Leder. »Er den aktuelle skandale et tegn på noget grundlæggende, er det netop, at Danske Bank lader, som om dette nationale klenodie er bedre, renere og mere ansvarligt end alle de ­andre banker, der jævnligt gribes i ulovligheder og umådeholden griskhed.«

Banken

HVEM mon egentlig sidder inde i Danske Bank og undersøger hvidvasknings-skandalen? Sidder der mon et hold af bankens skarpeste medarbejdere, aggressive revisortyper, i et særligt kontor på Holmens Kanal, hvor de nidkært graver de beskidte tråde frem og samler dem? Sætter de gule sedler op på væggen med navne på den stadig større gruppe af bankfolk, der vidste, at der foregik noget råddent i bankens estiske afdeling? Hiver de ligefrem cheferne, deriblandt direktøren og bestyrelsesformanden, ind til pinlige forhør? Eller gør de snarere nogenlunde det samme, som de hele tiden har gjort i Danske Bank? Sidder på deres flade og læser aviser for at se, hvad de nu kan fortælle om de 53 milliarder kriminelt tiltuskede og ved bedrag tyvstjålne kroner, som banken har hvidvasket for diverse forbrydere?

TROR de, at den sidste pinagtige historie er skrevet, bliver de næsten dagligt skuffet. Jyllands-Posten fortalte tirsdag, at pengene fortsatte med at flyde gennem Danske Bank i Estland i efteråret 2015, altså længe efter, at banken – efter mange advarsler fra myndighederne og interne alarmklokker – havde indset, at der nok var et problem. Altså: et helt år efter, at banken havde besluttet sig for at droppe serviceringen af meget velhavende kunder fra Rusland, Moldova og Aserbajdsjan, der skulle have penge flyttet videre til virksomheder i åbenlyse skattely – ja, så fortsatte banken altså med at hvidvaske pengene.

DE skulle da lige have det sidste med, forstår man: Mens pengevaskeriet var ved at blive lukket ned, kunne krimi­nelle, der ifølge Jyllands-Posten havde tyvstjålet 630 millioner kroner fra en amerikansk virksomhed (ved at foregive at være underleverandører), placere 55 millioner i Danske Bank – og et par dage efter sende dem videre, rene som sne. Mon ikke sådan en oplysning burde komme fra banken selv? Ligesom oplysningerne om, at næsten hele indtjeningen i den lukrative estiske afdeling kom fra såkaldte non-residents – altså ikke fra lokale estiske bankkunder, men fra 3.000 russere og aserbajdsjanere? ­Eller at ledelsen fra begyndelsen af 2014 blev advaret om, at disse rigmænd havde gustne forbindelser til magthaverne? At advarslerne også kom fra egne med­arbejdere? Men nej, det hele er gravet frem af landets aviser, særligt af Berlingske. Havde de ikke gjort det, var freden på Holmens Kanal aldrig blevet forstyrret.

EGENTLIG er historien simpel nok, skulle man tro. Der er foregået åbenlyse ulovligheder i Danske Bank. Man skynder sig vel derfor at finde ud af hvad og hvordan. De ansvarlige bliver fundet. Muligvis meldt til politiet. Pengene konfiskeres af myndighederne. Og direktøren erkender hurtigst muligt sit overordnede ansvar. Bestyrelses­formanden ligeså. Det sker bare ikke. Der forhales og krisehåndteres. Mens man undersøger sagen selv.

DE gange, banken på lignende vis har rodet sig ud i skandaler, giver måske en forklaring. Det er nemlig sådan, som Per H. Hansen skriver i sit essay på forsiden i dag, at vi har frygteligt svært ved at placere Danske Bank i en klar og tydelig rolle. Banken opfatter sig som en samfundsbærende institution, der findes for borgernes skyld. Bankens reklamer er altid fyldt med unge forældre med små børn og glade og aktive mennesker. »Gør det, du er bedst til – det gør vi«, som det lød i en reklamekampagne; altså pas du dit liv, så passer vi dine penge. Men banken er ikke til for alle de travle borgere med almindelig lønkonto, boliglån og børneopsparing. Nej, den skal jo tjene penge til aktionærerne, og det sker, når rige kunder køber investeringsbeviser, aktier, obligationer og valutahandler. Eller flytter penge gennem banken. »De rige kunder bliver i høj grad forkælet« af Danske Bank og er »meget glade for banken«, som det lød i en undersøgelse af de danske banker i foråret. Sidste år hed det i Berlingskes magtanalyse, at Danske Bank var tilbage på toppen med Thomas Borgen som rigets mest magtfulde erhvervsmand. »En blåstempling«, lød det. »Velkommen tilbage« – Danske Bank er »kommet over på den anden side«.

