SINJAR/KOCHO/DOHUK, IRAK – »Jeg kan ikke holde ud at være her længere…« Stemmen i telefonen er spinkel, lavmælt og tryglende. »Hvor kommer de og henter mig?« spørger hun.

»Gå 15 meter forbi hovedindgangen til moskéen. Vær forsigtig, og kom til den aftalte tid. Mine folk vil være der mellem ni og ti.«

Hassan Suleiman Ismael holder mobiltelefonen tæt op til ansigtet og giver korte beskeder på kurdisk. Han er tidligere lærer, men er nu blevet menneskesmugler. Eller redningsmand.

Efter massakren på yazidier i Nordirak i sommeren 2014 blev over 6000 kvinder og børn taget som »krigsbytte« af IS og solgt som slaver. Halvdelen er stadig i fangenskab. Det gælder også kvinden i telefonen. I over fire år har hun været sabaya, det vil sige sexslave, i IS-kontrollerede områder i Syrien.

»Hvor meget skal I betale? Hvor får I pengene fra?« spørger hun.

»Det skal du ikke tænke på. Bare kom til den aftale tid,« siger han.

»Han slår mig ihjel!«

»Du skal ikke være bange. Du kommer hen til bilen, kører med os, og derefter ser du ham aldrig mere,« beroliger han.

»Døren er låst. Hvordan kommer jeg ud?«

»Døren er ikke låst for os. Vi skal nok få den op. Bare vær sød at være der til den aftalte tid!«

»Må jeg tage mine ting med?« spørger hun.

»Hvis du vil have noget med, så fortæl mig, hvad det er.«

Så bliver der pludselig stille, Ismael stikker telefonen i lommen og rejser sig for at gå. Han er nobelfredsprismodtageren Nadia Murads svoger og styrer sin operation fra byen Sinuni tæt ved den syriske grænse. Næste morgen skal hans netværk af smuglere i IS-kontrollerede områder i Syrien forsøge at befri pigen.

»Det er en farlig operation, og det vil koste mindst 10.000 dollar at få hende ud. Pengene går direkte til mine folk. Både pigen og mine medhjælpere risikerer at blive dræbt undervejs. De er ikke i sikkerhed, før de har krydset grænsen til Kurdistan,« siger han.

– Hvad ved du om hende?

»Hun er 19 år og hedder Leyla. Hun har en søster, der hedder Hannah. Det er alt, hvad jeg behøver at vide.«

Folkemord

Angrebet var lige så godt forberedt, som det var grusomt. Den 3. august 2014 stormede IS ind over de flade sletter ved foden af Sinjar-bjerget i Nordirak, det religiøse yazidi-mindretals hjemland. Terrorgruppens afdeling for »forskning og fatwa« havde bekendtgjort, at yazidierne var hedninger og afgudsdyrkere, og at de derfor kunne udslettes. Landsby efter landsby blev tømt, og helligdomme raseret. Alle, der nægtede at konvertere, blev skudt og lagt i massegrave, nogle af dem halshugget eller brændt levende.

14-årige Leyla, hendes tre søskende og forældre var blandt de tusinder af panikslagne familier, der flygtede mod Sinjar-bjerget på denne dag. I århundreder har denne bjergkæde, der rejser sig stejlt fra Nineveh-sletten, været yazidiernes sidste skanse mod de magter, der har forsøgt at fordrive eller udrydde dem.

Der var ingen tid at spilde, men hvert femte minut måtte Leylas mor gøre holdt for at hvile, og familien sakkede bagud i forhold til de andre, der løb eller kørte ud til bjerget i overfyldte biler. Til sidst blev de indhentet af en af IS-patruljerne, som jagtede flygtende yazidier.

Unge blev skilt fra gamle. Kvinder fra mænd. Leyla og den tiårige søster Hannah blev tvunget op på ladet af en pickup og kørt til Badoush-fængslet i Mosul. I fængslet var der en kvindelig gynækolog, hvis eneste opgave var at skille gifte yazidi-kvinder fra jomfruer.

