Behov for at lyse

Gunnhild Øyehaug skriver ­mis­undelses­værdigt godt. Hendes 42 små noveller er både ­fantasifulde og kontrollerede, skrevet med en ­nær-alvidende litteraturviden­skabelig ­ballast, som ikke tynger hende ned, tværtimod. Det er tekster, som vrider sig, fulde af virkelighedsskred, plotsving, ­metalitterære indvendinger – stilen er hverdagsnær, selvom fiktionen konstant punkterer sig selv. Øyehaug kravler igen og igen op ad tekstens stige for så at sparke den væk under sig, og på forunderlig vis forbliver hun svævende. Jeg bruger aldrig finurlig som et plus-ord, det har så nuttede konnotationer, at det kun kan blive nedladende, men hvis nogen kan løfte finurligheden op til et nyt niveau, hvor den er ærefrygtindgydende snarere end charmerende, er det Gunnhild Øyehaug. Selv fodnoterne er fortryllede.

Novellerne finder sted alle vegne. Ude i skoven, inde i parforholdene, i Ikea, i verdensrummet, midt inde i en forfatters novelle. En hjort kan stå i et skovbryn og være en jeg-fortæller: »Det er meningen, jeg skal være svær at se, jeg ved det godt, jeg skal snige mig rundt i skovene og ikke blive set. Det er disse livsvilkår, jeg nu er ulykkelig over. Jeg vil ses. Jeg har stillet mig i et skovbryn. Jeg er klar til blikke, til skud. Hvis ikke nogen snart ser mig, gør jeg noget drastisk, jeg mener det. Netop nu er det, som om jeg er lukket inde i et hjortemønster.«