Her er en historie om en mand, som langt ude i Vestjylland ­prøvede og lykkedes med det, som på Christiansborg synes umuligt. At forlige kornblomsten og rosen, Venstre og Socialdemokratiet. Ikke at det var det, han havde sat sig for at gøre, da han tog hjemmefra. Men det var sådan, det endte. For manden er ikke en lineær karakter, men snørklet og skygge­fuld, og i stand til at foretage pludselige hop i uventede retninger, hvilket førte til den sælsomme ­konstitueringsaftale i november sidste år, der gjorde den ringkøbing-skjern’ske udgave af ­kommunalvalget til en af nationens mest ­spektakulære, dramatiske – og lærerige.

Søren Elbæk er navnet. Søn af en indvandret sydjysk husmand, der ville være gårdejer, men hvis drøm engang i 1960erne strandede på 24 tønder sandjord ved Lønborg Hede ikke langt fra Ringkøbing Fjord. Fire sønner kom der ud af det, inden ægteskabet forliste, og Søren er den yngste. Han vidste ikke, hvad han ville være, men blev en masse alligevel, blandt andet socialdemokrat, fagforeningsformand og alkoholiker, og langt ude ad den streng bestemte han sig til, at han også ville være borgmester. Og det er her, vi møder ham, den anden nat efter kommunalvalget sidste år, hvor han sidder i sit køkken og stirrer tavst ned i sin telefon.