{embedded type="node/node_image" id="16593" width="half_width" align="right"}

Kvinderne blev senere samlet i »Galaxy Hall«, en stor bryllupssal og festsal i det østlige Mosul. Flere tusind kvinder var stuvet sammen på marmorgulvet i hallen, og deres adresser, alder og civilstand blev bogført, mens et korps af IS-kvinder fratog dem deres smykker, guld og mobiltelefoner. Til sidst lå der så meget guld på gulvet, at den store hal fik et gyldent skær, fortæller en af yazidierne.

Nogle af kvinderne blev givet til en højtstående IS-emir, andre blev solgt eller fragtet videre til slavemarkederne ved frontlinjerne. Layla og lillesøsteren Hannah blev sendt til den IS-kontrollerede by Tal Afar og stuvet sammen i et hus med 50 andre piger. En gang i timen kom der en IS-kriger og tog en af pigerne med. Leyla var den første, der blev valgt ud.

Da Leylas lillesøster Hannah blev hentet i opsamlingshuset i Tal Afar, var der kun fem piger tilbage. Alle mellem ti og tolv år gamle.

Efter en måned i koranskole blev Hannah sendt til landsbyen Qasr Maharab og genforenet med sine to brødre. IS brugte byen som opsamlingssted for yazidier, de havde tvunget til at konvertere til islam. Kvinderne blev sat til at vogte får, mændene tvunget i moskéen. Om aftenen gik IS-krigerne på razzia i landsbyen efter ugifte kvinder eller gifte kvinder uden børn. Alle, der forsøgte at flygte, blev tortureret. Andengangsflugtforsøg blev straffet med et skud i hovedet.

Af sine brødre fik Hannah besked på så vidt muligt at holde sig indendørs, aldrig tage brusebad, klippe håret kort og gnide aske og støv i ansigtet.

»Terroristerne vælger altid de smukkeste først,« forklarede hendes brødre.

I foråret 2015 tømte IS landsbyen for yazidier. Det var sidste gang, Hannah så sine to brødre. Søsteren Leylas skæbne lå stadig uden for den tiårige piges fatteevne.

Kidnapningskontoret

»6.417 yazidier blev kidnappet, og vi har bedt USA, EU og de arabiske lande om hjælp. Men det ser ikke ud til, at nogen tager sig af det. Er vi ikke mennesker?«

Den buldrende Hussein al-Qaidi er leder af »kidnapningskontoret« i Dohuk – dets officielle navn er Kurdistan Regional Government’s Prime Minister’s Office for Kidnapped and Rescue Affairs. Kontoret låner pengene til redningsoperationerne og betaler dem tilbage til familierne, når pigerne er bragt i sikkerhed i Kurdistan.

»3.343 er befriet fra fangenskab. Vi giver ikke op, før den sidste er befriet,« siger al-Qaidi. På »kidnapningskontoret« mødes otte til ti mennesker, der arbejder heltids med at befri yazidi-slaver. En af dem er Hussein Suleiman Ismael.

Efter massakren i hjembyen Kocho begyndte han at lede efter sin egen søn og oparbejdede et kontaktnet blandt kurdere i IS-kontrollerede områder og hos cigaretsmuglere, som kendte de sikreste ruter ud af landet. Sønnen har han endnu ikke fundet, men han har reddet et utal af piger og familier.

Nogle kan dog ikke reddes. En af dem er nobelprismodtageren Nadia Murads nevø, Malik. Han var 12 år, da han blev bortført til Syrien.

»Jeg har forsøgt at få ham ud hundrede gange, men han nægter. Han har sendt os billeder af sig selv i IS-uniform, har fået nyt navn og arbejder som mekaniker for IS.«

– Ved han, hvad IS har gjort mod hans familie?

»Ja. Men han er hjernevasket,« siger Ismael.

Nogle dage efter, at vi mødes med Ismael for første gang, ringer han og fortæller, at Leyla stadig er i Syrien.

»Vi mistede kontakten med hende. Hun kom ikke til den aftalte tid. Vi gør et nyt forsøg. Søndag morgen klokken seks.«

Tilbage fra de døde

Politimanden Hezni Murad ved, at en flugthistorie kun kan ende på to måder. Han sidder tilbagelænet på en madras i containerlejligheden i flygtningelejren og betragter sin etårige datter, som kravler rundt på gulvet.

