Floder har været som blodårer for de store civilisationer. Kan man forestille sig Kina uden Yangtze, det gamle Egypten uden Nilen, Cæsars Rom uden Tiberen? Man kan heller ikke forestille sig Den Europæiske Union uden Rhinen. Floden er blevet »Vesteuropas strøm«. Langs den har man gennem århundrederne haft det mest velstående økonomiske område med millioner af europæere langs bredderne.

I den italienske forfatter Claudio Magris’ flodklassiker Donau skriver han om den store central- og østeuropæiske flods forhold til den 1233 kilometer lange Rhinen: »Lige siden Nibelungenkvadet,« fortæller Magris, »har Rhinen og Donau været uforsonlige fjender og rivaler.« Mens Donau er hunnerkongen »Attilas rige, flodbølgen fra Østen«, er Rhinen »Siegfried, den germanske dyd og renfærdighed, den nibelungske trofasthed, det ridderlige heltemod, den frygtløse kærlighed til skæbnen«. Det buldrende barbari i øst mod den agtværdige beskytter i vest. »Vater Rhein« siger tyskerne.

I dag er den kerneeuropæisk – »Le Rhin« på fransk og »De Rijn« på hollandsk. Rhinen udgør EUs rygrad, et samlingspunkt for fornuft, retfærdighed og grænseløs handel. Allerede på Wienerkongressen i 1815 aftalte Rhinlandene at regulere skibstrafikken i fællesskab, og det blev til Centralkommissionen for Sejlads på Rhinen, der har sæde i Strasbourg og er verdens ældste internationale politiske organisation. Den er en slags forløber for EU, og skulle unionen en dag gå i opløsning – som et flertal af europæerne forventer, ifølge en ny undersøgelse i The Guardian – vil den gamle centralkommission formentlig bare fortsætte arbejdet med at regulere forholdene omkring Rhinen.

Jeg er i anledning af europaparlamentsvalget på søndag rejst til Rhinen for at studere denne kilde til det europæiske samarbejde og kontinentets lange, blodige historie. Floden udspringer uden for EU i de schweiziske alper og bliver til en rigtig flod gennem Østrig, Liechtenstein og Sydtyskland, inden den igen kommer til Schweiz, hvor den ved Basel bliver til den store fælleseuropæiske handelsvej. Den løber herfra mod nord, mellem Frankrig og Tyskland, ind i det tyske Rhinland, gennem Ruhrdistriktet og ind i Holland, hvor den munder ud i Nordsøen ved Europas største havn, Rotterdam. Undervejs har floden også afvandet dele af Italien, Luxembourg og Belgien.

Basel

Mit første stop er storbyen Basel, hvor Rhinen løber ind i EU. Byen spreder sig i dag med forstæder over både Schweiz, Frankrig og Tyskland. Her får Rhinen bredde og dybde, dens vandføring er her på godt tusind kubikmeter vand i sekundet. Den græske filosof Heraklit sagde, at »alting flyder!«, og at »man kan ikke bade to gange i den samme flod«. Det ser man i Basel, hvor Rhinen driver hastigt med strømhvirvler gennem den gamle bydel og tager et højresving hen mod de kajer, der er Schweiz’ eneste import-eksporthavn.

Basel er en by, der gennem det 20. århundrede var præget af den kemiske industri. I 1986 brød en stor brand ud hos Sandoz-fabrikken. Firsernes største miljøkatastrofe i Vesteuropa var begyndt. Hundreder af tons kemikalier blev skyllet ud i Rhinen, der leverer drikkevand til millioner af europæere. En rød giftbølge bredte sig de næste ti dage op ad Rhinen til Holland og udryddede bestandene af ål og andre fisk. Katastrofen skabte et ramaskrig i Vesteuropa, og konsekvenserne af de dramatiske begivenheder var, at det europæiske miljøsamarbejde blev styrket. Udslippene af kemikalier i Rhinen blev reduceret drastisk, og i dag kan man atter bade i den flod, der længe havde tilnavnet »Europas kloak«.

Jeg møder Yvonne Grundey, som arbejder for et logistikfirma, og som altid – i hvert fald i sommerhalvåret – tager en dukkert, når hun kommer hjem fra arbejde. »Det er så dejligt frisk,« smiler hun, »men det er også en helt særlig ting at bade i Rhinen, fordi man ved, at den kommer oppe fra bjergene – fra himlen.« Hun springer i ved Tinguely-museet og svømmer mod bredden, hvor den gotiske katedral er. »Strømmen er stærk, og jeg lader mig bare flyde med, så jeg kan følge med i, hvad der sker på Rhinens bredder, hvor der altid er mange mennesker fra alle mulige lande, som skaber en levende, mangfoldig stemning. At bade i floden er som at mærke livet,« lyder det fra Yvonne Grundey.

Det er ikke kun vandmasserne, der strømmer ud af Basel, også nye ideer og store konflikter flød herfra. I den gamle katedral ligger Erasmus af Rotterdams grav. Han var den nordeuropæiske renæssancehumanismes førende skikkelse – EUs udlandsstipendier er opkaldt efter ham – og det er sigende, at hans liv netop spændte sig mellem Rhinens udmunding – Rotterdam – og den by, hvor Rhin-trafikken for alvor begynder.

På Erasmus’ tid var Basel præget af den protestantiske reformation. Jean Calvin skrev her Institutio Christianae Religionis, et af protestantismens vigtigste skrifter, og tilhængere af reformatoren Ulrich Zwingli stormede i 1529 katedralen og smadrede de katolske billeder. Det var en ansats til Vesteuropas blodige kirkekampe i 15- og 1600-tallet.

Freiburg

Jeg kører på Autobahn med Alperne i ryggen gennem den grønne Rhindal mellem Tyskland og Frankrig, hvor grænsekontrollen for længst er ophævet af EU. Hovedparten af floden er ført over i den parallelle franske sidekanal Grand Canal d’Alsace, som har gjort container- og pramtrafikken mere stabil og sikker. Langs kanalens betonerede bredder ligger vandkraft- og atomkraftværker og en af Frankrigs store industriregioner. Den intensive franske udnyttelse af floden har ødelagt meget dyreliv og givet grundvandsproblemer.

Men udsigten er god: På højre side Schwarzwalds skovgroede bjerge, på venstre side Vogesernes skråninger med de berømte Alsace-vine. I Freiburg, på den tyske side oppe ad en kanaliseret biflod, var jeg i 1992-93 Erasmus-student og boede på det EU-finansierede kollegium Europahaus. Her droppede jeg som ung alle EU-forbehold.

{embedded type="node/node_image" id="24528" width="half_width" align="right"}

Jeg går ad de mange hundrede trin op i tårnet på den gamle universitetsbys katedral. Den var i 1300-tallet blevet til en af verdens højeste bygninger. Den schweiziske historiker Jacob Burckhardt har kaldt det 116 meter høje og transparente tårn for »det smukkeste tårn på Jorden«. Når man står deroppe, forstår man det mirakuløse ved, at tårnet overlevede de allieredes bombning af Freiburg under Anden Verdenskrig.

Men det er også svært at fatte, at man for 700 år siden var i stand til at bygge så højt, herunder udsmykke oppe i højderne med imponerende, store kristne skulpturer. Det har man en forklaring på inde på bymuseet: Langs Rhinen var en stor tæthed af kæmpe katedralbyggerier – Konstanz, Basel, Freiburg, Strasbourg, Speyer, Köln og så videre – og det skyldes, at rigdommen og magten i Europa i middelalderen blev koncentreret her. Derfor opstod der også langs Rhinen et arbejdsmarked af kirkebyggere, der kom fra hele Europa. De blev ofte organiseret i såkaldte byggehytter – »Bauhütten« på tysk – som var arbejdskollektiver med almindelige håndværkere, kunsthåndværkere og kunstnere, der under ledelse af bygmestrene rejste Europas katedraler.

I sit berømte værk Vesterlandets undergang skrev Oswald Spengler, at disse himmelstræbende katedraler symboliserede det egentligt europæiske. Kernen i det var ifølge ham den grænseoverskridende stræben og uendelige kundskabstørst, som længe gjorde Vesteuropa til førende inden for teknik, videnskab og kunst. Spengler kaldte det den »faustiske kultur« – en reference til sagnfiguren Faust, der indgik en pagt med Djævelen for at få en indsigt, som ikke var almindelige dødelige beskåret.

I 2015 så mange europæere ideen om et grænseløst Europa som en faustisk stræben, en naiv vision om kontinental sammensmeltning, der braste sammen med flygtningekrisen. Befolkningerne krævede de fysiske landegrænser tilbage. »Et Europa, der beskytter«, lyder de store EU-institutioners slogan her fire år efter.

