Prøv at se på de tre fotos nedenfor. De viser Danske Banks øverste chefer i tre perioder, hvor banken var udsat for voldsom kritik som følge af skandaler. Emil Glückstadt var bankens direktør fra 1910 til 1922; Peter Straarup ledede banken fra 1998 til 2012, og Thomas Borgen har været dens administrerende direktør siden 2013. Ud over forskelle i påklædning, arbejdsredskaber og arbejdsstilling viser billederne også en forbløffende kontinuitet over mere end 100 år.
De tre har nemlig alle arbejdet i præcis det samme kontor i bankens hovedsæde på Holmens Kanal. Det fortæller kaminen og kaminuret os. Thomas Borgen har endda fundet Glückstadts lysestager frem fra gemmerne og dermed gjort den historiske reference endnu mere tydelig. Det bidrager til en fortælling om kontinuitet, stabilitet og traditionelle dyder, og det er næppe tilfældigt.
For den indviede ligger der et ironisk tvist i, at Glückstadt, Straarup og Borgen var bankens topchefer, da den kom i stormvejr, men det kan man jo ikke se på kaminen, uret eller lysestagerne. Men i lyset af den hvidvaskskandale, der i øjeblikket hærger Danske Bank og dens ledelse, er det nok værd at overveje, om bankens historie kan hjælpe os til at forstå, hvad der foregår.
Egentlig har jeg lidt ondt af Danske Bank og Thomas Borgen, fordi jeg ikke kan forestille mig, at banken bevidst og med forsæt har hvidvasket 53 milliarder kroner for tvivlsomme personer gennem sin estiske filial. Jeg har kort sagt svært ved at få hvidvaskskandalen til at give mening. Det er et eksempel på, at blandt andet store erhvervsskandaler kan udfordre – eller bekræfte – vores forståelse af, hvordan verden hænger sammen. Når noget på den måde pludselig ikke giver mening, arbejder vi på at få skabt en forklaring, der kan (gen)skabe orden i vores opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert, hvem der er helte og skurke, og hvordan det dog kunne gå til.
Her er blot to eksempler på sådanne forsøg på at skabe en fortælling, der kan forklare hvidvasksagen. Den 17. juli udtalte Finansrådets administrerende direktør Ulrik Nødgaard til netmediet Finanswatch, at bankerne ikke »laver en iskold kalkule om, hvad der kan ligge af indtjening i at hvidvaske opvejet mod den potentielle sanktion«. Nødgaard kom ikke nærmere ind på, hvad der så har fået Danske Bank til at vaske penge. Det spørgsmål gav professor i virksomhedsledelse Steen Hildebrandt til gengæld et svar på allerede den 14. april i år i Berlingske Tidende, hvor han mere end antydede, at Danske Banks topledelse er ansvarlig for en bundrådden kultur i banken, og at den er skyld i hvidvaskskandalen.
Nødgaards og Hildebrandts forklaringer er svært forenelige, og hvis vi skal forstå dem, må vi se dem som fortællinger, der bygger på forskellige opfattelser af, hvad vi kan forvente af finanssektoren og Danske Bank. Hvis vi vil forstå bankens ageren, må vi derfor forstå de spor, Danske Banks historiske fortælling har sat i banken og hos dens ansatte. Men vi er også nødt til at undersøge finanssektorens adfærd i samfundet mere generelt. Er sagen om Danske Banks hvidvask af sorte penge en enlig svale eller et generelt fænomen? Og hvorfor har Danske Bank udført aktiviteter, der måske ligger på den forkerte side af loven og uden tvivl er i konflikt med god moral og etik?
Hvis vi først ser på finanssektoren generelt, bliver det hurtigt klart, at Danske Bank langtfra er alene om at forbryde sig mod gældende normer og måske endda lovgivning. Listen over store internationale banker, der er blevet idømt bøder, er lang. I 2017 måtte Deutsche Bank betale en bøde på 630 millioner dollar til amerikanske og britiske myndigheder for hvidvask af russiske penge, og siden 2007 har den schweiziske storbank UBS været involveret i en række sager om hjælp til skatteunddragelse, der også har ført til betydelige bøder.
På det mere overordnede plan viste en undersøgelse fra 2015, at finansielle institutioner i perioden 2012-2014 har betalt 138 milliarder dollar i bøder til de amerikanske myndigheder for alle hånde forseelser. Men selv store bøder ser ikke ud til at bremse problematisk adfærd i bankerne. Den amerikanske storbank Wells Fargo indgik i april i år en aftale med de amerikanske myndigheder om at betale en bøde på 1 milliard dollar, og den har måttet afsætte yderligere 4,25 milliarder dollar til bøder for en mere end almindeligt tvivlsom forretningspraksis.
