Gangstervælde. »Malmö er blevet en prøvesten i den indvandrerpolitiske debat: Er den et multikulturelt himmerige eller et polariseret helvede?« Den svenske journalist Lars Åberg skriver om sin sydsvenske hjemby, der i de seneste par år har oplevet stribevis af uopklarede mord, senest i forrige uge.

Fremtiden har kalasjnikov på bagsædet

Galaxy på Drottninggatan i Malmö er en internetcafé, der er mere kendt for lyssky forretningstransaktioner end for computere.

At den kun ligger et stenkast fra byens store politigård og domhus bekræfter på en ikke særlig munter måde, hvor åbenlyst nærværende – ja, næsten integreret – lovløsheden er blevet i byens hverdagsliv. De kriminelle bander i Malmö udgør en egen magtfaktor med en ekspansiv økonomi, og de udfolder sig uhæmmet og med komplet foragt for omgivelserne; de er en mafia, som til trods for at den har politiets konstante bevågenhed, griber til vold, når dens forretninger er i farezonen.

Den 18. juni blev tre personer myrdet med automatvåben uden for Galaxy, og yderligere tre blev såret, den ene alvorligt. To af de døde var brødrene Nabil og Chadi Abdallah. Det tredobbelte mord blev dagen efter fulgt op med endnu et drab i kvarteret Lindängen og fire dage senere af et drabsforsøg på en teenager iført skudsikker vest. Malmös politichef Stefan Sintéus forklarede på en pressekonference den 19. juni, at samtlige indblandede parter er kendt af politiet for deltagelse i grov, organiseret kriminalitet.

Det plejer politiet jo at sige: »De kriminelle er kendt af politiet.« Der er tale om en liste med måske to hundrede kendte forbrydere, som skal overvåges, næsten som om kriminaliteten begås under politiets overopsyn. Alligevel er flertallet af de senere års drab i byen uopklarede. Det skaber naturligvis frustration hos almindelige malmöboer: Hvis man ved, hvem personerne er, hvorfor sidder de så ikke bag lås og slå?

En by for mafiosoer og hipstere

Med Malmö kan man skræmme små børn, eller man kan lokke unge mennesker væk fra Stockholm ved at fortælle dem, at Malmö næsten er som Berlin. En by for både mafiosoer og hipstere. Selv om man kan cykle fra Västra Hamn til Rosengård på et kvarter, er Malmö en splittet by. I vest har man the sunny side of the street, og i øst bor man på the wrong side of the railroad tracks.

Kriminaliteten er en svøbe, der spreder utryghed hos befolkningen, selv om de personer, der bliver skudt på, som regel også selv er bevæbnede. I bund og grund er det segregering, der plager Malmö og skaber angst for fremtiden i takt med, at den bider sig fast. De ansvarlige kommunalpolitikere har i årevis forsøgt at undgå at tale om skolekriser, boligkriser, sygehuskriser, arbejdsløshed, bistandsafhængighed, antisemitisme og kriminalitet. De har peget på broen til København og omtalt deres by som en fremtidsby, men i denne fremtid bor også personer, der kører rundt i dyre biler med en kalasjnikov på bagsædet, og børn, der går ud af skolen med så dårlige kundskaber, at de aldrig vil kunne få et arbejde.

Malmö er blevet en prøvesten i den indvandrerpolitiske debat: Er den et multikulturelt himmerige eller et polariseret helvede? Set fra Stockholm er Malmö lige så langt væk som København: Man interesserer sig kun for byen, når der skydes i gaderne, eller når nogen fra Dansk Folkeparti siger noget dumt. Journalister fra Tyskland og Danmark, som er kommet til Malmö for at skrive reportager, har fået afslag på at interviewe Katrin Stjernfeldt Jammeh, kommunens socialdemokratiske borgmester, med den begrundelse, at udenlandske medier skriver så meget negativt om Malmö, en holdning, der er en Donald Trump værdig.

Hun har i lighed med mange af sine partikolleger været mere optaget af Malmös image, end hun har været villig til at forholde sig til virkelighedens Malmö. Der er flere kommunale meddelere, end der er journalister, som overvåger kommunen.

