Ruinøst. Nogle af den arabiske verdens smukkeste kulturskatte ligger i ruiner eller er i fare for at gå helt til grunde. På Institut du Monde Arabe i Paris kan man se verden både af i går og i dag.

Virtuel vandretur i tabt kulturarv

Virtuel vandretur i tabt kulturarv Af Aske Munck

PARIS – Man glider drømmeagtigt hen over og igennem byen Mosul via det fem-seks meter høje og 15-20 meter lange lærred i den første dunkle udstillingssal; en mareridtsagtig spøgelsesvision af en storby, hvis øde gader fulde af murbrokker, forkullede, støvede og forvredne bilvrag vidner om den skæbnesvangre blanding af Islamisk Stats neo-ikonoklasme og den efterfølgende kamp mod det religiøst formørkede rædselsregime.

Krigens gru og blodige rædsler rammer først og fremmest almindelige skæbner, og vi kerer os forståeligt nok ofte mest om de menneskelige ofre. Men når støvet lægger sig fra konflikter, krige og revolutioner, blottes en rygende ruinhob fra de smuldrede rester af huse og bygningsværker; en kulturarv, som kamphandlingerne har knust, som det kan være livsfarligt at besøge, og hvis ødelæggelse det kan være uoverskueligt at få overblik over.

Men ikke længere. For mens den arabiske verden det seneste tiår har været udsat for en bølge af krig og ødelæggelse med Islamisk Stats rædselstyranni, det libyske kaos og den syriske borgerkrig, har Institut du Monde Arabe i Paris forestået en omfattende og ekstremt detaljeret 3D-registrering af nogle af de vigtigste byer og arkitektoniske lokaliteter i Nordafrika og Mellemøsten. Den kæmpemæssige opgave er blevet løst i samarbejde med den digitale startup Iconem – der har specialiseret sig i 3D-kortlægning af bevaringsværdige bygninger, som på den ene eller den anden måde er i fare for at forgå.

På den netop åbnede udstilling i Paris, Cités millénaires – voyage virtuel de Palmyre à Mossoul (tusindårsbyer – en virtuel rejse fra Palmyra til Mosul), på Institut du Monde Arabe kan man både »besøge« Mosul i Irak, Aleppo og Palmyra i Syrien og Leptis Magna – den smukke romerske ruinby på den libyske kyst. Uden at risikere liv og lemmer.

De fire steder ligger i den arabiske verden og optræder alle på UNESCOs liste over verdens kulturarv. De har en lang og righoldig historie bag sig, men er derudover vidt forskellige. Mosul og Aleppo var før deres ødelæggelse velfungerende millionbyer, mens Palmyra og Leptis Magna allerede var øde ruinbyer.

Udstillingen begynder i Mosul – der allerede før sjette århundrede var den nordlige irakiske Ninive-provins’ hovedby – en spraglet og multietnisk metropol, hvor sunni- og shiamuslimer i århundreder levede side om side med kurdere, turkmenere, kristne, jøder og yazidier. Byen, hvis arabiske navn, al-Mawsil, ligefrem betyder vejgaflen, var et hovedstop på Silkevejen til Asien. Mosul var blandt andet hjemsted for Jonas-moskeen, der husede et mausoleum for Nabi Yunes (Jonas), profet for såvel jøder som muslimer og kristne og den lige så ikoniske al-Nouri-moské med sin berømte skæve minaret.

Byen havde ellers overlevet mange års krig i Irak, men store dele af den blev jævnet med jorden, da Islamisk Stat indtog den i 2014. De iværksatte en systematisk destruktion af alle rester af vantro og den kætterske kulturarv, der skulle »lutres med sprængstof«.

FOTO: LEPTIS MAGNA. FDO ICONEM/MAFL/DOA
FOTO: LEPTIS MAGNA. FDO ICONEM/MAFL/DOA

Byen fik det sidste skub ud over kanten, da de allierede lancerede det massive bombeangreb, der fortrængte Islamisk Stat i 2017. Siden har ruinerne ovenikøbet været udsat for, ganske vist forståelig, plyndring af mursten fra lokale civile, der forsøger at opbygge deres hjem med de 2000-3000 år gamle mursten.

Omfanget af ødelæggelserne er nøje registreret ved hjælp af specialkonstruerede kameradroner, som har over- og gennemfløjet hver en kvadratmeter af byen, og det er umuligt ikke at blive berørt af det heftige vue, man får over ruinbyen på de knivskarpe tredimensionale optagelser.

En næsten lige så krank skæbne overgik den syriske millionby Aleppo, som, indtil borgerkrigen brød ud i 2012, var landets næststørste by. Byens rødder rækker flere tusinde år tilbage, og den har gennem tiden været en del af både de romerske, byzantinske og osmanniske riger. I dag ligger også store dele af Aleppo i ruiner. Væk er dens livlige overdækkede al-Zarb-soukh og Umayyade-moskeens berømte minaret fra 1090. Også her betragter man som beskuer lamslået ødelæggelsernes omfang.