Set i det lys er det måske ikke overraskende, at New York Times i november 2011 valgte at karakterisere en række storbanker som »vaneforbrydere«, der gentagne gange bryder lovgivningen på trods af store bøder og løfter om ikke at gentage forseelsen.
Danske Banks hvidvaskning er altså ikke en enlig svale, men hvordan kan vi forklare, at så mange store internationale banker tilsyneladende ser stort på lov og moral? Jeg tror, at den markante forandring, der er sket i kapitalismens ideologiske maskinrum gennem de seneste 30-40 år, har bidraget væsentligt. Fokus på indtjening og aktiekurser har fået stadig større vægt, og de største banker er vokset dramatisk i størrelse, kompleksitet og betydning, i takt med at finansielle trans- aktioner er blevet en stadig større del af økonomien.
Alle børsnoterede virksomheder bliver hvert kvartal stillet til regnskab af investorer og analytikere for, om de har tjent penge nok. Erhvervspressen rapporterer på timebasis om aktiekursernes op- og nedture, og ledelsens aflønning afhænger ofte af aktiekurs og indtjening. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvordan det kan påvirke ledelsen og med- arbejdere til at presse citronen, og reducere incitamentet til at bruge penge på risikostyring og håndhævelse af formelle og uformelle forskrifter.
Forskerne James Gobert og Maurice Punch skrev i 2007 artiklen »Fordi de kan«, hvori de fremhævede, at der nok er en tendens til at overvurdere, hvor rationelle og retlinede organisationer egentlig er. Faktisk kan virksomheder »glide ind i afvigende adfærd på grund af uvidenhed, inkompetence, forsømmelighed, mangel på opmærksomhed eller bevidst ignoreren,« skriver de. Ifølge Gobert og Punch begår virksomheder nogle gange økonomisk kriminalitet uden egentlig at ønske det og uden at forstå konsekvenserne, men ofte er der tale om en glidebane, hvor virksomhedens afvigende adfærd over tid bliver legitimeret og bortforklaret med henvisning til et højere mål. Det højere mål er ofte at tjene penge.
Måske har vi fat i en del af forklaringen på Danske Banks hvidvaskning? De virkelig kritisable og formentlig ulovlige aktiviteter fandt sted i bankens estiske filial, men hvorfor opdagede hovedsædet i Danmark det ikke, og hvorfor blev der kun i begrænset omfang grebet ind, da en whistleblower i december 2013 gjorde opmærksom på problemerne?
Bankens kontrolmekanismer fra risikostyring og intern revision til topledelse og bestyrelse ser ud til at have svigtet. Af Finanstilsynets rapport fra den 3. maj 2018 fremgår det også, at indtjeningen i filialen var højere end i resten af banken, netop på grund af hvidvaskaktiviteterne, og tilsynet noterer, at bankens CEO i juni 2014 fortalte bestyrelsen, at »en fremskyndet nedlukning af baltiske aktiviteter ville reducere værdien ved et eventuelt salg«.
Bestyrelsesreferaterne viser også, at alle bestyrelsesmedlem- mer på nær ét viste »interesse … for indtjeningen i filialen, mens de ikke er refereret for bemærkninger til de store AML-udfordringer« (AML = anti-hvidvask). Selv efter at flere af Danske Banks udenlandske bankforbindelser havde udtrykt bekymring over aktiviteterne i bankens estiske filial, undlod bankens topledelse at skride til handling.
Noget tyder altså på, at tidens fokus på kortsigtet shareholder value kan få navnlig store finansielle institutioner til systema- tisk at udvise problematisk adfærd. Spørgsmålet er så, om Danske Banks historie kan hjælpe til at forstå, hvordan netop den er endt i en hvidvasksag af et omfang, der kan måle sig med de helt store.
Tilbage til Emil Glückstadt, Peter Straarup og Thomas Borgen. I 1922, 2008 og altså i dag fik Danmarks største bank voldsomme problemer med sit omdømme og sin legitimitet. De to første gange måtte staten sågar træde til for at sikre bankens overlevelse, men det kan man jo ikke se på kaminen og kaminuret eller de pæne lysestager.
