I september 2016 stævnede en dansk storvildtsfisker ud fra Bornholm i sin båd, der gled over Østersøen og krængede sig gennem Kattegat med 23 knob. Sammen med sin fiskemakker havde han udset sig et fiskested 20 sømil og 10 grader nord for Grenen i Skagen.

At den blåfinnede tun atter svømmede i hjemligt farvand, havde svirret på rygtebasis i årevis, men det var først i 2015, den bornholmske fisker var begyndt at tro det. Beviset var en video filmet i Skagerrak – han havde genkendt fiskens voldelige jagtsprøjt smadre vandspejlet. Fra da af mærkede han den velkendte drift efter at »fange de skiderikker«. Samme drift, som havde ført ham Jorden rundt som storvildtsfisker, siden han i 1996 langt ude i Atlanten fangede sin første tun – 327 kilo vejede den – der havde rusket ham rundt på dækket i otte timer, oversået hans bagdel med slidsår fra de våde underbukser og efterladt ham ude af stand til at gå ned ad trapper i to dage. Få sømil før de nåede frem til fiskestedet nord for Grenen, brød de første tunfisk havoverfladen og frigjorde sig helt fra vandet.

»Vi troede ikke helt på det,« siger fiskeren.

I dag tror de danske fiskere på tunens genopstandelse, for over de seneste få år er der gjort troværdige observationer i Skagerrak i nord og Øresund i syd. De kommer her fra omkring august til oktober, og stimerne siges at kunne tælle hundredvis af tun.

»Med fare for at lægge sig ud med kirken, svarer det her for havfiskerne til, at Jesus vender tilbage,« siger professor i fiskebiologi ved DTU Aqua Kim Aarestrup, der følger fiskens færden tæt. Tunens tilbagevenden kan meget vel skyldes en vellykket genopretning af silde- og makrelbestandene, som tunen før har søgt til Danmark for at mæske sig i.

Eldorado for storvildtsfiskere

Sidst den blåfinnede tun, det største og mest eftertragtede medlem af tunfamilien, svømmede ud for de danske kyster, gik det ikke stille for sig. Fisken ansporede over en godt 30-årig periode frem til sin forsvinden i 1960erne en legendarisk og mærkværdig epoke i dansk fiskeri, der tryllebandt overklassens og kongehusets excentrikere og vækkede vilde forestillinger om Danmark som et internationalt eldorado for storvildtsfiskere.

Disse »Monstre«, som en dansk pioner udi tunfiskeri kaldte dem i magasinet Sports-Fiskeren i 1928, henrykker i dag alle fra fiskere over biologer og journalister, til passagererne på Hven-færgen, der i sommer så fuldfede tun boltre sig i Øresund.

Samtidig er tunen i al sin vildskab og sjældenhed uvægerligt ved at blive det samme i de danske farvande, som ulven er på heden i Vestjylland: et politiseret dyr. Udviklingen følges tæt af fiskeriminister Eva Kjer Hansen, som øjner muligheder i den lukrative blåfinnede tun, efter at fiskeriområdet i årevis har døjet med skandalesager om kvotekonger og grove forvaltningsfejl. Ministeren arbejder på at skaffe Danmark en del af den eftertragtede tunkvote, som giver en række EU-lande lov til at fange en mængde tun. Indtil kvoten er sikret, er det strengt ulovligt at fange tun herhjemme.

Derfor var den bornholmske fisker godt i gang med at bryde loven den dag nord for Grenen i september 2016.

»Fristelsen var for stor,« siger han i dag. Skagerrak skummede. Farvandet var som forvandlet. Gigantiske tun sprang omkring båden i dagevis. De jagtende tun fik »et helt tæppe af flygtende hornfisk« til at løfte sig fra havoverfladen. En aften da solen var gået ned, og båden vuggede i vandet, kunne man høre tunfiskene kaste sig rundt derude i mørket.