»De sælger stadig yazidi-piger, som om de var får. For prisen på en pakke cigaretter,« siger Hezni Murad, der er politimand og bror til nobelprismodtageren Nadia Murad.

Væggene er tapetseret med pressebilleder af søsteren. I et hjørne hænger et indrammet fotografi af niecerne Kathrine og Nisreen.

Vinteren 2015 fik Hezni Murad besked om, at Kathrine var fange hos en læge, der gik under navnet »dr. Islam«, og at hun havde forsøgt at flygte seks gange. Takket være tålmodighed, lokale smuglere og 10.000 dollar lykkedes det ham at få hende ud af den IS-kontrollerede by Hawija. Da hun skulle krydse grænsen til Kurdistan og friheden, trådte hun på en landmine og døde.

En af de sidste dage under det skånselsløse slag om Mosul i sommeren 2017 ringede Nisreen til Hezni Murad.

»Det er sidste gang, du hører min stemme. Du ved ikke, hvordan det er her; vi bliver beskudt fra alle sider, der er flyangreb hele tiden. Jeg tror ikke, jeg overlever,« sagde hun.

»Jeg protesterede og lovede hende, at vi snart kom til at se hinanden igen. Da krigen var forbi, kom en pige, hun havde været fanget sammen med, og gav mig hendes guldring,« fortæller Hezni Murad.

Hans kone, Jilan, serverer frugt og te. I 30 måneder blev hun tortureret og voldtaget af en IS-kommandant. Hezni Murad måtte bestille et drab for at få hende tilbage.

»Jilan fik fat i en mobil og fortalte, hvor i Mosul og hos hvilken IS-emir hun var fanget. Jeg informerede en kaptajn i hæren. De holdt øje med ham i flere dage. En dag han var ude at køre alene, bombede de bilen og dræbte ham. Da jeg så Jilan igen, var det, som om hun var kommet hjem fra de døde,« siger han.

Nu planlægger familien at udvandre til Australien. »På fire år er ingenting forandret. Hver dag er som den foregående, det er kun navnet på dagene, der forandrer sig,« sukker han.

»Folkemordet er ikke afsluttet. En dag bliver vi igen angrebet af araberne, så bliver min datter taget til fange, og jeg bliver skudt for øjnene af hende. Derfor har vi ingen fremtid her.«

Et sidste minde

Alle har mistet nogen. Og alle leder. 24-årige Abbas Kader Soullo leder efter sin mor.

Sidste gang, han så hende, var i det øjeblik, han skulle henrettes. Lige før skuddene faldt, lige før kroppen med et ryk blev ramt af to projektiler, som splintrede ham, og han styrtede forover og blev liggende livløs mellem sine døde sidemænd.

58 mænd, som havde nægtet at konvertere til islam, lå pludselig på en blodig række i en mark uden for landsbyen Jazira. Kort efter trådte en sortklædt kriger frem og skød dem, der stadig bevægede sig.

Bagefter blev kvinderne ført bort. Men som ved et mirakel vågnede Soullo til bevidsthed, efter at skudsalverne var forstummet, og bødlerne forsvundet. Han var den eneste, der stadig var i live – af de to skud var det ene trængt ind ved skulderbladet, det andet havde strejfet rygraden.

Han kravlede ud af ligbunken og videre hen mod en onkels hus. Her stoppede han sokker i det åbne sår og satte sig til at vente på mørket. Derefter begav han sig ud på den lange, smertefulde vej til bjergene og passerede landsby efter landsby, som var lagt i ruiner. Efter otte timer nåede han frem til bjergene. Her fandt han sin far. Og så begyndte han at lede efter sin mor. I fjor hørte han for første gang, at hun var i live.

»En kvinde, der var kommet hjem fra fangenskab, fortalte, at hun havde været i Raqqa i seks måneder sammen med min mor. De blev spærret inde i en kælder, hvor der aldrig var sol, og fik ikke lov til at gå ud. Det er på den måde, de opbevarer kvinder, der skal sælges videre. Min mor bad kvinden, der flygtede, om at give en offergave til minde om hendes døde søn, når hun kom hjem.

»Hun var vidne til, at jeg blev skudt, og tror stadig, jeg er død,« siger han.

For en måned siden fik Soullo at vide, hvilken by hans mor blev holdt fanget i, og satte en smugler i gang med at få hende fri.

»Vi begyndte at indsamle penge, men så mistede vi kontakten med hende. Hun var blevet solgt videre,« fortæller han.

»Hvis en person fra Vesteuropa bliver kidnappet, bliver himmel og jord sat i bevægelse for at redde vedkommende. Her er over 300 mennesker forsvundet, og ingen leder efter dem«.

I det spartanske telt hænger moderens bønnesjal, det eneste håndgribelige minde, han har om hende.

»Det er som at være svøbt i et ligklæde uden at være død,« siger han om livet i flygtningelejren.

»Om vinteren er der oversvømmelser, om sommeren brande. Vi leder efter en fremtid, men her er vi omringet af fjender. IS er stadig kun 35 kilometer væk fra vores landsby.«

Livstegn

I efteråret 2016 fik familien det første livstegn fra søstrene Leyla og Hannah.

»En shiamuslim ringede og sagde, at de var i samme by, men var ejet af to forskellige mænd. Han kunne sælge dem begge til os for 30.000 dollar. Men vi kunne ikke skaffe pengene,« fortæller søstrenes far, da vi møder ham i Dohuk i Nordirak.

Et år senere opstår et nyt håb. Biavleren Abdullah Shrem er på sporet af Leyla. Shrem er nok den mest beundrede og mest omtalte af smuglerne. Gennem et netværk, der er lige så kompliceret og omfattende som hans bikuber, har han reddet over 300 piger fra IS.

»Vi fik tre dages frist og rejste i flere dage for at låne penge af venner og familie. Til sidst fik vi samlet 18.000 dollar ind og var klar til at få vores datter tilbage,« siger faderen.

Men heller ikke denne gang lykkedes det.

»Vi fik at vide, at den syriske smugler, der skulle redde Leyla, havde taget hende med og solgt hende videre,« siger faderen.

I dag bor resten af familien i en flygtningelejr. Han folder hænderne og ser ned i bordpladen.

»Leyla. Hun var så smuk. Altid blid, talte med alle og blev venner med alle. Nu ved jeg ikke, hvordan hun ser ud …«

Flugten

Den russiske IS-terrorist Abu Azzis havde tre koner. Hver nat sov han i et nyt værelse. To af konerne var fra hans hjemland. Den tredje var købt af en såret fremmedkriger, som planlagde at flygte til Tyrkiet. Det var Leylas lillesøster Hannah.

Omkring sig så Azzis, at det såkaldte kalifat skrumpede ind. I efteråret 2017 var Madan den sidste by, som IS kontrollerede i Raqqa-provinsen. Azzis var blevet såret i kamp, havde økonomiske problemer og bestemte sig for at sælge Hannah tilbage til familien for 13.000 dollars. Hassan Suleiman Ismael fik opgaven med at smugle hende ud.

»Næsten hver dag fik vi nye aftaler, først én adresse, så en anden adresse; vi ventede og ventede, det var gloende hedt, og russeren blev mere og mere nervøs. I en hel måned ventede jeg, uden at der kom nogen for at hente mig,« fortæller Hannah i dag.

{embedded type="node/node_image" id="16594"}

Mens Hannah ventede på at blive befriet, forsvandt Abu Azzis pludselig. De russiske koner var sikre på, at han var stukket af, men nogle dage senere blev han fundet død, flydende i et vandreservoir.

»Jeg var glad for, at han var død, og samtidig blev jeg urolig. Det var ham, der skulle sælge mig tilbage til min familie. Nu blev jeg bange for, at jeg ville blive solgt til anden side,« siger Hannah.

Efter russerens død fik Hannah »enkepension« fra IS på 300 dollar om måneden. Hele tiden havde hun mistanke om, at det var smugleren Hassan Suleiman, der stod bag drabet på russeren.

»Jeg gjorde det ikke selv, men det var mig, der gav ordren. Havde vi ikke dræbt ham, havde vi aldrig fået Hannah fri,« fortæller Ismael i dag.

