Det er en mærkelig fornemmelse at opsøge Matematisk Institut for at tale om vold, mordsager og skyldsspørgsmål. Her ser ud, som man forventer. På gangene hænger portrætter af feltets klassiske helte – Fermat, Leibniz, Bernoulli – og indenfor i kontorerne sidder unge mennesker krumbøjet over abstrakte universer af tal og begreber. Men så er der Therese Graversen. Hun befinder sig midt i en hektisk korrespondance med repræsentanter for det britiske retssystem. De vil meget gerne have den unge statistiker med hestehalen og det direkte blik til at udtale sig om chancerne for, at en tiltalt har efterladt sit DNA i noget bevismateriale, politiet ligger inde med. Den danske forsker er indtil videre gået under radaren hos systemet herhjemme, men ude i verden er hun et navn. I retsgenetiske cirkler er hun på kort tid blevet kendt for at udvikle metoder, der kan tvinge mere information ud af vanskeligt omgængelige data.

»Egentlig er jeg endt i det her ved et tilfælde,« fortæller Graversen, som er postdoc ved Københavns Universitet. Det begyndte med, at hun som studerende i 2008 fulgte sin mand til England og kom ind på Oxford University. Her graviterede hun mod gruppen omkring den meget kendte danske statistiker Steffen Lauritzen, som blandt andet arbejdede med modeller til at analysere DNA-spor. Lauritzen involverede først Graversen i mindre projekter, og da hun fik blod på tanden, blev det siden til et helt ph.d.-studium. Her var hun med til at udarbejde en ny type statistisk metode til at regne på blandinger af DNA. En metode, som inddrager flere af de informationer, som ligger i de rå data end hidtil, og som dermed kan opnå en større detaljeringsgrad og større nøjagtighed. Metoden blev publiceret som såkaldt discussion paper af Royal Statistical Society, og en flok fremtrædende internationale kapaciteter var indbudt til at gennemgå og kritisere. Danskernes arbejde stod prøven, ph.d.-afhandlingen fik medalje i Oxford, og der herskede stor akademisk tilfredsstillelse.