De sociale problemer og den samtidige benægtelse af deres eksistens har også gjort Malmö til et yndlingsoffer for Sverigedemokraterna. At de har kunnet vokse sig så store, skyldes ikke mindst, at indlysende sandheder er blevet bagatelliseret.

Når seks personer skydes ned på en offentlig gade midt i byen, giver det endnu en gang genlyd i svensk samfundsdebat. Det bliver en slags reality-check. Hvorfor tillader man, at det kommer så langt ud? Det er ikke længere muligt at påstå, at det er uvidenhed og fordomme, der gør mennesker deprimerede og utilfredse; det er snarere erkendelsen af, at der bliver gjort alt for lidt for at forandre de elendige forhold, som de kender alt for godt.

Fremtidsstaden

Siden 2016 er seksten mænd, de fleste af dem unge, i et enkelt tilfælde en 16-årig dreng, blevet skudt ihjel i Malmö.

Volden kommer ikke ud af den tomme luft. Det drejer sig om markedsandele i en kriminel undergrund, om stoffer og våben og inddrivelsen af reelle eller opdigtede gældsposter, men også om en importeret kriminalitet med oprindelse først på Balkan og senere i Mellemøsten, og om en afhumanisering med tiltagende afstumpethed og svigtende loyalitet, som betyder, at ingen i denne underverden kan stole på hinanden.

Ved Øresund ligger indkørslen til Sverige, et land, som det i lang tid har været nemt at importere de fleste varer til, ligeledes mennesker med onde hensigter og ulovlige varer. I Malmö har man kunnet købe smuglercigaretter i kioskerne eller drikke billigt øl på restauranter, som ikke betaler skat. Frisørerne lokker med klipning til 50 kroner, en uforståelig pris. Det kan virke uskyldigt, men den sorte økonomi har altid været knyttet til den grovere kriminalitet, hvor der sælges narko, og hvor lokaler raseres, hvis ejeren ikke betaler for at undgå det.

Antallet af drab er varierende over tid, men forekommer med så stor regelmæssighed, at de kan minde om en tilbagevendende tv-serie fra samfundets mørkeste lag.

I 2017 overtog en gruppe kriminelle en butik ved Rundelsgatan i centrum ved indkørslen til et parkeringshus. Ejerne var blevet truet og afpresset penge, og de ansatte i butikken blev nu jaget på flugt. Et nyt hold overtog butikken, men kunne ikke knække koden på kasseapparatet og måtte derfor tage imod betaling med MobilePay eller Swish. Udadtil var alt uforandret; butikken var åben, og der blev handlet som sædvanlig.

Kort efter blev bandemedlemmerne pågrebet af politiet, men løsladt igen, da efterforskningen blev opgivet. Banden forsvandt. Nogle uger senere blev en af butikskaprerne skudt ihjel. Efter endnu nogle måneder, i februar 2018, blev en bombe sprængt i luften på fortovet foran butikken.

Indtil 1970erne domineredes indvandringen til Sverige af mennesker, der kom for at arbejde. Beskæftigelsen var endda højere blandt kvinder født i udlandet end kvinder født i Sverige. De kriminelle netværk, der også fandtes dengang, kom først og fremmest fra det daværende Jugoslavien. I Malmö talte man åbent om »jugomafiaen«, og dens indflydelse i kvarteret omkring Möllevångstorget var en kendt sag. Den kommunale socialforvaltning udgav i 1975 undersøgelsen »Svarta affärer«, en kulegravning af prostitution, illegalt hasardspil og anden kriminalitet i Malmös natteliv, og gjorde opmærksom på, at skurkene på gaderne og svindlerne på de fine kontorer var gensidigt afhængige af hinanden. »Påstanden om, at hensynsløse svindlere i millionklassen holder sig for gode til at omgås almindelige gangstere, er hermed gendrevet. Ingen værdier er for hellige i jagten på hurtige, store penge.«

Antallet af drab er varierende over tid, men forekommer med så stor regelmæssighed, at de kan minde om en tilbagevendende tv-serie fra samfundets mørkeste lag. De kriminelle falankser bekæmper hinanden i en voldsspiral, der vrides nedefter. De fleste drab er regulære henrettelser. Det er næppe et tilfælde, at seks personer med lange strafferegistre skydes ned fra en forbipasserende bil på Drottninggatan.

