En ubekvem stilhed sænker sig, da Thomas Madsen-Mygdal begynder at læse op. Vi er 150 i lokalet, og nogle lukker deres øjne og rokker langsomt frem og tilbage, som var de i en slags trance. Andre skærer grimasser og vrider sig i stolen.
De kender ordene. Store dele af deres arbejdsliv har været formet af dem. Nogle har gået rundt og mumlet dem i årevis, som et mantra, indtil de en dag begyndte at lyde forkerte, holdt op med at passe på virkeligheden, og nu sidder de her i København for at finde på nogle nye ord.
Madsen-Mygdal hørte teksten første gang, da han var 19 år gammel og netop havde startet Danmarks første internetvirksomhed. Som for så mange nørder i hans generation fik den enorm indflydelse: Om man er computeringeniør, robotbygger, glatbarberet venturekapitalist fra Silicon Valley eller fuldskægget hacktivist fra Berlin – i teknologibranchen er der kun ét manifest, og det er John Perry Barlows Uafhængighedserklæring for Internettet. Alverdens ledere lyttede med, da han første gang læste det op til World Economic Forum i Davos i 1996. Det begynder sådan her:
»Regeringer i den industrialiserede verden, I trætte kæmper af kød og stål, jeg kommer fra Cyberspace, sindets nye hjem. På vegne af fremtiden beder jeg jer om at lade os være i fred. I er ikke velkomne iblandt os. I har ingen suverænitet, hvor vi samles.«
Det lyder jo som det glade vanvid. Barlow havde en fortid som sangskriver for bandet Grateful Dead, og som mange midaldrende 68ere så han internettet som et nyt frirum for eksperimenter, et kollektiv uden regler, denne gang i Cyberspace i stedet for San Francisco.
At et syrehoved som ham skulle blive chefideolog for den digitale verden, er der sådan set ikke noget mærkeligt i. Tech-bevægelsen var fra begyndelsen en slags anarkisme i afghanerpels, et angreb på regeringer, myndigheder og autoriteter alle vegne forklædt som personlig frigørelse. Det er den stadig, to årtier og to milliarder Facebook-profiler senere. Og hvis John Perry Barlows manifest lyder absurd, så tænk på multimilliard-virksomheden Facebooks løfte om at ville gøre menneskeheden klogere, friere ... og mere, ligesom, fælles om det hele, mand.
22 år senere, i et konferencelokale på Vesterbro, ser Thomas Madsen-Mygdal op fra sit papir.
»Det her manifest fortæller, at vi er klogere end alle andre,« siger han. »At vi er dem, der forstår den nye verden. At vi ikke har behov for regeringer eller myndigheder. Det eneste princip er, at der ikke er noget princip. Ingen struktur. Rent anarki. Og det er så den verden, vi lever i nu. Hvorfor skulle vi følge love i tilfældige lande? Hvorfor skulle vi betale skat? Vi er jo det nyeste nye! Vi laver vores egne love. Det, der begyndte som en lille bevægelse på den amerikanske vestkyst, er i dag blevet en ideologi for hele verden. Og vi befinder os et meget mørkt sted lige nu, fordi vi har levet så længe uden principper. Fordi vi har ladet nogle få hundredetusinde mennesker i en amerikansk provinsby definere vores idealer.«
Han holder en kunstpause og ser ud over forsamlingen. Det er en broget flok. Madsen-Mygdal har selv inviteret dem.
»Men jeg ved, at vi kan få ting i verden til at flytte sig. Og måske er det bare et lille fix, vi skal lave. Et lille hack. Er vi de rigtige til at gøre det? Vi er i hvert fald dem, der gør det.«
Donuts alle vegne
Opgaven er enkel: En manual til en branche, der er kørt af sporet. En tænketank. 48 timer. 150 personer fra 35 lande, som kun kender hinandens fornavne. Alle skal skrive et princip, en regel for fremtiden.
»Vi har med vilje ikke delt jeres fulde navne, og ingen ved, hvem hinanden er,« siger Thomas Madsen-Mygdal den første aften. »Men tro mig, der er nogle fantastiske mennesker i det her rum. Folk, der har været med til at programmere World Wide Web, og som har gjort en stor forskel, men som i dag først og fremmest er her som mennesker.«
Især det sidste gælder Weekendavisens udsendte, der lærte Madsen-Mygdal at kende under arbejdet med en artikel om internettets historie for knap ti år siden. På det tidspunkt var han en drivende kraft i det danske tech-miljø, og siden har han stiftet og solgt flere virksomheder, blandt andet Podio, hvor den nuværende uddannelses- og forskningsminister, Tommy Ahlers, var direktør.
Sidste år lancerede Madsen-Mygdal Techfestival, fire dage med debat og foredrag om teknologi. Målet: at gøre København til centrum for en bevægelse, et nordisk kompromis mellem klodens to digitale supermagter – det vilde vest i Silicon Valley og det statskontrollerede, men mindst lige så vilde Kina i øst.
Sidste år var der også en tænketank, som efter 48 timer kunne fremvise The Copenhagen Letter, det første bud på en afløser af John Perry Barlows manifest.
