En bekendt skrev noget ildevarslende på Twitter for nylig: Hans familie havde gået rundt i huset og talt om løst og fast, og samtalen havde bevæget sig fra en særlig skånsom type handsker til et bestemt rejsemål i Det Indiske Ocean. Da han dagen efter åbnede sin Facebook-konto, så han annoncer for begge dele: rejser til Maldiverne og handsker til følsom hud.

De fleste har efterhånden vænnet sig til, at annoncer på internettet tilpasser sig deres søgeadfærd; målrettede annoncer er selve forretningsmodellen på nettet og kilden til tech-giganter som Google og Facebooks utrolige velstand. Men her var der hverken blevet søgt på computer eller mobil, forsikrede min bekendte, kun talt om emnerne inden for husets fire vægge.