Strasbourg

Jeg fortsætter med tog gennem det tysk-franske grænseland mod Strasbourg, der kalder sig »Europas hovedstad«. Undervejs passerer jeg flodpramme, krydstogtskibe og havneanlæg med containere. Den tætte biltrafik over Rhin-broerne vidner om en pulserende, integreret grænseregion. På de her kanter er der mange, der siger, at »floden ikke skal danne grænse, men overvinde den«.

Grundtanken er – som den ungarske forfatter György Konrád har skrevet: »Den, der respekterer floden, respekterer sin nabo!« Det bonmot lever man i høj grad op til i en europæisk organisation, der ligger tæt ved Strasbourgs 143 meter høje katedral. Det er ikke Europa-Parlamentet – som i dag er mennesketom på grund af EU-valgkampen – men Centralkommissionen for Sejlads på Rhinen, som tæller medlemslandene Tyskland, Belgien, Frankrig, Holland og Schweiz.

Kommissionen blev skabt i 1815 på Wienerkongressen og anses for at være den ældste internationale organisation, som findes i dag. Dens 30 ansatte har til huse i Rhinpaladset, bygget i neorenæssancestil, hvor jeg ringer på ved den fine indgang med eget femstjernet flag, og hvor jeg venligt bliver modtaget af organisationens belgiske generalsekretær, Bruno Georges.

Han viser mig bygningen fra 1889, da Strasbourg var tysk, og hvor det tyske kejserpar boede, når de besøgte det annekterede Alsace-Lorraine, på tysk Elsass-Lothringen. Interiøret er præget af stuk, kongeblåt tapet, guldspejle, prægtige lysekroner, malteserkors og preussiske ørne. Der er delegationsrum og konferencesal med tolkefaciliteter, dekorerede buer og nyklassicistiske søjler, hvor diplomaterne kan diskutere flodens ve og vel. Hvis det europæiske Rhin-samarbejde har en historisk sjæl, må den være lige her.

Bruno Georges fortæller, at kommissionen arbejder på grundlag af den såkaldte Rhinskibsfartsakt af 1868, der forenklede toldopkrævningen og sikrede adgang for alle nationers fartøjer til at transportere gods og personer på Rhinen under overholdelse af en lang række trafikforskrifter, som løbende er blevet revideret med tillægsprotokoller.

»Det krævede langsomt, tålmodigt, diplomatisk arbejde at blive enige om reglerne, for de nationale interesser er forskellige, og så gælder der helt særlige forhold på en flod,« siger Bruno Georges.

Udfordringerne er blandt andet, at der ved lavvande er fare for kollision og grundstød, og søfolk skal også kunne kommunikere om natten og i tåge. Man er nødt til at have fælles regler for vedligeholdelse af sejlrender, kanalbyggeri, sluser, transport af farligt gods. Og så er der skibenes tekniske standarder, radarsystemer, flodpolitiets overvågning, søfolks rettigheder og sikring af vandmiljøet.

{embedded type="node/node_image" id="24529" width="half_width" align="left"}

»Centralkommissionen har i over 200 år demonstreret praktisk, resultatorienteret, professionelt arbejde, og den er stadig fremtidsrettet. Undervejs har der været krige og konflikter, men kommissionen har altid overkommet udfordringerne og udført sin mission gennem fredelige midler. Vores erfaring er, at tillid fremmer handlen på Rhinen, og det gavner alle, at man finder en fælles forståelse frem for at følge en snæver, national interesse. Vores arbejde har gavnet hele Europa, fordi to tredjedele af den europæiske flodtransport foregår via Rhinen.«

– Er I et forbillede for EU?

»Vi er et af dem. EU har anerkendt, at der i dette hus er en meget stor ekspertise. Rhinskibsfartsaktens principper var de første skridt mod et frit og fælles marked for transport, som stort set blev opnået af EU hundrede år senere. I dag er der et nært samarbejde og stor respekt for hinanden,« siger Bruno Georges og fremhæver, at EUs udvalg for standarder for sejlads på indre vandveje har fået til huse i Rhinpaladset.

Jeg møder også Norbert Kriedel, der er ansvarlig for kommissionens statistik og markedsobservation. Hans kontorvægge har kort med floder og kanaler, og han fortæller, at der årligt transporteres 330 millioner tons gods på Rhinen. Det er i høj grad kul, olie, jern, byggematerialer, kemikalier. Ti procent er containerne.

