NÅR historikere fremover skal skrive om sociale bevægelser i første del af det 21. århundrede, vil opmærksomheden hurtigt falde på #MeToo-fænomenet. Det er et år siden, historien om filmproduceren Harvey Weinstein greb om sig på sociale medier og fik en lavine til at rulle. Weinstein faldt i en byge af anklager om seksuelle overgreb og magtmisbrug. Siden fulgte beskyldninger mod mere eller mindre berømte mænd – for voldtægt, fysiske overgreb og alle mulige former for seksuel chikane. Med store konsekvenser for mange af dem. Derfor er #MeToo blevet omtalt som den største omvæltning i forholdet mellem kønnene siden kvindernes stemmeret for 100 år siden. Men er det faktisk sådan?
Alle fornuftige folk vil byde øget opmærksomhed på seksuelle overgreb velkommen. Selvfølgelig! Det burde stå klart for enhver, at rystende mange kvinder oplever grænseoverskridende seksuelle og fysiske overgreb, og at det ofte har at gøre med ulige magtforhold. Det er også soleklart, at der mange steder har været en kultur, hvor mænd har kunnet slippe af sted med det. Det er godt at ansvarliggøre mennesker for deres handlinger.
ER #MeToo i den forstand indlysende positivt, kan man sige, at fænomenet slet ikke er gået langt nok: I det store hele er det forblevet en sag for relativt veluddannede vestlige kvinder og brancher med høj status. De kvinder, der har mest brug for opmærksomhed, er ikke rigtig kommet med på vognen. Mange muslimske kvinder i både Europa og Mellemøsten er i uhyrlig grad ofre for seksuelle overgreb, og det har næsten været helt uden for skiven i #MeToo-debatten. Næsten lige så sparsom opmærksomhed har været rettet mod kvinder med lav social status og dårlige job i vestlige lande. Det er ikke så spændende, når en hvid, midaldrende kvinde, der gør rent på et hotel, chikaneres af en mandlig overordnet, eller når en muslimsk teenager udsættes for social kontrol. Men når det gælder sex, køn og magtmisbrug er helt klart dér, problemet er størst.
OFRE for seksuelle overgreb i alle dele af samfundet bør kunne have tillid til, at de bliver hørt, og at det ikke får negative konsekvenser for dem selv at fortælle deres historier. Men måske er grunden til #MeToo-bevægelsens relativt snævre opmærksomhedsfelt, at fænomenet henter sin styrke i en værdi- og kulturkamp, der handler om mere end kvinders ret til at være i fred for overgreb: #MeToo er desværre blevet et våben for kræfter, der forsøger at gøre offeret til hovedpersonen i den politiske kamp.
ER venstrefløjen i disse år ude af stand til at føre økonomisk interessekamp, har den som bekendt fundet ny styrke i identitetspolitikken. Målet er at markere netop de grupper, man kæmper for, som særligt udsatte, som ofre for overgreb og krænkelser, og som derfor kan påberåbe sig særlig beskyttelse. Med religion, race og køn som de afgørende markører kræves almindelige regler og normer i samfundet tilsidesat. Det gælder om at beskytte de mange udsatte grupper – kvinder eller seksuelle og religiøse minoriteter – mod de urimeligheder og ubehageligheder, der følger af at leve i et samfund med andre mennesker. Det er en pervertering af den klassiske æreskultur, hvor man straks skal reagere på utilsigtede fornærmelser mod ens egen gruppe.
INGEN kan længere negligere denne tendens, som nu også har ramt danske universiteter. Det skyldes, at den politiske kamp gøres til et opgør mellem de stærke og de svage, de gode og de onde. Engang sagde man »et forfulgt folk har altid ret« – nu lyder det »en krænket person har altid ret«. Den meget nedtrykkende sag om Højesteretsdommer Brett Kavanaugh handlede til syvende og sidst om, hvem man troede mest på: Kavanaugh eller kvinden, der anklagede ham. Skidt med om det kunne bevises eller i det mindste sandsynliggøres, nej, det afgørende var, om man troede på den forurettede. Kavanaugh svarede åbenlyst dårligt for sig og udstillede sin inkompetence, men den præcedens, sagen sætter, er værre end udnævnelsen af Kavanaugh til Højesteret: Taber man en politisk kamp efter alle gældende spilleregler, kan man altid prøve at omgøre resultatet ved folkedomstolen. Det er ikke en udvikling, man bør efterstræbe.
Ligeværdige borgere er ikke ofre. Men da #MeToo alt for ofte tager udgangspunkt i kvindens status som offer for maskulin overmagt, har det ellers så positive fænomen desværre fået karakter af moralsk panik, ja, nærmest en revolutionær feber, hvor retfærdig harme sætter principper om retssikkerhed og sund fornuft ud af spillet. Man kan indvende, at dét er vilkårene i en tid, hvor sociale normer forandrer sig hastigt, men denne feber truer desværre med at få hele fænomenet til at brænde ud.
BORGERE er i et demokratisk retssamfund ligestillede individer, hvor man ikke tager hensyn til køn, klasse, race eller religion. #MeToo er desværre endt på den ene side af en politisk kamp, der truer dette historiske gode. Alvoren understreges af, at fænomenet spejles på den modsatte fløj, hvor Donald Trump og hans støtter ligeledes ser sig selv som ofre: den hvide mand – undertrykt og presset af kvinder og minoriteter. Trump forsvarede Brett Kavanaugh på netop dén måde: Han var et uskyldigt offer for en venstreorienteret elite af kvinder og indvandrere. Det er helt igennem sørgeligt (men har sin egen logik), at #MeToo efter blot et år endte i et opgør om USAs Højesteret; den øverste garant for borgernes status som frie, ligeværdige individer. kras
