Ellen Andersen sad på Hotel Fredensborg i Rønne og hørte et foredrag, da hun pludselig genkendte sig selv. Et ukendt ord blev sagt, »kulturkristen«, og hun fik et navn, der passede til hende.

»Vi kiggede på hinanden, os der sad der. Det er jo her, vi hører til, sådan som vi er! Det var ligesom, det blev lovliggjort, det vi var. At vi brugte kirken på en anden måde, end de mere kristne gør.«

Ellen Andersen holder af »alt det udenom« – kirkebygningen og kirkegården, fællesskabet, den ro, der falder over hende til gudstjeneste, samtalerne med de andre, hjælpsomheden. Kirken kan og gør noget for folk, siger hun. Også uden »den store hellighed«. Hendes grænse går ved nadveren. Hun bliver siddende, når de andre går til alters om søndagen, vil hellere høre præsten fortælle en god historie, gerne hægtet op på hverdagen.

»Vi har desværre haft meget sygdom i vores familie. Jeg er ikke gået op i vores kirke og har lagt mig ned foran alteret og bedt, men når jeg har siddet til gudstjeneste, flakket lidt væk fra prædiken og tabt tråden, har jeg tænkt, åh, kære Gud, hvorfor skal vi nu igennem alt det her igen. Jeg tror på, at der er et eller andet derude. Mere mellem himmel og jord. Jeg kan ikke forklare, hvad det er.«

De kulturkristne er blevet skældt ud, drillet, hånet og ironiseret over, siden de blev peget ud som andenrangskristne engang i 1980erne. Et yndlingsoffer simpelthen. Men vandene er ved at lægge sig, ubehaget ved at opdele folk i rigtige og forkerte kristne stiger, så måske er opsplitningen i A- og B-hold slut. En kirke, som stille og roligt mister medlemmer, åbner armene for den brede kategori af mennesker, der enten er minimalt, moderat eller slet ikke troende, men gerne vil være med alligevel.

»De kulturkristne skal have deres store ros for, at de ikke deserterer,« siger sognepræsten Poul Joachim Stender, en uforfærdet og pågående debattør, men helt uden trang til at lange ud efter den store gruppe, som er medlemmer af folkekirken uden at komme der. I samme åndedrag får han sagt, hvad der rammer de mennesker, der faktisk deserterer: »Når man melder sig ud af folkekirken, opgiver man sin kulturelle baggrund.«

Selv ateisterne har travlt med de kulturkristnes paradoksale forhold til kirken. I Ateistisk Selskabs kampagne for udmeldelse skelner de mellem passive og aktive kristne og mener, at kristendommen kun kommer til udtryk, hvis man går i kirke om søndagen. Gør man ikke det, bør man melde sig ud.

»Skal man også jævnligt bekræfte, at man kan lide demokratiet, selvom man ikke stemmer til valgene?« spørger Stender. »Alternativet er værre, for hvis man ikke er kulturkristen, hvad er man så? Så melder man sig ud, og til sidst er Danmark ikke længere et kristent land.«

I begyndelsen så kritikere de kulturkristnes brug af Gud og kirken som præget af en slående mangel på nødvendighed. De var forkerte, andenrangs, kristne light, discount-kristne. Og dyrkede en overfladisk koncert- og juleaftenskristendom. Hos dem endte Jesus som socialdemokrat i Jerusalem, et tiltalende væsen med flere fortrin og et udmærket forbillede, når alt det hellige bortretoucheres. Gud uden guddommelighed.

Kun en slags kristne

Hvert tredje medlem af folkekirken tror ikke på Gud, og nogenlunde lige så mange, eller få, tror på et liv efter døden. Omformuleret betyder det, at danskerne er glade for kirken og den kristne kulturarv, men tilbageholdende over for Gud.

Da begrebet næsten lige var navngivet, forklarede lektor i idéhistorie Jens Erik Kristensen trængslen ved julegudstjenesten i 1999 med, at dette »publikum af brugerbevidste kulturkristne« kom for at få et stænk af religion og alvor, så de undgik, at »hele juleræset bliver ren candyfloss«.

Så nyt og så ophidsende anderledes var det, at en læserbrevsskribent i Politiken i 1995 bad alle involverede parter – politikere, debattører, præster – om i fremtiden at konkretisere, hvilken kristendom de tænkte på, kulturkristendom eller kirkekristendom:

»Kirkekristne er som bekendt de flittige kirkegængere, der er med til at fastholde de ortodokse præster i den dogmatiske kristne lære om, at Jesus døde på korset for at frelse de døbte troende. Kulturkristne er de frisindede præster og 90 procent af kirkens medlemmer – de medlemmer, der også kaldes 4.-hjuls kristne.«

Ironien er ikke helt forsvundet, de slipper stadig for let, synes nogle, skøjter af sted på overfladen og er dybt selvoptagede:

»Den gængse kulturkristne eller minimalkristne dansker kommer vel i bedste fald i kirken i forbindelse med dåb, konfirmation, ægteskab og begravelse. Det er fire gange, hvor han selv er i centrum,« skriver kommentator og redaktør Christian Egander Skov, cand.mag. i historie og religionsvidenskab, i Kristeligt Dagblad.

Fra det mobbede flertal lyder en høj og klar protest:

»Hvad fanden er der egentlig i vejen med at være kulturkristen? Hvorfor er det ikke OK, at vi er nogle, der synes, det er super fedt, at vi er holdt op med at tage hvert eneste ord i bibelen for gode varer, og er glade for det værdifællesskab, som man kan tage med fra kristendommen?« spurgte kommunikationsrådgiver Anna Thygesen i en julekommentar, 2017.

»For det er klart, at det er megafedt at købe et spirituelt retreat i Indien til 20.000 kr., hvor man sidder og chanter på bedste hinduistiske vis, mens man åbenbart er helt til grin, hvis man kun går i kirke til jul og lader sine børn døbe og konfirmere.«

De kulturkristne findes alle andre steder i Europa som »kristne af navn«, »sociologiske kristne«, »kirkefjerne«, »marginale kristne«, »kirkelige på kanten«.

»Begrebet er i sig selv dybt kontroversielt. Selv bruger jeg det aldrig og tager afstand fra det på samme måde, som jeg for eksempel heller ikke bruger ordet ’neger’ eller ’homo’,« siger Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, lektor i dogmatik på Københavns Universitet.

»I missionsteologien blev kulturkristne sat over for egentlige kristne, de ægte kristne. Som studerende tog jeg et kursus, der hed ’Mission blandt kulturkristne’. Dengang arbejdede jeg i en kirke, som en dag fik besøg af Kathrine Lilleør. Hun spurgte til mit studium, og jeg fortalte om dette kursus. Hun svarede: ’Nå, så du mener, at der er sølvkristne og guldkristne.’ Siden har jeg ikke brugt den distinktion, for det mener jeg netop ikke, der er. Der findes kun en slags kristne. Det betyder ikke, at man ikke kan diskutere udviklingen i den danske folkekirke.«

Sludder!

Poul Joachim Stender siger det samme: »Det er en sympatisk gruppe, der kan se, at kristendommen er grundlaget for det danske samfund. De har fundet ud af, at vi har et kors i flaget, kristne helligdage, kristent fundament, og at det ikke kun er Socialdemokratiet, som har skabt det danske samfund, men kirken og beretningen om den barmhjertige samaritaner. At vi skal hjælpe den, der bliver overfaldet.«

– Den Danske Ordbog definerer de kulturkristne som ikke-troende og ikke-praktiserende kristne?

»Sludder! Kirken giver dem samme trygge fornemmelse som et godt hospital. Man vil gerne have det i nærheden. Det lyder måske underligt, men jeg ville kalde kulturkristendom den lille mands tro, som har eksisteret i mange hundrede år: Man er glad for kirken, kommer der nogle gange og støtter den, når man har mulighed for det. En af farerne er selvfølgelig, at troen går hen og bliver psyke og pussenusseri, hvis man ikke også får sagt noget om pligter i livet en gang imellem.«

– Ender kirken som et smukt festlokale?

»Jo, jo. Men når de er her, kan vi påvirke dem med musik og sige nogle sande ord om vorherre og livet. Den mulighed får vi ikke kun ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse, men også under babysalmesang, spaghettigudstjeneste, drop-in-dåb, drop-in-bryllup og gospelkoncerter.«

Ifølge Stender passer de kulturkristne fint ind i en religion, der ikke er »så fanatisk«, og en bred, rummelig kirke med plads til en masse forskellige mennesker.

{embedded type="node/bondquotes" id="23613"}

Fra sin gård på Ærø ser teologen Viggo Mortensen, professor emeritus, ud over havet. I telefonen siger han, at de allerfleste af dem, der kalder sig kristne i Danmark, er kulturkristne. Det er dem, der bliver stående i folkekirken uden at bruge den, men føler, at det er godt, den findes.

»Man bliver jo medlem ved dåb, og på den måde kommer den store del så at sige ind i kirken ubevidst. Man behandler kirken lidt som en forsikringsanstalt og håber ikke, der sker noget, men hvis der gør, er det rart at have den i baghånden. Og det betaler vi gerne 3.000-4.000 om året for.«

Hans pointe er, at kristendommen er blevet kultur, men en kultur kan formes i mange retninger.

»For at holde troen frisk, så den ikke ender som et fuldstændigt udvendigt ritual, må folk mødes med kernen i kristendommen. Hvis vi ikke en gang imellem hører det, breder der sig en alt for stor tilfredshed.«

Han tænker på det radikale krav om næstekærlighed. Om at give afkald. Om at sætte en anden før sig selv.

»Det kan vi jo ikke. Det er derfor, vi svigter, og derfor vi har et tilgivelsesbehov, formidlet først og fremmest gennem nadveren.«

Problemet opstår, hvis den mindre gruppe, der går i kirke og bærer den, til sidst tørrer helt ud. Mindretallet er en slags stedfortrædere for flertallet, som sjældent eller aldrig går i kirke. Den britiske sociologiprofessor Grace Davies kalder det vicarious religion, religion per vikar.

»Der skal være nogle, der inkarnerer kristendommen og står ved den,« siger Viggo Mortensen.

Begrebet kulturkristendom er aktuelt af to grunde. Dels en aggressiv kampagne fra ateister for udmeldelse, dels at islam er landet som en stærk, ny religion i et land, hvor der hidtil kun har været én. Begge dele skærper tingene.

»Hvis man vil de kulturkristne til livs, skal man bare ændre Grundloven og gøre kirken til en kirke blandt mange andre. Så bliver man en forening med behov for en skarp profil og meninger om det ene og det andet. Hvor mange ville melde sig ind igen, hvis de skulle? Cirka halvdelen, viser undersøgelser. Altså ville folkekirken miste halvdelen af sine medlemmer.«

Konservativt festlokale

På en liste over ti danske værdier, offentliggjort i december 2016 af daværende kulturminister Bertel Haarder som Danmarkskanon, står »den kristne kulturarv« side om side med hygge, frisind, ligestilling og velfærdssamfundet.

Andreas Weidinger er ung, konservativt medlem af kommunalbestyrelsen i Gentofte og selverklæret kulturkristen, for han tror ikke på Gud, men identificerer sig med traditioner udsprunget af kristendommen i Danmark. Plus historien, bygningen, æstetikken. Hele den retning, kirken har skabt for mange mennesker. Han er døbt, konfirmeret og vil også giftes i kirken.

– Kunne man ikke finde et andet dejligt sted, hvor Gud ikke er involveret?

»Jeg er ikke stødt på det endnu. Jeg kan lide, at man på tværs af generationer har samme traditioner. Kirken giver anledning til at være sammen med sin familie, den åbner en dør til nogle minder, som skaber sammenhæng i ens livshistorie,« siger han og uddyber. »Det er et godt rum at tænke i. Over sig selv og andre, og hvorfor man egentlig er der. Det er lidt sært, men kirken og dens traditioner ændrer sig jo ikke, fordi jeg sidder dér og ikke tænker på Gud.«

Han spørger retorisk: »Hvad er det vigtigste for en præst? At jeg i mit hjerte tror på en guddommelig skaber, eller om jeg går hjem og prøver at efterleve de kristne budskaber?«

Han kan godt se, at nogle skal tro på Gud, i hvert fald præsterne, ellers bliver det falsk.

»De troende har brug for de kulturkristne, men også omvendt. Vi har brug for dem. De kirkelige traditioner er jo bygget op om et religiøst indhold, det giver ekstra værdi til den historie, præsten fortæller.«

Ifølge Weidinger er kirkens centrale rolle ikke længere at læse teksten og lovprise Gud, men at skabe rum og ramme for de faste velkendte traditioner.

»Altså ikke udbrede det religiøse ord, fordi det er religiøst, men fordi det er ord og fortællinger, der udtrykker og fastholder vores værdier.«

– Et konservativt festlokale?

»Heldigvis er der andre end bare konservative i rummet,« siger han med et grin. »Kirken er meget bredt forankret.«

Og det har han ret i. Præsten er typisk en kvindelig SF’er, og de flittigste kirkegængere stemmer Venstre.

Anders Fogh Rasmussen karakteriserer sig selv som kulturkristen. Socialdemokratiets kulturordfører Mogens Jensen, muligvis landets næste kirkeminister, kalder sig grundtvigsk kulturkristen. Naser Khader betegner sig som kulturkristen muslim.

En kvinde som pensioneret sygehjælper Ellen Andersen fra Bornholm er ikke gennemsnitlig kulturkristen, for modsat flertallet af folkekirkens medlemmer kommer hun ofte i kirken. I de sidste knap syv år har hun været formand for menighedsrådet i Nylars Kirke, en af øens fire rundkirker.

»For mig betyder det kulturkristne, at der skal være plads til alle, uanset hvad de tror på. Bornholm er jo et lidt underligt sted med enormt mange forskellige trosretninger – Jehovas Vidner, Indre Mission, Ydre Mission, baptister og frikirker. Alle er velkomne i kirken.«

{embedded type="node/bondquotes" id="23612"}

Sognepræst Marie Høgh får kristendommen til at lyde lidt som Socialdemokratiet, når hun siger:

»Et eller andet sted er vi alle kulturkristne, for kristendommen er indtegnet i vores arv, kulturelt og åndeligt. Vores basis og fælles identitet. Jeg tror, panikken over de kulturkristne har lagt sig lidt. Måske er der mest hysteri på Pastoralseminariet, hvor teologer bliver til præster. Dér taler man meget om, hvordan vi får slæbt folk ind i kirken.«

Og så kommer det: »Jeg elsker begrebet meget højt. I virkeligheden har de kulturkristne en tro og en blufærdighed omkring den. De tror, at der er en Gud, der elsker os, og at der er noget, der er større end dem selv. I det ligger en stor rigdom og selverkendelse. Dels en frisættelse, dels en ydmyghed. At vi ikke selv skal skabe vores identitet, men er givet noget på forhånd som mennesker. Det er min erfaring i kraft af mit arbejde og mine møder med folk, men sådan formulerer de det ikke selv. Jeg udlægger det sådan. Flertallet siger jo, at det er, fordi det er en tradition. Der er bare ingen tvivl om, hvor de går hen, når deres liv er allerbedst eller allerværst: i kirken. Det er ikke en dovenskab, tværtimod, men noget fint. At man ved at kalde det kulturkristendom kan beholde det lidt for sig selv.«

Marie Høgh er opvokset grundtvigiansk med en far, der var præst, og en mor, som var lærer på en efterskole og højskole. Som barn trak hun vejret gennem Højskolesangbogen, men altid med en tilbageholdenhed og et ubehag ved at tale så meget om sin tro. »Man holdt sin kæft og bad sit Fadervor for sig selv. Jeg siger det heller ikke højt i dag, det er grænseoverskridende for mig.«

På Fyn har hun stået med to mennesker til gudstjeneste en juledag. »Men til trods for det blev næsten alle i sognet døbt i kirken, også konfirmeret, gift og til sidst lagt i jorden der. Bekymrede præster må ikke lade det gå ud over de kulturkristne. Folk får jo prædiken og salmesang med, når de er der.«

– Er der ingen krav til medlemmerne?

»Gudskelov er der intet minimumskrav. Vi kan ikke se folk ind i hjertet, og det skal vi heller ikke. Hvad folk har der, kommer ingen andre ved. Alle er velkomne i vores rummelige kirke. Vi bruger ikke trospoliti, den er et stort frirum. Vi skal endelig lade være med at måle og veje folks tro, for det kan få dem til at stikke halen mellem benene. Man skal bare ikke tage fejl af den store loyalitet, der er over for kirken.«

– Hvad går de glip af?

»Af verdens største kærlighedsfortælling, som påsken er. Opstandelsen er Guds store ja til mennesket. Vi skal ikke blive nede i dødens dal, vi får tilgivelse for alt det, vi har været og ikke været i vores liv.«

Videnskabens maskinrum