»I de seneste år har der været meget lave vandstande om sommeren og efteråret, som gør transporten besværlig. Transporten af gods går lidt tilbage, men bliver opvejet af en stigende krydstogttrafik,« siger Kriedel, der mener, at flodtransport kan få en stor fremtid, hvis man investerer i mere moderne havne og skibe. »Det er en grøn transport, som er langt mere klimavenlig end lastbiler.«

Karlsruhe

Rejsen fortsætter mod nord med fransk TGV-tog til Karlsruhe, der er en af Tysklands førende forskningsbyer. Den er for tiden præget af EU-valgkamp, og et af bysbørnene er de tyske højrepopulisters spidskandidat, Jörg Meuthen fra Alternative für Deutschland. Han har dagen forinden talt foran 700 tilhørere og vendte sig stærkt imod »nationalstaternes opløsning til fordel for Europas Forenede Stater«. Et andet budskab var, at »EU står over for afgrunden«, fordi folket gør oprør mod »islamiseringen«.

Ved byens pulserende Rhinhavn møder jeg en politiker af den modsatte støbning, den tidligere danske grønlandsminister Tom Høyem, der i dag er tysk gift og byrådsmedlem i Karlsruhe for det liberale parti, FDP. Vi går om bord på flodskibet M/S Karlsruhe, som sejler os op og ned ad Rhinen mellem Tyskland og Frankrig. Skibet serverer egnsretter, og jeg bestiller en Strassburger Wurstsalat.

»Da jeg i 2004 startede i lokalpolitik, var jeg jo ukendt her,« siger Tom Høyem. »Jeg producerede en flyer, hvor Poul Schlüter, Bertel Haarder og Per Stig Møller og den rumænske borgmester Klaus Johannis – der nu er præsident – anbefalede borgerne i Karlsruhe at give mig deres stemme. Det virkede,« forklarer Høyem, der efter sin tid i Schlüters firkløverregering i 1980erne, har ledet Europaskoler i først Oxford, så München, og endelig Karlsruhe.

Havnen er flettet sammen af pipelines og forbundet med motorveje og jernbaner. Inden vi kommer ud af havnen, sejler vi forbi en kaj med Maersk-containere og skrot, der ejes af en østeuropæisk erhvervsmand. Høyem fortæller, at han siden 1990erne har været OSCE-valgobservatør, senest i Kijev og Odessa, for at overvåge præsidentvalget i Ukraine.

Ude på floden bølger det på den 300 meter brede strøm, godspramme kommer imod os med et minuts interval, langs bredderne hygger folk sig.

»Rhinen er utrolig international. I Danmark har vi fjorde, åer og søer. Vi forstår ikke rigtig, hvad en stor europæisk flod er, når vi ser dem på et landkort,« siger Tom Høyem. »Vi tror, de kun er grænser, men hernede samler de folk. Vi forstår heller ikke, hvad det betyder med de store floders netværk af bifloder og kanaler. Den fornemmelse for uendelighed, der først ender i Rotterdam, er utrolig.«

Er Rhinen i dag et symbol på samhandel og sameksistens, var den netop her et billede på krige og konflikter – alt det, EU blev etableret for at standse. Vi sejler i det mest omstridte område i Europas historie, hvor konkurrencen mellem Frankrig og Tyskland blev så intens, at den faktisk førte til to verdenskrige. Arvefjendeopgøret affødte Ernst Moritz Arndts antifranske flyveskrift: »Rhinen – Tysklands strøm, ikke Tysklands grænse«. På den anden side af bredden skrev forfatteren Victor Hugo: »Ja, min ven, Rhinen er en ædel flod: aristokratisk, republikansk, kejserlig, værdig til at tilhøre både Frankrig og Tyskland.«

{embedded type="node/node_image" id="24531" width="half_width" align="left"}

Jeg spørger Tom Høyem, om Europa har en sjæl.

»Ja, den er, at vi kan sejle fredeligt her mellem dem, der altid har bekæmpet hinanden. Desværre er EU gået over gevind med al for meget regulering, og det skader Europa, for vi glemmer, hvad det vigtige er. Det, som Le Pen og Alternative für Deutschland og andre har misforstået, er, at når general De Gaulle talte om ’Nationernes Europa’, var det ikke en hyldest til nationalisme, men at lande med national stolthed skulle arbejde tæt sammen. Det er nu Europas store opgave at være europæisk i verden. Vi har et Kina, vi ikke havde, da EU startede. Vi har et Afrika, som europæerne ikke forstår betydningen af, og vi har et Rusland med ønsker om et stort herredømme. Jeg er europæer, EU er fredens Europa, og vi skal spille en rolle globalt nu.«

– Men EUs befolkninger er aldrende og præget af pessimisme, viser undersøgelser. Vi taler også meget om fortiden. Er Europa ungt nok til at spille en rolle?

»Hvis du tager de ti tusind unge, jeg har været med til at uddanne i mit liv, opfatter de Europa som noget selvfølgeligt. De diskuterer, hvad vi skal gøre med Google, Facebook og Amazon, og hvad gør vi med klimaet? For dem er Europa ikke målet mere – som det var for min generation. Europa er nu udgangspunktet. Jeg ser meget optimistisk på Europas fremtid.«

Tom Høyem tror, at det ender med, at Storbritannien bliver i EU. Men uanset hvad har forløbet med briterne været lærerigt.

»Briterne stemte for Brexit, fordi de tror, de har en global fremtid uden EU, og det er naivt. De stemte også imod EU i protest mod bureaukratiet. De er vokset op med londoneri, og hvis du befinder dig i den engelske provins, er du træt af London, fordi establishment, de intellektuelle og de rige bor i London, og den følelse er kun blevet værre med Bruxelles. Man hader centralismen, og det er tragisk. Sagen er, at bureaukratiet i Bruxelles ikke er ret stort, men EU har virkelig dummet sig ved at beskæftige sig for meget med de forkerte ting,« siger Tom Høyem.

M/S Karlsruhe har lagt til ved en sluse. Vi taler lidt om Tysklands førende filosof, der kommer fra Karlsruhe, Peter Sloterdijk. Han har nyligt udgivet sin dagbog. Her omtaler han en dag i 2012, hvor han deltog i en uformel rundbordssamtale hos EUs rådsformand Herman Van Rompuy i Bruxelles. Sloterdijk skriver, hvordan EUs kriser fik melankolien til at brede sig i EU-toppen, og han noterer i dagbogen: »Hr. Van Rompuys modtagelsesværelse er nu den mest ekstreme sygestue i verden. Vi sidder omkring bordet som en forsamling af rådvilde homøopater, der i afvisende trods over for sygdommene må affinde os med vores små sukkerpiller.«

Jeg spørger Høyem, hvad det er for en verdensfjern kultur, der præger EU-samarbejdet.

»EU er meget domineret af fransk og belgisk kultur. Jeg har både som politiker og skolemand deltaget i utallige møder, og det foregår altid på fransk og fransk og fransk. Hvis du ikke kan fransk, kan du ikke klare dig. Englændere er ikke gode til fransk, og det har været irriterende for dem. Det har virkelig ikke været godt for briternes – og mange andres – syn på EU.«

I stedet for kun at skyde på franskmændene spørger jeg til den tyske rolle.

»Tyskerne forstod ikke rigtigt, hvorfor så mange blev sure på dem under flygtningekrisen. De er ikke gode til at forstå, hvordan andre lande tænker om dem. Tyskerne tænker først og fremmest på én ting: stabilitet. Det er deres egentlige opgave. Til gengæld har de det svært med visioner,« siger Høyem, der sætter stor pris på Merkel, men blev chokeret over hendes opførsel over for den franske præsident Macron.

»Her kom der en mand, der har læst filosofi – og måske er arrogant – men som havde tænkt nogle ideer om en relancering af EU. Og hvad gjorde Merkel? Hun svarede ham ikke med ét ord. Hendes politik med at tie stille har nu varet i to år. Det er uhøfligt over for Frankrig og Macron, for han har virkelig forsøgt at tænke tanker og vise mod.«

Rejsen fortsætter i tog langs Rhinen, forbi pakhuse i Mannheim og kemiske anlæg i Ludwigshafen. Videre ind i det tyske Rhinland begynder floden at sno sig mellem bjerge, der er fyldt med ridderborge, ruiner og vinrænker. Det er »den romantiske Rhin«, som de europæiske malere opdagede i det 17. århundrede, og den engelske overklasse begyndte at besøge i det 18. århundrede.

Loreley hedder den 120 meter høje, stejle klippe nær St. Goar. Den er det smalleste stykke af Rhinen mellem Schweiz og Nordsøen. Stærk strøm og skjulte klipper har forårsaget mange grundstødninger. Ifølge legenden skyldes det den forføriske havfrue Loreleys sang, der drev sømændene i fordærv. Loreley har også inspireret til digte af Heinrich Heine og Wagners opera »Rhinguldet«.