Og tal om at være det rette sted på det rette tidspunkt. Siden udgivelsen af brevet har den offentlige debat været besat af teknologi – de fleste af klodens problemer lader til at være pakket ind i den: skatteunddragelse, monopoler, overvågning, censur, Trump, Brexit, udhulingen af demokratiet gennem fake news og misinformation. Digital teknologi er en kampplads, og alle har efterhånden en mening. Det sunde ved Madsen-Mygdals tænketanke er, at det for en gangs skyld ikke er Margrethe Vestager, men branchen selv, der forsøger at sætte lidt skik på det hele.
Efter en sejltur gennem Københavns Havn samles de 150 deltagere første gang i en kirke på Vesterbro, og Madsen-Mygdal læser op af The Copenhagen Letter:
»Vi lever i en verden, hvor teknologi opsluger vores samfund, etik og selve vores eksistens. Det er på tide at tage ansvaret tilbage for den verden, vi skaber. Det er på tide at sætte mennesker før forretning. På tide at erstatte den tomme retorik om at ’bygge en bedre verden’ med en forpligtelse til at handle. Det er på tide at organisere os og holde hinanden ansvarlige.«
Der er klapsalver og hurra-råb, da brevet er læst til ende. Madsen-Mygdal fortsætter uden manuskript:
»Sidste år var det her stadig en græsrodsbevægelse. Men siden er alle skeletterne ramlet ud af skabet, og vi befinder os nu et afgørende sted. Vi er ved den fjerde bølge. Den første bølge handlede om internettet og alle vores drømme om det. Så kom det sociale internet, hvor alt blev delt, og vi troede, at vi skulle være sammen om alting. Så kom startup-bølgen, som mange i det her rum har været en del af. Og nu er teknologien alle steder. Vi har vundet! Vi lever i nøjagtig dén verden, vi drømte om. Vi glemte bare at bekymre os om samfundet undervejs. Er I klar til at gøre det nu?«
Flere råb og klapsalver. Bagefter skiftes deltagerne til at rejse sig og fortælle om deres bekymringer.
En dansk kvinde siger, at hun elskede internettet, fordi det modbeviste vores forestilling om, hvordan mennesker opførte sig i store grupper. På nettet var folk generøse, siger hun, de hjalp hinanden og fandt sammen om at lave opslagsværker som Wikipedia. I dag hader hun internettet, fordi det alligevel ikke passede.
»Prøv at slå ordet ’borger’ op på Wikipedia,« siger en anden. »Det findes ikke. Dét er tilstanden på nettet, hvis du spørger mig.«
Flere taler om teknologiens utrolige evne til at fange vores opmærksomhed. At det ikke længere er os, der rækker ud efter telefonen, men den, der bipper, blinker og summer, indtil vi reagerer på det. Hvad stiller man op med det, når alle i branchen går rundt og læser bogen Hooked – hvordan man bygger vanedannende produkter – og giver de små lamper lige netop dén røde farve, der gør dem umulige at ignorere?
»Det nytter ikke at fortælle folk, at de skal lade være med at spise donuts, hvis der er donuts alle vegne,« siger en britisk kvinde. »Det er jo ikke indholdet på nettet, der er problemet, men den måde de fanger din opmærksomhed på.«
En mand med langt hår og fuldskæg rejser sig og bryder tænketankens kodeks ved at sige navnet på sin arbejdsgiver, en af verdens største tech-virksomheder.
»Prøv lige at høre,« siger han. »Jeg har installeret et program, der holder øje med, hvordan jeg bruger min mobiltelefon. Forleden åbnede jeg Instagram 108 gange på en dag. 108 gange! Og jeg er professionel! Jeg kender teknologien. Jeg ved, hvordan branchen fungerer. Men det her er ude af kontrol. Hvad skal jeg gøre?«
Lee Bryant, en høj, tynd og gråhåret brite, som har stiftet og solgt flere virksomheder, får ordet.
»Vi byggede nogle gode ting,« siger han. »Men vi undervurderede fuldstændig, hvordan teknologien kunne bruges af folk med onde hensigter. Jeg føler mig skyldig; jeg har teenagedøtre. Vi troede blandt andet, at folk ville opføre sig ordentligt på de sociale platforme, vi byggede. Det gør de ikke. Teknologi har ødelagt mange af vores normer i samfundet, men den har ikke skabt nye til at erstatte dem. Vi er også nødt til at indse, at både politikere og virksomhedsledere skaber splittelse og bruger de sociale medier på en særdeles uansvarlig måde. Vi er nået til et punkt, hvor vi er nødt til at gøre modstand og forsvare vores værdier fra den europæiske oplysningstid og de principper om åbenhed, gennemsigtighed og menneskelighed, som inspirerede de tidlige teknologiske pionerer, men som er blevet glemt på det seneste.«
Køb et ur
Helt glemt af de ikke. 16.000 gæster besøger festivalen, et sammensurium af studerende, designere, programmører, offentligt ansatte og it-millionærer i jeans og lækre habitjakker. Ingen bærer navneskilte, alle kan slentre ind i Kødbyen og lytte med. Der er oplæsnings-karaoke, hvor folk har deres egne bøger med. Der er et debatarrangement med overskriften How to fix the internet, hvor deltagerne taler om behovet for at tage en digital »detox« for at skylle de stressende ettaller og nuller ud af kroppen. Eller installere en app på deres telefoner, som kan hjælpe dem med at kontrollere andre apps, for eksempel ved at gøre skærmen grå og trist, så de ikke bliver lokket til at stirre ned i den hvert andet minut. Der er også en app med et virtuelt træ, siger én, som kun vokser, når man ikke bruger telefonen.
Det er et dilemma, som gennemsyrer hele festivalen: Teknologi er ikke altid til gavn for os, men den er også svær at leve uden. Så hvad gør man?
Tilbage i tænketanken går arbejdet i gang. Slaget styres af Michael Thomsen, en forhenværende udviklingschef for LEGO, som har en slående lighed med skuespilleren Charles Dance, kendt for rollen som den ældre Lannister-konge i Game of Thrones: rødhåret, bredskuldret, intens. Vi starter dagen med at synge Blowing in the Wind, og alle får udleveret en enorm mappe af pap til deres skitser. Vi får besøg af Danmarks tech-ambassadør (verdens eneste af slagsen) og af folk fra restaurant noma og den økologiske bevægelse. Vi skriver problemer ned på små sedler, skriver andre på lidt større sedler og cirkulerer rundt mellem tavler for at tale om dem.
At kalde forsamlingen excentrisk vil måske fremkalde de forkerte billeder, så lad os sige energisk. En vigtig del af selvforståelsen handler om at opfinde og bygge: »Vi er alle sammen byggere,« siger én. »Vi skaber værktøjerne, men værktøjerne ender med at skabe os,« siger en anden.
Under en frokost sidder en tysk mand og slubrer vand af en paptallerken, som er foldet til en finurlig konstruktion, og da han bliver spurgt, om der ikke var flere glas, svarer han, uden antydningen af et smil: »Jeg kan godt lide at opfinde ting.«
Der er noget terapeutisk over hele forløbet. I sidste års tænketank var der flere sammenbrud, måske fordi folk blev konfronteret med skyggesiden af deres livsværk for første gang, og også i år er der gnidninger. Forskellige dagsordener støder sammen. En læge vil have større fokus på teknologiens påvirkning af vores hjerner, mens en anden arbejder med kunstig intelligens og frygter, at droner og våbensystemer vil begynde at handle på egen hånd. En diskussion om robotter tager en filosofisk drejning, da en deltager glæder sig over, at maskinerne snart vil lave det kedelige arbejde, så han kan slappe af.
»Men hvad så med den første robot, der vil have borgerrettigheder,« spørger en anden.
»Den slukker jeg for,« svarer den første.
»Det tror jeg ikke, du kan. Når vi bygger nye hjerner, vil de få bevidsthed før eller siden, om vi vil det eller ej!«
Big Tech er et andet stridspunkt. Skal tænketankens principper være rettet direkte mod teknologigiganterne? Alle er enige om, at de er en del af problemet, men burde de ikke også være en del af løsningen?
Sidst på eftermiddagen suser et identitetspolitisk spøgelse også gennem tænketanken. Flere har talt for større etnisk forskellighed i branchen, men en mand med brun hud protesterer: »Jeg kender mange mennesker i Silicon Valley, og problemet er jo netop, at de alle sammen tænker på samme måde, uanset om de er kvinder eller mænd, sorte eller hvide. Det er jo ikke deres race, der er vigtig, men deres tankegang, der er helt gal.«
»Forkert!« råber en amerikansk kvinde bosat i Berlin, og flere klapper i enighed. »Det dér var så forkert,« fortsætter hun. »Det skal vi bare ignorere og gå videre.«
Så det gør vi. Videre til slutspurten, hvor alle sidder bøjet over deres plakater med principper.
»Gør ikke brugere til misbrugere,« lyder én.
»Lad ikke deres dimser stjæle din tid – køb et ur,« lyder en anden.
»Frihed, lighed, gennemsigtighed,« står der på en tredje.
Efter 48 timer er det slut. The Copenhagen Catalog er klar. Nu skal der laves en hjemmeside, og principperne skal spredes via mailister og et hav af forskellige kanaler. Også de mere gængse: teksterne bliver samlet med et Google-værktøj, og Thomas Madsen-Mygdal annoncerer med et smil, at alle deltagere også vil blive føjet til en gruppe på »en tjeneste med et blåt logo«, hvor de kan fortsætte diskussionen.
Det får nogle til at se undrende på hinanden. Én spørger: »Er vi sikre på, at Facebook er den rigtige platform for os?«
Madsen-Mygdal slår ud med armene: »Det er desværre vores bedste mulighed,« siger han. Og tilføjer: »indtil videre.«
Læs også »Googles gratis frokost« fra Weekendavisen # 33 fredag 17. august:
»På Nørrebrogade 34 kan man blive i tvivl om, hvor Københavns Kommune ender, og Google begynder.«