I min bog om Malmö, Framtidsstaden, beskriver den ansvarlige for sikkerheden i byretten, Mikael Johansson, hvor meget mere brutal volden er blevet, siden han begyndte at arbejde som patruljerende betjent for tredive år siden. Først sloges og sparkede man, så kom knivene frem, og nu skyder man efter hovedet. Så var der teenagerbander, der forsamledes på Gustaf Adolfs Torg og skabte en truende stemning. Sidst i 1990erne var banderne, der hængte ud i byens centrum, næsten udelukkende sammensat af unge med indvandrerbaggrund.

»Mange af dem, der stod der sent på aftenen, var meget unge, helt ned til tiårsalderen.«

Nu er gangstervældet på én gang struktureret og improviseret; det vil gerne operere uforstyrret og være fri for myndighedernes interesse, men praler også åbenlyst med biler og andre magtsymboler. Det løser indre konflikter med våben eller forretningsmæssige opgør, men uden for retssystemet. Både gerningsmænd og ofre er tavse. Mafiakulturen er arrogant bevidst om den frygt, som den spreder. Den vil først og fremmest slå fast, hvem der har magten.

En anden kriminalbetjent beskriver i den nævnte bog, hvordan den grove kriminalitet er blevet et parallelsamfund blottet for normal moral og anstændighed:

»De kommer ind i fængslerne som hårde negle og ud igen som monstre. De unge får nye kontakter og kæmper sig op i hierarkiet. For mange af dem er det en hæder at sidde inde i lang tid. De bliver mødt med respekt, og der bliver passet på deres familie; der findes fonde, som udbetaler pensioner til koner og børn.«

Men i de senere år er der sket noget nyt i denne underverden. De faste grupperinger er blevet løsere, loyaliteterne mere flydende. Gårsdagens ven kan hurtigt blive morgendagens fjende. Man må hele tiden se sig over skulderen. Flere af dem, der har overlevet drabsforsøg, har båret skudsikker vest under tøjet.

Ude på gaderne i kvarterer som Seved, Lindängen, Kroksbäck eller Rosengård løber de yngre brødre ærinder, gør rent i spilleklubberne og synes, det er cool at gå med pistol. Mikael Johansson fortæller om en tredje generation, der er vokset op i kriminelle familier.

»De er en tikkende bombe, og vi har ikke for alvor forstået, hvor stor en risiko de udgør,« siger han. »Man kan høre 13-årige røvere sige, at det bare drejer sig om at være sød, når man taler med en kvindelig socialrådgiver, for der sker alligevel ikke noget, før de er fyldt 18. Når de er 21, er de forhærdede eller skudt ihjel.«

I et samfund, der er så grundigt planlagt og forudsigeligt som det svenske, fremstår denne voldelige forretningsvirksomhed som uvirkelig. Man ved ikke, hvad man skal stille op over for mennesker, der så entydigt tager afstand fra byen, samfundet, staten, fællesskabet. Volden, der er så uhyre konkret, forvandles til metafysisk ondskab.

Synlig og underjordisk kriminalitet

Da nytårsraketterne oplyste himlen over Malmö i 2012, blev den 15-årige Ardiwan Samir skudt ihjel i Rosengård. Et par dage senere organiseredes en manifestation – »Frygten skal ikke styre gaderne« – på et torv i centrum, og deltagerne kunne skrive under på en selvmodsigende hilsen til regeringen formuleret omtrent som en påkaldelse af højere magter: »Vi elsker Malmö! Vi accepterer ikke, at Malmö omtales som en gangsterby (…) Den senere tids nedskydninger er kun toppen af et isbjerg. Nu må det være nok!«

I januar 2017 blev 16-årige Ahmed Obaid skudt ihjel med flere skud ved et busstoppested i Rosengård. En måned senere blev en ung mand myrdet på Möllevångstorget. Som så ofte, senest på Drottninggatan, lægges der blomster og kærlighedserklæringer på drabsstedet. Tragedien er åbenbar, men det er samfundets manglende evne til at håndtere denne indkapslede destruktivitet også.

