Tyskland. Hvis Europas næste leder er en bil? Valget af Merkels efterfølger som partileder og sandsynlige kansler for Europas største magt afgøres i næste weekend af regeringspartiet CDUs bagland. Weekendavisen var med i Böblingen, da kandidaterne dystede om CDU-medlemmernes gunst blandt overvejende midaldrende og ældre mænd.

Passat vs. Mercedes

Passat vs. Mercedes Af Jesper Vind

BÖBLINGEN – 20 kilometer syd for Stuttgart i delstaten Baden-Württemberg ligger byen Böblingen, hvor alt handler om biler. Her ligger verdens største Mercedes-Benz-fabrik og alskens underleverandører til tysk bilindustri. Her finder man temaparken Sensapolis for fartglade børn, bilmuseet Motorworld med historiske biltyper og berømte racerbiler. Og på det hotel, hvor Weekendavisen har indlogeret sig, V8 Hotel Motorworld, står der lækre oldtimers i receptionen, mens gæsterne – typisk mænd – sover i senge designet som tyske biler.

I dette bilismens Mekka var der tirsdag aften politisk debat mellem de tre kandidater, der ønsker at afløse Angela Merkel som partiformand for CDU, Christliche Demokratische Union: Friedrich Merz, Jens Spahn og en kvinde, hvis navn næsten alle har svært ved at udtale: Annegret Kramp-Karrenbauer, som lever fint med, at hun altid bare kaldes AKK.

De tre er de facto også kandidater til at blive Tysklands næste forbundskansler, når Angela Merkel vælger eller bliver tvunget til at træde tilbage. Og en af de tre vil derfor efter al sandsynlighed om relativt kort tid blive Europas ledende politiker.

Merz, Spahn og AKK har forud for partiets landsmøde den 7. december draget forbundsrepublikken rundt for at appellere til CDUs medlemmer, ikke mindst de 1001 delegerede, der skal foretage det vigtige valg for Tyskland og Europa. I denne uge nåede trioen så til Böblingen.

Men hvem er de tre mulige nye ledere af Tyskland og EU? Hvis man nu, helt i Böblingens ånd, forestiller sig, at de hver især er et tysk bilmærke, kan man lave denne karakteristik:

56-årige AKK ville være en Volkswagen Passat: driftsikker, relativt miljøvenlig, fornuftig, praktisk, økonomisk, familievenlig, ingen dikkedarer.

38-årige Jens Spahn er afgjort en Porsche Cayenne: hurtig, larmende, fræk, innovativ, strømlinet, opmærksomhedssøgende.

Og 63-årige Friedrich Merz er den inkarnerede dieseldrevne Mercedes-Benz: traditionsrig, kølig, elegant, cruisende, tromlende, patriarkalsk, magtsignalerende.

Da karavanen med de tre kandidater ankommer til kongrescentret i Böblingen, er her allerede spækket med CDUere fra den sydvestlige delstat Baden-Württemberg; samtlige 2000 stole er besat. Spørgelysten er stor, og man fornemmer, at Merkels retræte fra formandsposten har givet grobund for en nærmest basisdemokratisk proces i det kristendemokratiske, borgerlige parti.

»Partiet har haft brug for friske, stærke impulser og nye ansigter,« fortæller Merz-tilhængeren Dominik Schloßstein, kredsformand i Schwäbisch Hall, til Weekendavisen.

»Vi har i min kreds haft mange udmeldelser af partiet, og på alle udmeldelsespapirerne har Merkels navn været nævnt som begrundelse. Hun har tidligere gjort meget godt, men nu skal CDU videre. Vi har en tysk industri, der står foran meget usikre tider på verdensmarkedet, for eksempel fordi Trump kræver protektionistiske tiltag over for tyske biler. Merz kender den internationale økonomi, han kender den digitale fremtid. Og han vil være den bedste til at få de værdikonservative, som vi har mistet til Alternative für Deutschland, tilbage til partiet.«

Det er Levin Eisenmann fra partiets ungdomsafdeling Junge Union ikke enig i. Han fremhæver i stedet AKKs erfaring som ministerpræsident i delstaten Saarland.

»Hun har stor, praktisk viden om en bred vifte af politiske emner, og så er hun en socialt bevidst samlertype, der ikke er blød over for kriminelle indvandrere. I 2017 sikrede hun partiet over 40 procent af stemmerne i Saarland, og det højrepopulistiske AfD fik store tæsk. AKK har vist, at hun kan levere varen.«

Opkomlingen

Den første taler denne aften i Böblingen er den af de tre kandidater, der har de dårligste chancer. Det er Tysklands sundhedsminister Jens Spahn, der som værdikonservativ har prøvet at køre sig i stilling som Merkels efterfølger ved at være hendes største kritiker i partiledelsen, især af kanslerens liberale flygtningelinje.

I Böblingens kongrescenter siger han, at flygtningekursen har været for slap, mens beskatningen har været for hård. Det udløser mange klapsalver, men de efterfølges af stor latter, da han ironisk siger, at »det måske er en del af CDUs problem, at man med 38 år stadig regnes for ’purung’«.

Spahns baggrund som åben homoseksuel er heller ikke alles kop te her i det konservative bagland. Desuden appellerer han til det samme segment som Friedrich Merz, der imidlertid er en langt stærkere taler.

Spahn står i seneste meningsmåling til blot seks procents opbakning hos CDU-vælgerne. Det betyder, at han så at sige er kørt i grøften med sin Porsche. Symbolsk kommer ordstyreren også til at træde på ham ved at omtale ham som »Thomas Spahn«, hvilket også udløser latter. Det er meget tænkeligt, at Jens Spahn trækker sig fra formandsracet før landsmødet den 7. december.

Anti-Merkel mod mini-Merkel

Kampen om magten er reelt blevet en duel mellem »Mercedes-Benzen« og »VW Passaten«. Det er sidstnævnte, der har en smal føring i nationale målinger blandt CDU-vælgere, men det er de delegerede – lokalt valgte CDU-aktivister – der vælger Merkels efterfølger. Ifølge en undersøgelse sidste år fra Bundeszentrale für Politische Bildung er 70 procent af CDUs medlemmer over 50 år, mens 74 procent af medlemmerne er mænd.

Det er klart Friedrich Merz, der er den mest populære i kongreshallen, hvor langt de fleste også er midaldrende eller ældre mænd. De klapper begejstret, når Merz tager gamle CDU-dyder frem, som i Merkel-årene blev anset for lidt støvede: »Vi skal belønne dem, der er flittige«, og »det er håndværkere og de små og mellemstore virksomheder, der er rygraden i den tyske samfundsøkonomi«.

Og Merz udløser decideret jubel, da han fastslår, at »vi ikke skal overtage alle socialdemokraternes mærkesager« – en stikpille til Merkel, der ofte er blevet beskyldt for at have gennemført en »socialdemokratisering af CDU«.

Mange i salen opfatter Merz som »den fortabte søn, der vender hjem«, som en tilhører bemærker. Sagen er, at der i CDU har været en stor længsel efter Merz, siden den karismatiske, slagfærdige, liberale politiker i 2002 tabte magtkampen til den centrumssøgende Angela Merkel og forlod tysk toppolitik for at gå ind i erhvervslivet og finansbranchen.

Siden har Merz været en slags »sagnhelt« i partiet – som Die Welt morsomt skrev forleden – ligesom sin navnebror Friedrich Barbarossa. Denne sad i fordums dage dybt inde i Kyffhäuser-borgen og sov så længe, at hans skæg kunne nå tre gange rundt om bordet, før han vendte tilbage og genrejste Tyskland. På samme måde håber mange ældre medlemmer, at Friedrich Merz’ tilbagekomst vil genskabe det gode, gamle CDU.

Men Merz har også en profil, der skræmmer mange i en tid med store finansskandaler. Han har tidligere skrevet bøger, der rubriceres som »neoliberale«, og er i dag bestyrelses- formand i den amerikanske investeringsfond BlackRock. Han arbejder tillige i advokatfirmaet Mayer Brown, ejer to privatfly og bliver set som arketypen på en pengemand uden jord- forbindelse og empati for den jævne tysker.

Andre frygter, at Merz er en slags »hævner«, der vender tilbage og fortsætter det opgør med Merkel, de to havde for 16 år siden, hvilket kun vil splitte partiet yderligere.

Flygtningekrisen spøger

Men i Böblingen kører Merz på cruise control. Han dadler kansleren for rækken af valgnederlag og historisk dårlige meningsmålinger, der ifølge ham skyldes Merkels flygtningepolitik, som han ser som årsagen til AfDs enorme gennembrud i tysk politik. »Vi opnåede ved forbundsdagsvalget det dårligste resultat siden 1949,« understreger han.

Men Merz fremsætter ikke denne aften den hårde Merkel-kritik, han kom med tidligere i november, nemlig at CDU blot har taget AfDs fremgang »til efterretning med et skuldertræk«. Han gentager heller ikke sit forsøg på at starte en debat om grundlovens bestemmelse om retten til asyl for politisk forfulgte. Det vakte et ramaskrig i Tyskland, og Merz måtte trække i land.

I stedet fastholder han i Böblingen, at der i Tyskland har været en politisk korrekthed i forhold til indvandring og islam, og at man er veget uden om diskussioner af »de ubekvemme spørgsmål«.

Merz bedyrer dog, at han som nyvalgt CDU-formand skam fint ville kunne køre parløb med den Angela Merkel, der fortsat sidder i kanslerkontoret og dermed leder regeringen. Der er imidlertid ikke mange, der tror, at en Merkel med Merz i sidevognen – eller omvendt – vil kunne stå distancen, og så bliver det pludselig uvist, om Den Store Koalition med Socialdemokraterne kan fastholdes.

Derimod vil et samarbejde mellem Merkel og AKK som partiformand lettere kunne køre lige ud ad landevejen, da AKK er Merkels ønskekandidat. Begge er midtersøgende og har et underspillet temperament. Men det har tydeligt generet AKK, at hun er blevet stemplet som »Mini-Merkel«, hvilket forleden fik hende til at udtale: »Der er overhovedet ikke noget mini ved mig.«

AKK er også begyndt at distancere sig noget fra sin mentors håndtering af flygtningekrisen i 2015-16 – den krise, alle i tysk politik konstant vender tilbage til. Hun fastlog i Böblingen, at CDU »svigtede folk, også medlemmerne, da partiet ikke havde taget utilfredshed og berettigede bekymringer alvorligt nok«.

AKK var da også mere hård i filten end længe set. Hun talte om at udvise voldtægtsmænd med indvandrerbaggrund »livsvarigt« og havde heller ikke noget tilovers for indvandrere, der ikke ville integrere sig i det tyske samfund.

Når hun sidder med Merz på scenen i kongreshallen, undlader hun ikke at fremhæve – igen og igen – at hun har mange års erfaring som både ministerpræsident og minister. Hun fastslår også, at 40 procents opbakning ved valg burde være succeskriteriet for det fremtidige CDU. Det var den stemmeandel, hun fik, da hun sidste år vandt valget i Saarland, hvor AfD heller ikke kom til fadet. Med andre ord er hendes stærke kort, at hun allerede har præsteret det, som den uerfarne Merz fabler om at gøre.

Når man ude i kongreshallens foyer spørger en af de mange Merz-tilhængere, om ikke AKKs erfaringer netop burde slå Merz’ retorik hos et praktisk anlagt folk som tyskerne, lyder svaret prompte og grinende:

»Er du klar over, hvor stor Saarland er? Der bor under en million indbyggere! Hendes erfaring som ministerpræsident svarer til en borgmesterposts.«

Blandt de andre politiske trumfkort, AKK har og konstant fremhæver, er de mere bløde emner, som erhvervsmanden Merz stort set intet siger om: kristelige værdier, humanisme og ligestilling. C’et i CDU er afgørende for AKK, der er bekendende katolik og kritisk over for både homoægteskaber og aborter af handicappede børn.

Hendes kristne grundsyn står samtidigt knivskarpt, da hun fra scenen tager nyheden om de kinesiske klon-tvillinger op:

»For første gang nogensinde har en forsker sat sig i Guds sted. Det må ikke blive standarden i denne verden.«

Tyskland og verden

Når AKK og Merz taler om udenrigspolitik, skal man høre godt efter for at bemærke en forskel. Begge er stærkt kritiske over for den autoritære udvikling i Rusland og Kina. Merz taler om, at EU skal søge at gardere sig imod Kinas stræben efter global økonomisk og politisk magt ved at indgå et langt stærkere udenrigspolitisk samarbejde.

Begge kandidater flugter fint med de officielle tyske udenrigspolitiske mål om at styrke EU-institutioner, frihandelen i verden og fastholde nære forbindelser med USA. Men der er alligevel forskelle mellem CDUs formandskandidater.

AKK kommer fra grænseområdet til Frankrig, taler fransk, er stærkt frankofil og støtter varmt flere af præsident Macrons reformforslag. Omvendt har hun ikke så stærke forbindelser til USA. Hun var 40 år, første gang hun i 2002 rejste »over dammen«.

Omvendt er Merz en atlantiker. Han leder det amerikansk-tyske netværk, der hedder »Atlantik Brücke«, hvor politiske og økonomiske eliter gennem årene har knyttet stærke bånd.

Merz fremhæver som gammel liberal gerne varmt »den liberale ordens« mange fordele med frie samfund og åbne markeder.

Hvem mon vinder denne duel om CDUs hjerte, Passaten eller Mercedesen?

Det ser ud til at blive en tæt afgørelse. Her i Baden-Württemberg er vi i Merz-land, men længere mod nord er det AKK-territorium.

Men som Davor Cvrlje, politisk redaktør for den lokale avis Reutlinger General-Anzeiger, siger efter debatten i Böblingen:

»Det er jo egentlig en mærkelig formandskamp. På den ene side er det herligt med den basisdemokratiske fornyelse, vi oplever. På den anden er det jo også temmelig bizart, at det mest seriøse bud på en Merkel-kritiker i CDU er en mand, der har været væk fra tysk politik i 16 år. Desuden er der nok også mange, der finder det tankevækkende, at det i meget høj grad er gruppen af midaldrende og ældre mænd fra CDUs bagland, der kommer til at afgøre, hvem der sandsynligvis bliver Europas næste leder.«

Side 1