»Jeg kan ikke sige hvor mange, men vi har set rigtig, rigtig, rigtig mange tun,« husker fiskeren, der ikke ønsker at stå frem med sit navn. Efter fem-feks dage huggede den første tun, men vristede sig fri af krogen. Dagen efter indtraf øjeblikket. Stående med stangen fastspændt til livet kæmpede den aldrende fisker med tunfisken i halvanden time, før monstret opgav. Sammen med sin fiskemakker havde han fanget den første tun med stang og snøre i dansk farvand i mere end 50 år. Den målte over tre meter og var mellem 300 og 450 kilo tung. Inden de nænsomt satte den tilbage i havet, betragtede han Skagerraks hjemfaldne og grådige hersker.

»Den var,« husker han, »sindssygt tyk.«

Modsat silden og torsken, som fiskerne har støvsuget danske farvande for i århundreder, er tunfiskeri en relativt ny bestilling her til havs. I begyndelsen af 1900-tallet var der ifølge det historiske værk fra 2014 Til havs efter tun stadig tvivl om den korrekte betegnelse for tunen blandt lokale fiskere, der fik øje på fiskene, når de drev rovdrift på undslupne sild omkring deres både som undersøiske kæmpemåger.

En sjællandsk sildefisker kaldte den i 1909 for »Havmaren« med tanke på maren, det ondsindede kvindevæsen fra folketroen, der siges at hjemsøge sovende sjæle i kvælende mareridt.

Erhvervsfiskerne i Odden på Sjælland forsøgte i løbet af 1920rne – med nogen succes – at fange tun med improviseret grej, blandt andet harpun. De følgende årtier blev langt størstedelen af fangsterne i Danmark landet af erhvervsfiskere, der skabte en millionindustri og spækkede auktionshallerne i Esbjerg og Skagen med tunfisk, men to mindre sjællandske fiskesamfund dannede sideløbende ramme for et kortlivet og sværmerisk eventyr.

En sensommerdag i 1928 tog dansk sportsfiskeri en afgørende drejning i skikkelse af den energiske forretningsmand Kaj Møller. Han havde sat sig for at fange tunen på sportsfiskermanér med stang og snøre. Den plan var ifølge tidens visdom »absurd«, skrev han senere samme år i magasinet Sports-Fiskeren, for »man vidste jo af Erfaring, at en Tunfisk kunne knække et tyndt Manilareb, som var det Sytraad«.

Som Achilleus’ skjold

Kaj Møller havde imidlertid indhentet ny inspiration i den amerikanske westernforfatter Zane Greys beretninger om tunfiskeri i Nordamerika og var rejst til den legendariske fiskebutik Hardy i London for at anskaffe sig det rette grej. I de tidligste morgentimer søndag den 8. august 1928 gav det pote i Kattegat ud for Sjællands Odde.

»Man hensættes i fuldstændig Ekstase, naar man ser disse pragtfulde Dyr fare som Lyn forbi Baaden,« skriver Kaj Møller i Sports-Fiskeren. Klokken 06.05 efter næsten tre timers »drabelig Kamp« fangede han som den første sportsfisker en tun i Danmark på stang og snøre. Vejningen blev udført af »selveste kgl. Vejer og Maaler N.A. Andersen«, skrydede Kaj Møller:

»239 kg. vejer Bæstet.«

Det er intet under, at en forfatter til westernromaner blev en af tunens fremmeste kronikører. I beretningen Tales of Swordfish and Tuna fra 1927 genkalder Zane Grey sine kampe med tunen i Nova Scotia, Canada. Farvandene fremstår som en maritim prærie og tunfisken som symbol på havets vilde og »mystiske kraft, der nærede ham«:

»Han var bygget som et kolossalt stålprojektil,« skriver Zane Grey om en af sine fangster, der »skinnede som Achilleus’ skjold«.

Om en tun, der netop havde hugget, musede forfatteren:

»Hvor underligt det var at mærke, at han var i enden af min line, at vide han var monstrøs, næsten uovervindelig, at indse at han vitterligt var en tun, selv om jeg ikke havde set ham.«

{embedded type="node/node_image" id="20820"}

Timevis senere var tunen landet, og synet indgød Zane Grey en andægtig sindsstemning:

»Jeg var mundlam over denne tuns storhed og skønhed. Mine øjne var limet til hans noble proportioner og skiftende farver. Han var døende, og en tuns nuancer skifter mest og er allersmukkest i de øjeblikke … Hvis det var muligt for en mand at forelske sig i en fisk, var det, hvad der var hændt mig.«

Sammen med de blå og sorte marliner – bistre og balstyriske sværdfisk, forfatteren Ernest Hemingways yndede modstandere – har tunen i generationer rangeret som den ultimative fangst for storvildtsfiskere verden over. Hemmeligheden bag denne legendestatus ligger ikke blot i rovdyrets groteske størrelse, men i dens overlegne, nærmest uvirkelige styrke og vitalitet, der på poetisk vis hænger uløseligt sammen med døden.

