LEDER

Trump/Putin

DONALD Trumps forhold til ­Rusland skriver sig på forunderlig vis ind i amerikansk historie: Efterretningstjenesterne har før været yderst opmærksomme på ­amerikanske statsborgeres samarbejde med magthaverne i Moskva. Op gennem 1950erne var myndighederne i hælene på ­amerikanere, der – ofte helt ­forkert – blev ­mistænkt for at være KGBs håndlangere. Hvem kendte de i ­Moskva? Hvem var deres kontakter? Hvad var deres mål? Ideologi? Penge? De mistænkte var kommunister eller venstreorienterede kritikere af regeringen, nogle gange simple lykkeriddere, under alle omstændigheder marginale personer i det større billede. Jagten på 1950ernes formodede landsforrædere er en del af Den Kolde Krigs americana. Det er meget mærkværdigt, at denne historie nu vender tilbage i repremiere – med USAs præsident som hovedpersonen.

TRUMPS opførsel – kulminerende med ugens topmøde med Vladimir Putin – gør det på en måde til en til­ståelsessag: Trump varetager jo åbenlyst russiske interesser. Han nedtoner ­besættelsen af Ukraine, udvander ­sanktionerne mod Rusland, underminerer NATO, støtter europæiske politikere, der vil svække EU, har kaldt EU for USAs vigtigste modstander, undergraver internationale handelsaftaler, der holder vestlige demokratier forpligtet på et internationalt regelsæt. Og forleden, stående ved siden af Putin, sagde han, at han tror på den russiske præsident, der bedyrer, at han intet har at gøre med det digitale angreb på Det Demokratiske Parti under valget i 2016.

MODSTANDERE af Trump har ikke brug for flere beviser. Til ære for hans tilhængere – og for alle dem, der stadig mener, at Trumps forhold til Rusland er en konspirationsteori – ­bringer vi i dag på side 8-9 en stor artikel, der gennemgår alt det, man ved om sagen. Artiklen har været meget omdiskuteret i USA, og Trumps lejr har afvist den som »ævlende spekulationer og sammensværgelses-fantasier«. Det er forkert. Til trods for de kulørte detaljer og det tilsyneladende fantasifulde netværk af korrupte oligarker, selvbestaltede spioner, prostituerede og supersleske opportunister er her tale om en over­bevisende gennemgang af Trumps ­russiske dossier.

HAR Trump åbenlyst positive følelser for Rusland, har det således en god forklaring. Forholdet går 30 år tilbage, til Trumps første besøg i ­Moskva, årtiers samarbejde og aftaler med russiske finansfolk og oligarker under Kremls kontrol, til hans holdninger og handlinger som politiker; lovprisninger af Putin, samarbejde med den totalt korrupte Paul Manafort og ikke mindst kontakter og møder, som tilsammen unddrager sig enhver tvivl og tilfældighed. Donald Trump er mere end en nyttig idiot. Han er med rette blevet opfattet som et decideret aktiv for det russiske lederskab.

NU venter alle på den særlige ­an­klager, Robert Mueller, der under­søger Team Trumps forbindelser til Rusland. Er der en rygende pistol? Har Putin ­inkriminerende informa­tioner om ­Donald Trump, der forklarer hans opførsel? ­Eller er der blot tale om de overbevisende indicier, der allerede er kendt?

DET bliver ikke bedre af, at ­Donald Trumps forhold til ­russerne ­handler om mere end personlige økonomiske forhold. Trump deler helt åbenlyst også Putins verdensbillede, mistro mod frie medier, uafhængige domstole, seksuel frigørelse og racelighed. Var Trump en almindelig amerikansk borger i 1950erne, ville han være gået i nettet, før han havde kunnet nå at sige fake news. Det er endnu en af ­historiens ­ironiske detaljer, at de europæiske Trump-støtter og Putin-loyalister, der findes, fra diverse kommentatorer til parlamentarikere i såkaldt populistiske partier – på tilsvarende vis er blevet ­nyttige idioter for denne alliance af ­økonomisk-ideologisk, korrupt miskmask. Jo mere Trump afslører sig selv, desto mere afslører han dem.

AFGØRENDE øjeblikke i historie­bogen opfatter man sjældent live. Men i denne tid skrives virkelig et vigtigt kapitel, mens vi ser til. Vil årene med præsident Trump kunne afsluttes som en alvorlig parentes, eller får det vidtrækkende konsekvenser for den vestlige alliance af demokratier?

ANSVAR for det udfald ligger hos Donald Trumps modstandere. Trump er stadig særdeles populær blandt sine egne vælgere. De valgte ham ikke på grund af hans russiske ­forhistorie eller sympati for Putin, men fordi de med rette føler sig ­forrådt af det politiske system i USA. Det ­Demokratiske Parti bærer en stor del af ansvaret for valget af Trump ved at stille med en helt elendig modkandidat i 2016. ­Republikanerne har ladet sig degenerere til et organ for magtfulde interesser. Foreløbig tyder ikke meget på, at de to partier har lært lektien af fænomenet Trump. Han kan sagtens blive genvalgt, og i så fald bevæger vi os ud i mørkt, ukendt farvand. Trumps modstandere godter sig lige nu over hans problemer. Forhåbentlig vil de snart forstå deres eget ansvar for, at han overhovedet er endt i Det Hvide Hus. kras