I november 2017 fik Hannah plads i en bus med IS-krigere og enker på flugt. For »billetten« måtte hendes far betale 7000 dollar til IS-krigerens russiske enker. Da hans yngste datter kom hjem, slagtede han to får og inviterede naboer og venner til fest.

»På en måde var vi lykkelige, for vi havde fået et af vores fire børn tilbage. Men vi kunne ikke skjule sorgen over dem, der ikke var kommet hjem,« siger pigernes far.

Der er stadig ingen spor efter de to sønner. Khasem ville have været 22, Masdal 17.

»Får vi Leyla tilbage, er halvdelen af vores børn på rette plads,« siger han.

Det hellige bjerg

En stillestående tåge lægger sig klamt over teltlejrene på Sinjar-bjerget. I de skæbnesvangre augustdage for fire år siden flygtede over 40.000 op på dette bjerg. I den brændende hede døde børnene af tørst i mødrenes arme, og unge kvinder kastede sig ud fra bjergsiden, da de indså, at de var omringet. Angrebet fra IS regnes for at være det 74. folkemord i den yazidiske minoritets historie.

»Grusomhederne fandt sted ved højlys dag, mens hele verden så på. Der var 12.000 peshmergasoldater (kurdiske styrker, red.) i området, men de trak sig tilbage uden at løsne et skud, så 10.000 mennesker kunne blive massakreret og tusindvis af piger taget som slaver af disse uhyrer,« siger Murad Sheikh Kalu, lederen af shiamilitsen Hashd al-Shaabi i Sinjar.

Efter massakren bad han om våben til 16.000 mand for at kunne forsvare sig mod nye angreb.

»Jeg fik et nej. Regeringen ønsker, at vi skal være svage,« siger han.

{embedded type="node/node_image" id="16596" width="screen_width"}

De, der blev tilbage på bjerget, bor stadig under presenninger. Hovedvejen fra nord er spærret, og hvis fremmede vil til Sinjar, skal de have tilladelse fra den øverstkommanderende for den irakiske hær i Mosul.

Ved bjergets fod findes en af de utallige militære kontrolposter, og her graver PKK-guerillaen huler i bjergsiden for at beskytte sig mod luftangreb. I august i år kom tyrkiske jagerfly ind over området og bombede en kortege med en højtstående leder i PKK-guerillaen. Han var på vej fra en mindehøjtidelighed i Nadia Murads hjemby, Kocho. Højere oppe på bjerget bygger peshmergastyrker fæstninger, der minder om middelalderborge i miniature. På nordsiden vajer flag fra den irakiske hær, irakiske specialstyrker og den iransk-støttede shiamilits Hashd al-Shaabi.

»Sinjar er et komplekst område med grænse til Tyrkiet og Syrien og med adskillige religiøse og etniske grupperinger. Alle vil kontrollere territoriet. Især fordi det er en kendt sag, at terroristerne færdes i disse områder. For to uger siden kom IS helt op til grænsen,« siger Murad Sheikh Kalu.

Da Nadia Murad vendte tilbage til ruinerne af fødebyen Kocho, var det Kalu, der eskorterede hende. »Vi har forsonet os med antallet af døde. Men vi kan ikke acceptere det, som pigerne må gå igennem netop nu,« siger hun.

Dødsmarken

Før massakren begravede yazidierne deres døde med hænderne lagt over kors og kroppen vendt mod øst. På sletterne omkring Sinjar ligger knogler i store bunker og bleges i solen. Ifølge den globale yazidi-organisation Yazda er over 70 massegrave med IS-ofre ikke blevet åbnet, og de overlevende må selv grave deres pårørende op. Den dokumentation, som IS efterlod sig, er ikke samlet ind, og vidner og overlevende er ikke blevet afhørt.

I Hardan, hvor vi stod ved en af landsbyens massegrave, løftede en mand hånden og pegede på en landsby en kilometer derfra.

»Daesh,« sagde han – det arabiske akronym for IS. »De er kommet tilbage. De har bare klippet skægget.«

Yazda og Nadia Murad kæmper for at få dømt IS-medlemmer for folkemord og forbrydelser mod menneskeheden.