Danske Bank blev stiftet i 1871 under navnet Landmandsbanken, og i 1922 kom den i alvorlige vanskeligheder. Forud var der gået et tiår, hvor dansk økonomi boomede, og Landmandsbanken ekspanderede kraftigt. Under Emil Glückstadts ledelse blev der oprettet datterselskaber i Paris og London, og herhjemme overtog banken adskillige mindre banker.
Glückstadt involverede banken i børsspekulation og risikable udlån, og balancen blev tredoblet i løbet af få år. Da økonomien vendte, og optur blev til nedtur, ramte det banken hårdt. I 1922 blev den rekonstrueret, og i 1923 måtte Rigsdagen garantere bankens forpligtelser for at sikre dens overlevelse. Først i 1928 blev der fundet en endelig ordning, da banken afskrev hele sin egenkapital og staten blev eneaktionær i det, som pressen kaldte »en renvasket socialistbank«.
Landmandsbankens sammenbrud var et chok for det danske samfund, og processen med at skabe mening gik straks i gang med konkurrerende fortællinger om, hvordan det dog kunne ske. Ikke overraskende blev den dominerende historie, at det var Glückstadt og bankens øvrige ledelse, der havde ledt banken på afveje. Glückstadt blev fængslet, men døde, før retten kunne fælde dom over hans virke. I kølvandet på Landmandsbankens og en række andre bankers sammenbrud i 1920rne, blev bankloven strammet, og i mange år efter blev bankvæsen en anderledes kedsommelig, konservativ og forsigtig affære.
»Sporene skræmmer,« sagde Den Danske Banks administrerende direktør Knud Sørensen, da jeg interviewede ham i 1997. Sporene var Landmandsbankens krak, som efter 70 år stadig lå som en ganske aktiv erindring om, hvor galt det kan gå for en bank, hvis den ikke tænker sig om og styrer sine risici. Det var præcis, hvad Knud Sørensen og hans forgænger i stolen, Tage Andersen, havde gjort, og gevinsten var, at Den Danske Bank i 1990 kunne overtage Handelsbanken og Provinsbanken med et solidt omdømme som en konservativt og velledet bank med styr på kreditrisiko, og hvad der ellers måtte være at have styr på.
Vist var der problemer, for eksempel i forbindelse med finanskrisen i begyndelsen af 1990erne med Færøbanksagen og en lige lovlig smart adfærd i sagen om Hafnia-koncernen, hvor banken forstod at varetage sine egne interesser. Men på en måde øgede det bare respekten og beundringen for Danske Bank, som Børsens leder fra den 23. marts 1993 med titlen »Den Danske Bank eller kaos« antyder.
Så stor var den, Den Danske Bank. Og det fortsatte i en årrække, også efter at Peter Straarup tog over i 1998. Som sine forgængere ekspanderede Straarup banken, der i takt med deregulering og globalisering blev et finansielt supermarked og en grænseoverskridende bank. International ekspansion var det nye modefænomen, og gennem opkøb voksede Danske Bank sig større også uden for Danmark. I 2004 købte Straarup to irske banker, og i 2006 kom den finske Sampo Bank til sammen med en nu velkendt estisk filial.
Som i årene forud for Landmandsbankens krak var det gode tider, og (over)optimismen blomstrede. Danske Bank ekspanderede stærkt i Irland, men påtog sig også mere og lånefinansieret risiko. Som så mange andre i samfundet var Peter Straarup og hans bestyrelse nok blændet af optimis- men, og i en global verden med stadig flere institutionelle investorer, der krævede høje afkast på deres aktier, var resultatet ikke så overraskende. Danske Bank kom i alvorlige vanskeligheder efter Lehman Brothers’ krak, og staten måtte træde til med bankpakke 1 og 2, der dels garanterede danske bankers passiver, dels forstrakte blandt andet Danske Bank med et hårdt tiltrængt lån på 24 milliarder kroner.
På trods af al snak om gebyrgribbe og kritik af storbanker i det lille Danmark, var vi mange inklusive mig selv, der blev overraskede over, at Danske Bank kunne komme i den situation i 2008. Min fortælling om banken var en anden, men sporene skræmte åbenbart ikke længere. Der var sket et dramatisk kulturskift både i banken og i samfundet, hvor finanssektoren i stadig stigende grad blev set som den, der skulle sikre økonomisk vækst og velstand, nu da industri- samfundet var på retur.
Vilkårene for at drive bankvirksomhed havde forandret sig dramatisk siden Knud Sørensens tid og mindede i en vis forstand mere om, dengang Emil Glückstadt var direktør, hvor der også var en global økonomi. Vi havde bare overset, at fortællingen om Danske Bank som en konservativ og ordentlig bank med fokus på risikostyring og en sund kreditpolitik ikke holdt vand i nullerne. Og det kunne den nok heller ikke, for så ville Danske Bank have svært ved at leve op til de krav om afkast, der stilles til en storbank med internationale investorer.
Da Thomas Borgen tog over efter den fejlcastede Eivind Kolding i 2013, var ’Danske Bank eller kaos’ afløst af ’Danske Bank og kaos’. Men han og tusindvis af medarbejdere fik rettet skuden og aktiekursen op, og sammen med en generel forbedring i økonomien kom troen på den gamle fortælling om den konservative Danske Bank tilbage og med den tilliden.
Fortællinger kan være forbandet stædige, også efter at de er holdt op med at være relevante. De kan også være vanskelige at omplante for eksempel til en filial i Estland, og man skal nok ikke se bort fra, at der snarere end en bundrådden kultur måske er tale om en fragmenteret kultur i Danske Bank, der ikke længere alene kan bero på en national fortælling.
Måske er vi, det danske samfund, men nok også tusindvis af bankens ansatte, stadig fanget i den gamle fortælling om den ordentlige bank, der gør det, den er bedst til. Den holder bare ikke længere. Først når vi og banken indser, at Danske Bank og verden er mere global og anderledes i dag end for 30 år siden, kan vi alle sammen få en mere realistisk forestilling om, hvad Danske Bank er for en størrelse.
Her er et bud: Danske Bank er hverken mere eller mindre ordentlig end andre internationale storbanker. Den er en kæmpestor, privat profitmaksimerende og grænse- overskridende virksomhed, der, som Gobert og Punch skriver, ikke skal ses som en rationel regelret maskine, men som en stor og nogle gange ustyrlig organisation, der opererer i en bestemt samfundsmæssig periode med skarp konkurrence og investorer, der forventer højt afkast, som næppe altid kan nås, hvis ikke man skærer et hjørne en gang imellem.
Danske Bank er kort sagt ligesom alle andre storbanker. Vi har brug for dem, men vi skal vide, at de ofte går helt til grænsen, nogle gange fordi de kan, og andre gange formentlig fordi de ikke kan overskue, hvordan man styrer en organisation med tusindvis af ansatte i forskellige lande med forskellige måder at se verden og bankvirksomhed på. Måske er det dér, forklaringen på hvidvasksagen ligger?
Der står vi og banken så nu. Vi har allerede i nogen tid været vidner til en række forsøg på at få historien om Danske Banks hvidvask til at give mening og uddrage en morale. Det handler nemlig ikke kun om, hvorvidt Danske Bank har brudt loven, men i lige så høj grad om, at banken har forbrudt sig mod vort samfunds dominerende normer og opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert.
Det har Danske Bank gjort tre gange over de seneste 100 år, og hver gang har kaminen, kaminuret og lysestagerne i Holmens Kanal været vidne til et velfortjent samfundsmæssigt spark over skinnebenet. Det har Thomas Borgen og banken tydeligt nok forstået. Når de tilbyder at lade hvidvaskfortjenesten på halvanden milliard kroner gå til samfundsgavnlige formål, kan man vist godt gå ud fra, at der som minimum er noget galt på den moralske side af ligningen.
Det er til gengæld en ret billig omgang for Danske Banks ledelse. Tilbagebetaling og eventuelle bøder i milliardklassen rammer især bankens aktionærer, der ret beset ikke har haft nogen mulighed for at standse hvidvaskemaskinen. Hvis man tror på, at økonomiske incitamenter virker, og det gør finansfolk i sjælden grad, ville det være en mere passende bodsgang, at bestyrelse og direktion gav afkald på løn og honorarer i en periode. Aktionærerne (som jeg er en af) har allerede betalt rigeligt gennem det markante kursfald på Danske Bank-aktien.
Dr.phil. et merc. Per H. Hansen er professor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Copenhagen Business School.
Læs også Martin Krasniks leder »Banken«:
»Er den aktuelle skandale et tegn på noget grundlæggende, er det netop, at Danske Bank lader, som om dette nationale klenodie er bedre, renere og mere ansvarligt end alle de andre banker, der jævnligt gribes i ulovligheder og umådeholden griskhed.«