Er det de kriminelle bander, der bestemmer på Malmös gader?

»Nej,« siger politichefen Stefan Sintéus, »men de bestemmer, at andre bander ikke må optræde på deres territorium.«

Han beskriver en kriminalitet, der både er synlig og underjordisk. Almindelige aktiviteter bliver en slags facade i en skyggeverden med egne regler og magtkampe. Der findes også et illegalt arbejdsmarked for mennesker uden opholdstilladelse og anstændig betaling. Det er umuligt at sige, hvor mange der lever i Malmö uden at have ret til at opholde sig i Sverige. Formodningerne om, hvor mange der i hemmelighed opholder sig i kvarteret Rosengård, hvor der officielt bor 25.000 indvandrere, strækker sig fra nogle tusind helt op til 10.000.

Man ved ikke, hvad man skal stille op over for mennesker, der så entydigt tager afstand fra byen, samfundet, staten, fællesskabet. Volden, der er så uhyre konkret, forvandles til metafysisk ondskab.

Sintéus konstaterer, at systemet forudsætter hæderlighed:

»Normalt oplyser man, hvor man bor, og så bliver man registreret i folkeregisteret på den pågældende adresse. Men nu kan der være registreret tyve personer på den samme adresse, og ingen ved, hvem der rent faktisk bor der.«

Når der er huller i de traditionelle systemer, må man spørge, om de infiltreres af kriminelle netværk.

»Korruption er for meget sagt,« siger Stefan Sintéus, »men vi har set, hvordan Södertälje er blevet påvirket helt op i det politiske system, og man skal være naiv for at tro, at embedsmænd i Malmö ikke også udsættes for pression eksempelvis i forbindelse med bevillinger til værtshuse.«

Modsætningerne i den kriminelle underverden opleves nu på åben gade. Automatvåben anvendes på fortovene, hvor masser af mennesker kommer gående forbi. På universitetssygehuset i Malmö har man udvidet alarmsystemet, der er posteret vagter ved indgangen til klinikkerne, og personalet uddannes i sikkerhedsregler.

I stedet for en ensom Don Corleone findes der mange mindre mafiabosser og et par hundrede bevæbnede unge mænd, som har lært ikke at stole på nogen. En af dem, som kom til skade på Drottninggatan den 18. juni, er en 21-årig mand, som trods sin unge alder er kædet sammen med en stribe drabssager og har et rygte i bandemiljøet, der vil betyde, at drabsforsøget på ham sandsynligvis kommer til at medføre hævnaktioner.

Kontrol erstatter tillid

At forsøge at give voldsforbrydelserne en social-økonomisk forklaring er ikke længere en mulighed. De ligger i forlængelse af en bandekultur, der opstod i 1970ernes Malmö med deltagere, som bevidst valgte at stille sig uden for retssamfundet. Med tiden er banderne ikke kun vokset i antal, men er også blevet mere og mere hensynsløse i takt med, at de potentielle gevinster er blevet større. De unge mænds fattigdom ligger ikke på det økonomiske plan.

Men det er rigtigt at sige, at Malmö som by er blevet mentalt fattigere og socialt mere ustabil, efterhånden som de parallelle samfund har bredt sig. Utrygheden siver ud i almindelige menneskers hverdag, og det samme gør kynismen: Lad dem bare slå hinanden ihjel, tænker man.

Vi har oplevet en gradvis tilpasning til et hårdere omgangsklima, som er den tunge kriminalitets grå skygge, og som udhuler forestillingen om, at samfundet er et fælles projekt, som vi skal forvalte og udvikle. Vi vænner os til, at kontrol skal erstatte tillid, og at vi ikke længere kan stole på vores medmennesker.

Oversat af Claus Bech. Lars Åberg er svensk journalist og forfatter. Han udgav sidste år bogen Framtidsstaden – om Sverige imorgon blir som Malmö idag, hur blir Sverige då? Udkommet på Karneval förlag.

Side 3