ER den aktuelle skandale et tegn på noget grundlæggende, er det netop, at Danske Bank lader, som om dette nationale klenodie er bedre, renere og mere ansvarligt end alle de ­andre banker, der jævnligt gribes i ulovligheder og umådeholden griskhed. Og at vi andre så gladeligt lader, som om det er rigtigt. ­Danske Bank er en privatejet virksomhed med det helt altoverskyggende formål at tjene penge. Under finanskrisen var ­problemet, at banken gik langt over grænsen for at gøre netop det – med risikable investeringer og hovedløse udlån. Det fik den daværende ledelse til at love bod og bedring. Nu skulle banken finde tilbage til gammeldags bankforretninger, hvor indlån og udlån fulgtes ad. Det var, lød det, på en og samme tid meget konservativt og meget progressivt. Samtidig ­lancerede banken kampagnen New ­Normal, der skulle signalere samfunds­mæssig ansvarlighed – man husker måske reklamefilmen med kyssende lesbiske, smeltende isbjerge og demonstranter fra Occupy Wall Street. Det var helt gudsjammerligt. Og det kostede Thomas Borgens forgænger, Eivind Kolding, jobbet.

Nede med de almindelige borgere er bankerne stadig ikke. Med ­stigende gebyrer og stadig færre filialer gør man, hvad man kan, for at skræmme normale bankkunder væk. Strammere regler gør det sværere at tjene penge på skøre boliglån, men så må man jo finde andre guldårer. Sidste års overskud på 21 milliarder tyder på, at kravet om svimlende indtjening er uforandret i en kultur, der også fik Nordea til at hjælpe rige kunder med at oprette selskaber i Panama, hvor kunderne kunne skjule deres penge. Er man almindelig bankkunde, kan man være stensikker på, at banken reagerer, så snart der er lidt overtræk på kontoen. Den estiske afdeling gav overskud, og derfor reagerede man ikke. Ifølge Finanstilsynet lød det fra direktør Thomas Borgen til bestyrelsen, at en hurtig exit fra Estland ville påvirke indtjeningen, eller sagt på en anden måde: Vi bør skynde os langsomt.

I Finanstilsynets lammende, nærmest ydmygende ­rapport lyder det, at banken »systematisk accepterede kunder, der gav mistanke om hvidvask af penge«. Tilsynet konkluderer også, at hverken bestyrelse eller direktion »har varetaget (deres) ansvar«. Hvad er det nu, der plejer at ske i en bank, når man som kunde udviser gentagen uansvarlighed efter talrige advarsler? Ja, man får lukket sin konto. Og så ryger man ud.

Banken arbejder nu selv på en undersøgelse og trækker pinen ud – blandt andet ved nu at erklære, at man vil donere fortjenesten fra Estland til godgørenhed. Forunderligt, at det kan være bankens egen afgørelse, hvad der skal ske med de penge. Men det er symptomatisk for den uansvarlighed, der gennemsyrer hele historien. Både bestyrelsesformand Ole G. Andersen og direktør Thomas Borgen påstår, at de ikke blev »tilstrækkeligt informeret« og sender aben nedad i systemet. Men sagen er, at det både er deres job at vide det – og at de tilmed også burde have vidst det. De har udvist et elendigt lederskab, der selvfølgelig er ansvarspådragende. Det handler til syvende og sidst om vores forhold til ­bankerne, her landets største. En helt afgørende norm for det kapitalistiske ­system er, at man holder sig til fælles regler, og at uansvarlig opførsel i længden ikke belønnes. Men bankerne, med Danske Bank i spidsen, har vænnet sig til, at de regler, der gælder for deres egne helt almindelige bankkunder, ­simpelthen ikke gælder for dem selv. Når de jokker i spinaten, kommer der alligevel nogen og redder dem: myndighedernes med deres langsommelighed og nervøsitet og i sidste ende skatteyderne. Borgen og Andersen kan da godt vente til september med at forlade banken. De kan også gøre det med det samme og spare os for dette pinlige teater. Og så får vi andre endnu en mulighed for at tænke over, hvad vi bør kunne forvente af landets største bank. kras

Læs også professor Per H. Hansens artikel om de tre gange, Danske Bank har forbrudt sig mod samfundets normer: »Overtræk i banken«