»Alle, der havde forbindelse med IS, bør stilles for retten, et dask over hænderne er ikke nok. De ved, hvem det drejer sig om, de kender deres navne, de har set videoer, hvor de skriger ’død over yazidierne’. Nu er de samme mennesker tilbage i landsbyerne omkring Sinjar. Der bliver aldrig nogen forsoning uden retfærdighed,« siger Haider Elias i Yazda.

Yazidiernes hovedstad, Sinjar, ligger mere eller mindre i ruiner. 75 procent af den er ødelagt, styrtet sammen, forvandlet til brokker og støv. Sådan har byen ligget i over fire år. Den eneste lyd kommer fra et par mænd, der leder efter skrotmetal i murbrokkerne, hvor der også stadig ligger bomber.

– Er der flyttet nogen tilbage?

»Du behøver ikke at spørge. Bare se dig om. Det kommer aldrig til at ske,« siger en af mændene i ruinerne.

Halvdelen af yazidierne i Irak, 240.000 mennesker, lever stadig i lejre. Siden folkemordet er mellem 40.000 og 50.000 udvandret. Mange har fulgt smuglerruterne til Grækenland, Tyskland, Sverige og Holland.

Templet

Hannah er barbenet og klædt i en traditionel hvid kjole, da hun går op til Shekhan-dalen og videre til Lalish – yazidiernes vigtigste helligdom. Her blev hun døbt, og da hun slap fri for fangenskabet, vendte hun tilbage hertil for at blive døbt på ny. I lighed med alle andre sabayas.

»Jeg har talt i telefon med Leyla. I overmorgen kommer hun ud,« siger hun.

På vej ind i templet kysser hun dørkarmen. I den dunkle tempelgang kaster hun et tørklæde op mod et klippefremspring. Bliver det liggende, får hun ifølge legenden opfyldt et ønske. I tredje og sidste forsøg lykkes det.

– Hvad ønskede du?«

»At Leyla og mine brødre kommer tilbage. Og at alle andre slaver bliver befriet,« siger hun.

{embedded type="node/bondquotes" id="16597"}

Dagen før havde hun kort og skitseagtigt – og med en stemme, der var helt uberørt – fortalt om mændene, der holdt hende fanget. Den første, irakeren Taizir, var den, hun hadede allermest, selv om han solgte hende videre efter kun 12 dage. Den næste mishandlede hende, hver gang han havde skændtes med sin kone. Da han døde i en bilulykke, blev hun solgt videre til en sadistisk 23-årig, krigsskadet og barnløs IS-kriger, som tvang hende til at slide og slæbe fra tidlig morgen til sen aften.

– Hvad synes du kunne være en passende straf for disse mænd?

»At jeg fik lov til at dræbe dem med min egne hænder,« svarer den 15-årige pige.

Dødeligt dilemma

Man ser altid Haider Elias i skyggen af Nadia Murad. Han er grundlægger af Yazda og en af nobelprismodtagerens nærmeste medarbejdere. Det var ham, der hjalp hende frem i offentligheden, planlagde hendes rejser og finpudsede hendes taler.

»Antallet af piger, der reddes, er gået drastisk ned,« siger han. »Nogle af dem har været gift med forskellige IS-krigere, har været længe væk og tror efterhånden, at det er for sent at vende hjem. I over fire år har de fået indskærpet, at de bliver dræbt af deres egne, hvis de kommer hjem.«

Og så er der familier, som ikke har råd til at betale, tilføjer han. »De bliver afkrævet 20.000 dollar, men kan ikke engang skaffe 500. Måske er flere familiemedlemmer i fangenskab. Hvem skal de hjælpe? En, to eller tre? Spørgsmålet bliver til sidst så vanskeligt, at de giver op. Mange er solgt videre utallige gange og har fået børn. Pludselig er de stillet over for spørgsmålet: ’Skal jeg flygte og lade børnene, som er det eneste værdifulde, jeg har, i stikken?’ For nogles vedkommende er faderen faldet i krigen, og de kan lettere flygte med børnene. Men de ved, at familien ikke vil acceptere et barn med en IS-kriger som far. Det er et dilemma, der næsten tager livet af dem,« fortæller Elias.