Fra naturens side er tunen ikke, som det gælder for de fleste andre fisk, forsynet med en luftfyldt svømmeblære til at holde den flydende, og eftersom fisken er tungere end vandet, synker den til bunds, hvis ikke den bevæger sig konstant. Denne hvileløse oceanfarer er med andre ord dømt til at svømme hvert eneste øjeblik af sit op mod 40-årige liv, hvilket forvandler den til en stor torpedoformet muskel drevet frem af grådig sult og evig dødsflugt.

Omkring 1950 kan man i vejledningen for sportsfiskere Hvor kan jeg fiske – og hvordan? læse om »den foragtede fisk, der blev den store sensation«:

»Ingen fisk kan som den sætte sindene i kog. Den har det næsten som Loch Ness-uhyret, der år efter år dukker op uden at være til stede, men i modsætning til det skotske fænomen kommer tunen heldigvis til sidst. Hver sommer lyder meldingen: Nu er tunen i Sundet. Men dag efter dag går uden det forjættede hug … Alt hvad der viser sig af mørkt i overfladen fra 1. juni er naturligvis kun tun.«

Dette hysteri vil fortsætte i fremtiden, vurderer forfatterne, for »den sorte komet« har »fået tag i masserne«: »Hvad er det, der hvert år år griber nationen sådan, at man så at sige overalt ved kysterne har tun-hallucinationer?« spørges der.

Kaj Møllers fangst ud for Odden i 1928 var ifølge fiskeriskribent og forfatter Per Ekstrøm begyndelsen på drømmen om, at Danmark kunne blive et sandt tun-eldorado af internationalt format. Tusindvis ton af tun blev hevet i land senere på sæsonen, og de følgende år blev den fattige fiskerby Odden hver sensommer og efterår, når tunstimerne skød gennem det sydlige Kattegat, udflugtsmål for fine herrer med tunfantasier. Priserne for det specielle fiskegrej ville have sprængt arbejder- og middelklassens budgetter.

Etnologen Jan Steen Jacobsen beskriver i Til havs efter tun, hvordan entreprenante sjæle forsøgte at lokke velhavende udlændinge til Odden. Det Danske Luftfartsselskab tilbød engelske reportere en gratis tur til Odden med flyvemaskine fra London via Amsterdam, og i 1930 lancerede man sammen med Det Forenede Dampskibs-Selskab en udstilling i London om fiskeriet i Odden.

En augustaften i 1930 mødte den fransk-italienske prins René af Bourbon-Parma op i fiskerbyen for at fange tun flankeret af sin hustru, den danske prinsesse Margrethe, og medlemmer af både det engelske og danske bourgeoisi. Tyskere var der også.

Men før Danmark nåede at fastslå sin plads på verdenskortet som destination for tunfiskere, sluttede eventyret i Odden, skriver Steen Jacobsen. Færre og færre tun svømmede i det sydlige Kattegat i løbet af 1930rne. Fisken var søgt ind i Øresund, hvor Snekkersten efter krigen blev det nye omdrejningspunkt for tunhysteriet.

I 1949 blev sportfiskerklubben Scandinavian Tuna Club grundlagt, og en medlemsliste fra 1950erne vidner om, at sportfiskeri efter tun var forbeholdt de velbjergede: Listen tæller foruden klubbens præsident, prins Axel af Danmark, direktører og overretssagførere, grever og grosserere. Klubbens årlige fangstkonkurrence, der blev afholdt i samarbejde med Berlingske Tidende, var et årligt tilløbsstykke for rige danskere, og englændere og franskmænd forsøgte sig også. Pøblen kunne købe tilskuerbilletter hos B.T.-centralen på Rådhuspladsen.

