vi kun flytte rundt på og genere lidt mere end sidste år, mens vi lader som om.

Øen som vanddeler

Den øde ø har politisk-mytologisk kraft i Danmark grundet Karen Jespersens udtalelser herom for et par partier siden. Den offentlige debat om Lindholm-løsningen har da også lagt sig ud i to hyppigt sete, gensidigt befrugtende spor: En humanistisk fløj bærer og forstørrer Dansk Folkepartis resultater frem, gerne med henvisninger til onde lande i onde årtier. Partiets spinafdeling må af og til frygte at blive gjort arbejdsløs.

Nogen vanddeler i forhold til det forestående valgopgør er flytningen af de kriminelle asylsøgere dog næppe, i hvert fald ikke uden for de enkelte partier. Selv i Venstre har man sine betænkelige i skikkelse af lokalpolitikere og den tidligere udlændingeordfører Marcus Knuth, som fandt ideen om ø-placering glimrende, indtil han fandt ud af hvilken. Han er valgt i Sjællands Storkreds.

Knuth ømmer sig over den drabelige pris og den urovækkende nærhed til København, når først de afviste kriminelle har fundet pengene til at tage en af de sjældne færger ind til Kalvehave, men han er sat på plads af makkeren Inger Støjberg; Lindholm er perfekt.

Omvendt opfordrede Socialdemokratiets udlændingeordfører, Mattias Tesfaye, umiddelbart før finanslovsaftalen regeringen til at finde et mere afsidesliggende sted end Kærshovedgård. »Det kunne sagtens være på en ø. Det afgørende for os er, at det er længst muligt væk fra danske lokalsamfund,« som han formulerede det i Berlingske.

De går lidt forsigtigt rundt i deres nysyede strammerhabit, måske sidder den her og der ubekvemt, men Socialdemokratiet kommer ikke til at opponere mod Lindholm-løsningen.

Til gengæld er støjen om ø-sagen egnet til at kamuflere det grundforhold, at det meget omtalte paradigmeskifte i udlændingepolitikken tager sig forkølet ud uden for proklamationernes verden.

Frem og tilbage

Paradigmeskiftets mening er, at flygtninge ikke skal integreres, men hjem snarest muligt. Det hedder sig, at Løkke, dansk politiks store ordsnedker, sidste år fandt på at anvende det udenlandske ord i forbindelse med de strandede forhandlinger om skattelettelser og udlændingestramninger.

Han brugte faktisk den fine glose allerede i 2016, men med stik modsat hensigt: Dengang var der ifølge trepartsaftalen om arbejdsmarkedsintegration »overordnet set behov for et paradigmeskifte i integrationsindsatsen for de flygtninge og familiesammenførte, der ikke med det samme finder beskæftigelse«, så de hurtigt blev integreret. Frem og tilbage er lige langt, som man siger.

Nu har det fremmede ord fået dansk indfødsret og ejes på godt og ondt af Dansk Folkeparti. Finanslovsaftalen gør da også meget ud af at sandsynliggøre, at ét værdisystem erstattes af et andet, som er den mere præcise oversættelse af paradigmeskiftets betydning.

Der er masser af stramninger i finanslovsaftalen – også ud over dem, der rammer afviste, kriminelle asylsøgeres mulighed for at færdes frit i det land, der ikke vil vide af dem. Integrationsydelsen sættes markant ned, kontrollen skærpes, straffe sættes op, og der indføres mulighed for at proklamere et loft over antallet af familiesammenføringer for flygtninge, uden dog at lofthøjden angives.

Og så introduceres der nye ord og værktøjer i forvaltningen, som minder om, at paradigmet altså er skiftet hertillands: Integrationsydelsen skal hedde det mindre mundrette »selvforsørgelses- og hjemrejseydelse«, og i kommunerne vil man fremover kunne være heldig at møde ansatte med jobtitlen »repatrieringskoordinator«.

Endelig skal paradigmeskiftet vise sig ved, at opholdstilladelser til flygtninge skal søges inddraget hurtigst muligt. Det betyder, at tilknytning til arbejdsmarkedet, danskkundskaber og deltagelse i foreningslivet vil blive tillagt »mindst mulig betydning« ved sagsbehandlingen. Virkningen? Det nærmeste, finanslovsparterne er kommet en kvantificering, er gummiordet »mærkbar«.

Subkulturer

Tidligere folketingsmand for Venstre Eyvind Vesselbo, som har en del indsigt i udlændingeforhold, afviser kategorisk, at finanslovsaftalen repræsenterer et paradigmeskift.

»De vedtagne stramninger vil næsten ikke have nogen betydning, måske vil 3-500 ekstra om året forlade Danmark frivilligt som følge af stramningerne,« vurderer han og giver som den vistnok første et bud på virkningen af regeringens politik.

Ifølge Vesselbo er det i realiteten ligegyldigt, at arbejdsmarkedstilknytning, danskkundskaber og deltagelse i foreningsliv skal tillægges mindst mulig betydning.

»Vi har jo prøvet helt tilbage i VK-tiden at sende folk hjem. Problemet er ikke, om de mennesker kan dansk, har arbejde eller går i skole. Problemet er, om der er et land, der vil tage imod dem. Det er hele pointen,« siger Vesselbo, som også mener at have hørt på det synspunkt i 20 år, at nu vil man gå til kanten af konventionerne.

»Regeringen har ikke forstået, at ligegyldigt hvor hård man gør tilværelsen for flygtninge, så vil de synes, der er bedre at være her end hjemme. Forældre vil gerne lide og være uden særlig mange penge, hvis de til gengæld kan håbe at se deres børn vokse op her og tage en uddannelse som læge eller jurist. Tiltagene vil have en marginal effekt. Helt marginal. Til gengæld vil man udvikle subkulturer af marginaliserede a la det, vi ser i Frankrig lige nu.«

Nu vil man fra regeringslejren nok have den fornemmelse, at Vesselbo har udviklet sig til en ubønhørlig kritiker af sine gamle venner, og han konstaterer da også selv ligeud, at »jeg har ikke respekt for det, de laver nu«.

Mere respekt for regeringen har i sagens natur udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg. Hun blev efter finansloven interviewet af Politiken, men det var besynderligt vævende, hvad den ellers slagfærdige minister kunne sige om udlændingestramningernes fortræffeligheder.

Støjberg har ingen vurderinger af, hvor mange flere man vil kunne sende hjem, men hun lover som andre »en mærkbar forskel«. Hun kan heller ikke sige noget om, hvornår hun vil udløse det loft over familiesammenføringer, hvis tyske forbillede hun har kaldt et »fuploft«. Det danske loft omfatter i modsætning til det tyske også konventionsflygtninge og skal aktiveres efter en samlet vurdering og afhængigt af de konkrete forhold, som hun formulerer det.

Konventionskanten

Det politiske problem med paradigmeskiftet er, at det grund­læggende kun kan påstås at give store resultater, hvis man omvendt stempler den hidtidige indsats som slap og hovedet under armen. Og så langt vil regeringsblokken ikke gå; VKO-lejren har trods alt haft magten over udlændingepolitikken i 13 af årene siden det lille systemskifte i 2001.

En undersøgelse af de mærkbare virkninger vil hurtigt forstyrre VKO-lejrens påstand om, at dens politik afgør, om Danmark får 21.300 asylsøgere som i 2015 eller 3.500 som sidste år; Danmark er ikke en afsides ø afsondret fra verden.

Det fremgår også af aftalepartnernes syn på Danmarks internationale forpligtelser. For dem, der måtte være kommet i tvivl, fastslås det igen og igen, at man vil arbejde inden for det regime, som de internationale konventioner dikterer. Fem gange (seks, hvis man er nidkær og tæller en enkelt overskrift med) forsikres det i finanslovsteksten.

I sit ugebrev skriver Thulesen Dahl med begejstring om finanslovsaftalens hovedresultat: »Hjemsendelse frem for integration. At vi så, for at sikre dette, må gå helt til kanten af de internationale konventioner, det lever vi fint med. Det er ikke konventioner, der skal stå i vejen for at gøre det, der er nødvendigt for at sikre Danmark.«

Vil man reservere glosen forvrøvlet til en anden god lejlighed, må man i det mindste konstatere, at synspunktet er mærkbart selvmodsigende: Vi overholder konventionerne, for de må ikke stå i vejen.

Side 2