Desperate IS-krigere

For nylig bombede koalitionen anført af USA en række mål i området ved østbredden af Eufrat, hvor IS kontrollerer omkring 450 kvadratkilometer og adskillige landsbyer. Mindst 40 IS-krigere og et ukendt antal civile blev dræbt.

Det er her, Leyla befinder sig.

»De fleste af pigerne er fanget i dette område. IS-ledere fra Saudi-Arabien, Irak og Rusland er også her. Området er fuld af selvmordsbombere, og fire af vores folk er blevet dræbt her,« siger Mahmoud Singhal.

Sammen med 22-årige Shireen Shivan leder den forhenværende soldat en redningsaktion for yazidi-slaver fra et lille kontor i byen Sinuni. Ifølge organisationen Yazda er stadig flere IS-krigere nu så desperate, at de sælger yazidi-piger for at skaffe penge til flugten fra IS.

Mens vi sidder på smuglerparrets kontor i Sinuni, ringer en af IS-spidserne til Mahmoud Singhal.

»Det er en af lederne af IS i Syrien. Han opererer fra Tyrkiet,« forklarer Singhal. Samtalen varer nogle minutter og handler om en pige, der skal købes fri for 13.000 dollar.

»Vi var sammen i militæret, helt indtil han sluttede sig til IS. Lad os kalde ham Abu Mohammed. Han tjener store penge på at sælge yazidi-slaver. En del af fortjenesten går ind i IS-systemet,« siger Singhal.

– Hvordan fordeles pengene?

»Abu Mohammed får 3500 dollar, og hans assistent tager 9500 med til det sted, hvor pigen befinder sig. Jeg ved ikke, hvordan pengene fordeles derefter, og hvor mange i IS, der bliver betalt. Men alle får en andel.«

»Ingen andre arbejder som os. Vi rejser til steder, andre ikke vil røre, selv om de fik en million dollar,« siger han.

Nogle dage senere er Singhal i telefonen igen. »Mine venner kan få Leyla ud,« meddeler han.

De fortabte børn

»Når piger med børn kommer frem til grænsen og pludselig er frie, hænder det, at de efterlader ungerne i vejkanten og siger, at de ikke vil have dem. Nogle tager dem med til Kurdistan og afleverer dem på et børnehjem,« siger Mahmoud Singhal. Andre smuglere fortæller, at disse »IS-børn« bliver overladt til PKK-guerillaen, som kontrollerer en del af grænseområdet til Irak.

22-årige Hayam tog et »IS-barn« med til flygtningelejren uden for Dohuk. I lighed med de fleste andre, der er kommet ud af IS-fangenskab, er hun stærkt traumatiseret, og en læge er til stede, mens hun fortæller. Da Hayam går i stå i sin egen historie, fortsætter hendes mor.

{embedded type="node/node_image" id="16595"}

»Visse yazidier ville have dræbt barnet. Men det er jo ikke barnets skyld – barnet er uskyldigt. Men vi kan ikke kæmpe imod samfundet. Da hun gav barnet fra sig, mistede hun halvdelen af sig selv,« siger hendes mor.

Hemmeligheden

Solen er ved at forsvinde bag det hellige bjerg, Nadia Murads søster laver aftensmad, og på terrassen spiller børnene krigsspil på mobilen. Hassan Suleiman Ismael taler med smugleren, der skal hente Leyla ud. Der er gået to uger, siden han for første gang forsøgte at få hende fri. Hver gang er det mislykkedes. I morgen skal de prøve en gang til.

»Hun sendte mig billederne af den mand, der holder hende fanget, og spurgte, om jeg kunne dræbe ham, før jeg hentede hende,« siger han.

Skikkelsen på fotoet er mager med et aflangt, smalt ansigt, dybe øjenhuler og et sørgeligt skæg, der vokser nederst på hagen. Han har et arabisk tørklæde om hovedet, er klædt i sandfarvet camouflageuniform og er formodentlig midt i 30rne.