»Det var som hubertusjagten,« fortæller Per Ekstrøm om begivenheden, der blev dækket flittigt i aviser og på radio og tv. Sportskommentatoren Gunnar »Nu« Hansen lagde således i 1949 stemme til en reportage fra konkurrencen ud for Snekkersten i Politikens Filmjournal:

»Danmark er ved at få internationalt ry på tunfiskeriets område. Navnlig omkring farvandet ved Kronborg jages denne havets rovfisk med stort held.« En slagtermester brystede sig det år med konkurrencens største fisk og langede de følgende dage tunbøffer over disken i sin butik, berettede »Nu« Hansen.

Sådan fortsatte det i Øresund, inden tunen igen svigtede fiskerne på Sjælland i begyndelsen 1960erne. Senere i samme årti lod den også erhvervsfiskerne i Jylland i stikken.

Inden eventyret sluttede, hev en vis grosserer, hr. Kyvsgaard, et rekordstort »uhyre« på 372 kilo op af Øresund, efter at den havde »opført en slags krigsdans« rundt om hans båd, fremgår det af klubbens arkiver. Før grosserer Kyvsgaard stævnede ud fra havnen i Snekkersten, bad han en stille bøn:

Lord, suffer me to catch a fish,

so large, that even I

in talking of it afterwards

shall have no need to lie.

Kommet for at blive

Tunens veje er uransagelige, og nu beder dagens storvildtsfiskere til, at den er kommet for at blive denne gang. Udsigterne er rimelige, selv om intet er sikkert, fortæller professor ved DTU Aqua Kim Aarestrup, der er med til at lede et forskningsprojekt i Skagerrak, hvor tunfisk fanges i samarbejde med sportsfiskere og mærkes elektronisk for at spore deres færd.

Scandinavian Tuna Club eksisterer stadig og melder nu om en mindre renæssance. En ny generation af danske storvildtsfiskere, der har fisket tun i fjerne oceaner, vender nu blikket mod hjemlige farvande.

Men før de kan få lov til at fange tun, skal Danmark have del i den globale tunkvote, der fastlægges af organisationen The International Commission for the Conservation of Atlantic Tunas, ICCAT, som igen uddeler en årlig luns til EU-landene. Den verdensomspændende udbredelse af sushi har ført til rovdrift på den blåfinnede tun, hvorfor fisken i dag er stærkt truet – og tilsvarende værdifuld. Den hovedrige japaner og selvudråbte »tun-konge« Kiyoshi Kimura betalte tidligere i år over 20 millioner kroner for en blåfinnet tun på fiskeauktionen i Tokyo.

»Det er superspændende, at tunen er tilbage i dansk vand,« siger fiskeriminister Eva Kjer Hansen og nikker til fiskens værdi i kroner og øre. »Det har ikke skortet med interesse fra både lyst- og erhvervsfiskere.« Hun peger også på de turistindtægter, tunkvoten eventuelt kan kaste af sig gennem sportsfiskeri.

Selvom ministeren ser muligheder, ønsker hun endnu ikke at gå ind i diskussionen om, hvordan tunkvoten skal fordeles mellem erhvervs- og lystfiskerne, hvis det lykkes Danmark at få en bid. Det er her, tunen for alvor kan blive politisk, for balancen mellem rekreativt sportsfiskeri og store økonomiske interesser kan vise sig svær at afveje.

Forfatteren og naturalisten Henry David Thoreau skrev engang, at »mange mænd bruger hele livet på at fiske, uden at indse, at det i virkeligheden ikke er fisk, de leder efter«.

Storvildtsfiskeren fra Bornholm måtte kæmpe hårdere end vanligt den dag i september 2016, han trak tunen op af Skagerrak; blot et par år forinden havde han fået nyt hjerte. Siden han begyndte at fiske som barn, havde han ærgret sig over, at tunen var forsvundet fra dansk farvand omkring det år, han kom til verden, og nu, da den var tilbage, var han blevet en gammel mand. Da tunen kæmpede for livet for enden af hans line, mærkede han sit eget.

»På det tidspunkt var jeg stadig ikke 100 procent regenereret,« siger han. »Det var ekstra stort for mig at få lov til at fange den fisk, efter at have været alt det lort igennem.«

To fingre i kanelgnuflen