Ganske som i den foregående sals projektioner, der var helliget Mosul, får beskueren i gennemflyvningen af Aleppo med enkle grafiske tredimensionale virkemidler et indblik i de tilintetgjorte bygningers tidligere pragt og vælde, da nogle af de ikoniske former rejser sig af de støvede bunker af brokker som næsten magisk lysende 3D-gestalter.

Så følger et vanvittigt deprimerende indslag: en 3D-registrering af Palmyra i det vestlige Syrien – bedre kendt som »ørkenens perle«. Oprindeligt en velstående semitisk handelsby fra Oldtiden, som siden blev en del af Romerriget, og hvis ruiner var overordentlig velbevarede.

FOTO: LEPTIS MAGNA. FDO ICONEM/MAFL/DOA
FOTO: LEPTIS MAGNA. FDO ICONEM/MAFL/DOA

Lige indtil Islamisk Stat indtog den i 2015 og raserede den fuldstændigt: Bort blev sprængt Baalshamin- og Bel-templerne og de navnkundige gravtårne og det romerske teater, da Islamisk Stat ellers var færdige med at bruge det som scene for deres talrige henrettelser. Næsten intet lod de stå tilbage. Beskueren efterlades mundlam.

I den sidste af de fire sale får man adgang til Leptis Magna ved den libyske kyst ud for hovedstaden Tripoli. Nogle af de mest velbevarede ruiner af det, der engang kaldtes Afrikas Rom, men som i dag står og forfalder, fordi alt arkæologisk arbejde er ophørt, og alle udlændinge har forladt landet, der de seneste syv år efter Muammar Gaddafis fald er sunket længere og længere ned i et blodigt kaos.

Det er umuligt ikke at blive berørt af det heftige vue, man får over ruinbyen på de knivskarpe tredimensionale optagelser.

I denne sidste del af udstillingen foretager man den mest betagende del af den virtuelle rejse, nemlig når man iført et virtual reality-headset i nogle få minutter får mulighed for at bevæge sig rundt i seks forskellige monumenter: fra kirken i Mosul og den overdækkede soukh i Aleppo til hjertet af Forum Septimus Severus i Leptis Magna i Libyen. Leptis Magna besøgte jeg for tyve år siden, og det er næsten som at være der selv: Den susende vind bølger i det vilde græs, der titter op mellem sandstenene, et firben piler over nogle af de hvidgule kapitæler, der hviler på jorden blandt de talrige søjler, som de tidligere knejsede på toppen af, og som flankerer den centrale markedsplads.

Det er i denne del af udstillingens parcour, at den hæver sig over registreringen af de fire byers kulturarvs sorte skæbne og kommer med et budskab, der er en slags implicit opråb: Vi ser en mere og mere bevidst destruktion af verdens kulturarv, i de senere år i et tempo, vi ikke tidligere har kendt til.

Det begyndte i 2001, da Taleban sprængte de kæmpemæssige Bamyan-stenbuddhaer bort og fortsatte med islamisternes hærgen af de gamle gravkamre i Timbuktu. Det foreløbige crescendo har været Islamisk Stats systematiske ødelæggelse af kulturarven i de områder, der har været under deres kontrol i Irak og Syrien.

Ikke desto mindre giver udstillingen næring til et lille håb. For den viser, at man med moderne droneteknologi og avanceret 3D-kortlægning kan frembringe ekstremt præcise virtuelle optegninger af monumenter og arkitektoniske perler og dermed i en vis forstand bevare dem for eftertiden.

FOTO: LEPTIS MAGNA. FDO ICONEM/MAFL/DOA
FOTO: LEPTIS MAGNA. FDO ICONEM/MAFL/DOA

Udstillingen tager samtidig hul på et af de arkæologiske spørgsmål, som deler vandene, nemlig dét om, hvordan man skal forholde sig til ruiner? Det klassiske dilemma mellem konservering og restaurering.

Skal man genopføre knuste ruiner eller efterlade dem, præcis som de er. Og hvad gør man, når de – som i Mosuls og Palmyras tilfælde – er blevet udsat for systematisk ødelæggelse?

Udstillingen giver et glimrende indblik i, hvordan man kan rekonstruere gamle bygningsværker, så man får et glimt af fordums storhed uden at ty til de mildt sagt intruderende metoder, som den britiske arkæolog sir Arthur Evans benyttede i sit arbejde med Knossos-ruinerne på Kreta, hvor han genopbyggede – nogle vil sige vansirede – ruinerne med gips og farver i et forsøg på at genskabe deres oprindelige udtryk.

Cités millénaires – voyage virtuel de Palmyre à Mossoul. Institut du Monde Arabe i Paris. Indtil 10. februar.

Side 24



Videnskabspodcast
Skribenternes avis

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby

Morten Beiter