I flodbyen Bacharach ser jeg det store gotiske Werner-kapel fra 1300-tallet, der har været et yndet motiv for romantiske malere og udflugtsmål for turister. Kapellet blev bygget på grund af mordet i 1287 på den 16-årige Werner. Mordet blev ikke opklaret, men jøderne fik skylden og blev beskyldt for at bruge Werners blod til deres påskefest. Det medførte pogromer i hele Rhinlandet, og der opstod en antisemitisk Werner-kult i Europa.

I 1840 skrev digteren Heinrich Heine novellen »Rabbien af Bacharach« om pogromerne i 1200-tallet, og hvordan jøderne flygtede op ad Rhinen og via Main-floden fandt sikkerhed i ghettoen i Frankfurt. I nazitiden blev Werner-legenden dog genoptrykt i aviserne, men først i 1963 strøg Vatikanet Werner fra listen over kristne martyrer. I dag står der en plade i kapellet, hvor pave Johannes 23. undskylder for jødeforfølgelserne ved Rhinen. Da EU blev grundlagt i 1950erne, på ruinerne af Anden Verdenskrig og Holocaust, spillede de historiske erfaringer en stor rolle. Unionens raison d’être er ofte blevet begrundet med visionen om »Aldrig mere racisme!« i Europa.

Köln

Jeg ankommer til Rhinens største by Köln med over en million indbyggere. Det gamle centrum blev anlagt af romerne og præges i dag af Europas største domkirke, hvor folk står i kø for at se de hellige tre kongers guldskrin, der i århundreder har tiltrukket pilgrimme.

Byen er også kendt for uhellige gerninger. Nytårsnat 2015/16 begik flere hundrede med indvandrerbaggrund en række seksuelle overfald på unge tyske kvinder. Der lå en stor symbolkraft i, at de fandt sted foran den gamle Kölner Dom, og det gjorde indvandringen fra de arabiske lande til EU-modstandens mest effektive politiske slagnummer. »Kölns voldtægt« blev en samlebetegnelse i internationale højremedier.

Jeg løber en tur langs den stadig bredere flod. I romertiden hed den også »Limes«, fordi den var grænse mellem romersk civilisation og barbarerne. Langs Rhinen står der mange lystfiskere, der har snøren ude. En af dem fortæller mig, at han har fanget ål og laks – arter, der var udryddet for få år siden.

Jeg smider tøjet, for jeg må også svømme i floden, selvom det er forbudt her på grund af farlige strømforhold. Et par Köln-borgere drukner her hvert år. Jeg finder en bred ved et gammelt kloakrør, der ikke er i brug. Rhinen er kold og klar og føles vitaliserende og ren. Et legemligt bevis på, at europæisk miljøsamarbejde også har gjort »Europas kloak« passé i Rhinmetropolen.

{embedded type="node/custom_code_html" id="24549"}

I en mindre tysk Rhinhavn kommer jeg om bord på en 110 meter lang pram, som er på vej med stålskrot til Rotterdam ved flodens udmunding i Nordsøen. På båden arbejder den unge hollandske sømand Thomas Mitura. Han viser mig kaptajnens hus bagerst på skibet, hvor der står en bil på taget. Indenfor er der blomster i vindueskarmene og plads til en familie med tre børn. Kaptajnens slægt har sejlet på Rhinen i 150 år, fortæller Mitura.

Hans egen kahyt ligger foran, og vi sætter os ind.

»Jeg har sejlet på Rhinen i syv år. Jeg kan godt lide at være på farten. Der er altid nye byer og bifloder og kanaler. Jeg er aldrig mere end to dage det samme sted. Det meste af tiden sejler vi og er altid i bevægelse,« siger han.

Mitura får mest i løn, når der er lavvande og svære navigationsforhold. Så betaler firmaerne mere. Han fortæller, at han møder mange nationaliteter på floden og i havnene: hollændere, belgiere, tyskere, franskmænd, tjekker, baltere, ukrainere, filippinere.

»De mest besværlige er franskmændene. De vil ikke snakke engelsk. Alle andre kan man nemt snakke med.«

– Føler du dig som en kerneeuropæer, når du rejser på kryds og tværs?

»Sådan vil jeg ikke sige det. Mine forældre er fra Belgien, jeg arbejder på et hollandsk skib, jeg sejler i Frankrig, Tyskland og andre lande. Om få dage er jeg i Rotterdam. Jeg hører ikke andre steder hjemme end her på skibet. Mit hjem er Rhinen.«

Læs også Martin Krasniks leder: »Europas valg«

Læs også Morten Beiters reportage fra Matteo Salvinis højrefløjstræf i Milano: »Plads til begejstring«

De digitale gadehjørner