Sundhedsreform. Overflødige sygehusindlæggelser koster samfundet milliarder af kroner, fordi samarbejdet mellem sygehuse, kommuner og praktiserende læger halter.
Tabt i Bermuda-trekanten
Uhensigtsmæssige indlæggelser« er Sundhedsministeriets betegnelse for patienter, der indskrives på sygehusene, selv om de langtfra alle behøver at komme i en hospitalsseng. Samtidig er de unødvendige indlæggelser en dyr omgang for samfundet. Ifølge en rapport, som Sundhedsministeriet lægger frem i dag, koster de overflødige indlæggelser godt otte milliarder kroner om året, og de lægger beslag på omkring 20 procent af sygehusenes ressourcer.
Hvor mange mennesker, der unødigt indskrives på hospitalet, lader sig ikke afgøre. Men ifølge et svar, som sundhedsminister Ellen Trane Nørby for nylig gav til Folketinget, var der sidste år i alt knap 142.000 tilfælde, hvor ældre medicinske patienter blev indlagt på sygehuset, skønt det måske kunne være undgået. 63.000 blev udskrevet samme dag eller dagen efter indlæggelsen. 40.000 blev genindlagt akut, selv om de var blevet udskrevet som færdigbehandlede fra sygehuset mindre end 30 dage før. Og 38.000 var såkaldt forebyggende indlæggelser; blandt andet på grund af dehydrering, og som kunne være undgået, hvis for eksempel hjemmehjælperen eller personalet på plejecentret havde været mere obs på at få borgeren til at indtage væske.
Del: