Læring. Lærere mener, at den længere skoledag gør børnene for udmattede til at lære i de sidste timer. Men en ny rapport har spurgt, hvordan eleverne ser på sagen. De mener ikke, at problemet er lange dage. Det er dårlig undervisning.
Fornemmelsen af tid
Når børnene er trætte henimod slutningen af skoledagen, er det nærliggende at skyde skylden på folkeskolereformen med dens længere skoledage. Det er i hvert fald lærernes fremstilling af sagen, og hidtil har udsagnet stået uimodsagt. Nu bliver der imidlertid rokket ved lærernes yndede forklaringsmodel. For spørger man eleverne selv, er det snarere dårlig undervisning, som dræner dem for energi i løbet af skoledagen.
I en ny rapport afdækker VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd), at lærerne og børnene ikke har enslydende meninger om, hvad der kan gøre det svært at være elev i skolen, inden klokken ringer for sidste gang. I en undersøgelse af de yngste elevers hverdag i skolen efter reformen har forskere været ude i seks klasser på tre skoler for at observere undervisningen og tale med i alt 68 elever i 2. og 4. klasse samt deres lærere og pædagoger. Den kvalitative analyse afslører, at elever og undervisningspersonale har divergerende opfattelser af, hvad der gør de sidste timer på skoledagen vanskelige at komme igennem.
Del: