Både FNs klimapanel og Det Internationale Energiagentur betegner opsamling og lagring af kuldioxid i undergrunden som en nødvendighed, hvis den globale temperaturstigning skal holdes under to grader. Med teknologien, der går under samlebetegnelsen Carbon Capture and Storage (CCS), er det muligt at indfange og lagre store mængder kuldioxid langt under jordoverfladen og dermed begrænse udslippet til atmosfæren.

»Helt grundlæggende kan man sige, at det har vist sig at være en dårlig idé at deponere CO2 i atmosfæren, hvor det er med til at øge temperaturen. Med CCS lagres CO2en i stedet i undergrunden, hvor det forbliver i tusinder, hvis ikke millioner af år,« siger Lars Henrik Nielsen, statsgeolog og leder af Stratigrafisk Afdeling ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland. Her står han blandt andet i spidsen for en ekspertgruppe, der har deltaget i en række internationale forskningsprojekter med hensyn til lagring af CO2 – blandt andet i den skandinaviske undergrund, hvor sandsten og tomme olie- og gasfelter kan rumme store mængder CO2.