»Når Leyla er kommet ud, vil jeg oplyse det amerikanske efterretningsvæsen om, hvor han befinder sig. Så kan koalitionsstyrkerne tage sig af ham,« siger han.

Når befriede yazidi-piger kommer over grænsen til Irak, bliver de modtaget af koalitionsstyrkernes efterretningstjenester, inden de får lov til at rejse hjem. De ligger inde med værdifuld information om IS-krigernes rutiner og bevægelser.

»Der er en grund til, at Leyla ikke dukker op, når vi skal hente hende. Der er noget, hun ikke har fortalt,« siger Ismael.

Hjembyen

Hassan Suleiman Ismaels håndskrift er stadig synlig på tavlen i landsbyskolen i Kocho. Væggen bag tavlen er plettet af størknet blod.

Den 14. august 2014 beordrede IS samtlige indbyggere i Kocho til at samle sig på skolen. Beboerne i den fredelige by troede, at de ville få frit lejde op på bjerget. I stedet blev mændene jaget ud på havremarkerne rundt om byen og henrettet. Blandt de kvinder, der blev transporteret væk og solgt som sabayas, var Nadia Murad.

»Jeg var hendes lærer i ni år. Hun var dygtig og talte uafbrudt, så jeg var sikker på, at hun ville blive advokat,« siger han.

Hassan Suleiman Ismael var den eneste af de ansatte på skolen, der overlevede. Nu hænger fotografierne af dem, der er væk, i skolens store sal. Nadia Murads seks brødre, hendes mor, der blev slagtet sammen med 77 andre kvinder, og de 13 unge drenge, som IS-krigerne undersøgte for hår under armene, før de blev kørt væk. Og som ingen ved, hvad der er sket med. 477 blev dræbt, 656 er stadig savnede.

Ismael standser foran et af billederne og tager sig til panden. Det forestiller en treårig yazidi-pige, som hænger i en løkke med brækket nakke og en stribe blod sivende ud af mundvigen.

»Hun blev kidnappet sammen med moderen og ført til Syrien. Hun græd hele tiden, så de hængte hende,« siger han, hvorefter han går ud på trappen og bliver stående stille og spejder ud over den øde by.

De grå stenhuse står tomme, de langstrakte hvedemarker ligger brak. Ingen kommer til at vende tilbage til skolen i Kocho, og nu bliver den snart museum og mindesmærke.

Den tidligere lærer fisker telefonen frem og sender en sms til Leyla på kurdisk, et sprog, som den IS-kriger, der holder hende fanget, ikke forstår.

»Hver eneste dag har vi en ny aftale, men du kommer ikke. Jeg har hjulpet så mange med at flygte, og ingen af dem er blevet pågrebet. Det kommer heller ikke til at ske for dig,« skriver han.

Han får ikke svar.

»Kan du se banneret, der hænger henne ved indgangen?« spørger han.

»Kocho – symbolet på katastrofen i Sinjar« står der på banneret. Under teksten er der et fotografi af tre børn i en åben grav. De ligger tæt ved siden af hinanden med lukkede øjne og indsvøbt i hvide lagner.

Børnenes forældre var blandt dem, der blev gennet ind på skolen i Kocho den skæbnesvangre dag. Faderen blev henrettet, moderen og børnene transporteret til Syrien, hvor de blev solgt for 150 dollar til en sygehusdirektør i Aleppo-provinsen.

Efter at den 14-årige datter blev solgt videre, bestemte moderen sig for at flygte med sine fire andre børn. På vejen blev hun angivet og sendt tilbage til IS-lægen. Straffen for flugtforsøget var nådesløs. Moderen blev bundet til en seng og tortureret. Bagefter gav lægen de tre yngste børn gift og lod dem dø en smertefuld død for øjnene af moderen. Til sidst begravede han dem i haven.

»Det kan forklare, hvorfor Leyla ikke tør flygte,« siger Ismael. »Når jeg taler med hende, hører jeg af og til et barn græde i baggrunden.«

Leylas og Hannahs navne er ændrede af hensyn til deres sikkerhed.

Oversat af Claus Bech.
Artiklen blev først bragt i den norske avis Dagens Næringsliv.

De digitale gadehjørner