Scoop. »Hvis nogen vover at sige noget om bøger, skulle de skydes eller fængsles på stedet.« Sådan sagde netop afdøde Philip Roth til Martin Krasnik i et af sine meget sjældne interviews - læs eller genlæs det her:
Det døende dyr
NEW YORK – Lad os straks slå fast, at dette interview er et scoop. Philip Roth giver aldrig interview, og jeg finder hurtigt ud af hvorfor. Ikke at han er ubehagelig, nej, han gider bare ikke svare på de samme evindelige spørgsmål. I de få interview, jeg har fundet med ham, kommer han ikke med andet end korte, vrangvillige bemærkninger.
»Hvad vil du tale om?« spørger Roth, da han sætter sig i agenturets bageste lokale. Allerede dér kan jeg mærke, det bliver svært. I september interviewede New York Times Roth i anledning af, at han fik tildelt det nærmeste, en forfatter kan komme evigt liv: indlemmelse i The Library of America. Roth skal kanoniseres i bibliotekets sorte bøger – sammen med Melville, Steinbeck, Singer og den slags. Udover Roth har kun to andre opnået det i live – Eudora Welty og Saul Bellow. Roth siger ikke et kvæk til New York Times’ stadig mere desperate journalist, og han forbliver lige så udtryksløs som på det ledsagende fotografi.
Del:
