Pia Fris Laneth & Jytte Hilden (red.): Takt og Tone til Tiden. 176 sider ill., 199 kr. Frydenlund.
Der står ikke noget i Emma Gads berømte bog om, hvordan man skal opføre sig, hvis man er kommet til at drikke sig fuld og tage alt sit tøj af sammen med en meget kærlig fyr og så pludselig, midt i kysseriet, ikke har lyst til at fortsætte til scenens forventelige konklusion. Det er derfor et af de absolutte lyspunkter i nærværende lille jubilæumsbog, at Anna von Sperling, journalist på Dagbladet Information, virkelig tør give et bud på netop dét og desuden på, hvordan fyren skal reagere. De arme unge mennesker, som finder sig selv i lignende situationer, mangler i frygtelig grad konkret vejledning. Her har de omsider en voksen, der simpelthen skriver: »Undgå at have sex med en der er fuld eller skæv. De sender uklare signaler og kan ikke mærke deres egne grænser.« Som anbefaler, at man husker at spørge den, man er sammen med, hvis man er det mindste i tvivl: »Er du okay?« Og endelig måske det allerbedste råd, anvendeligt i grupper såvel som på tomandshånd: »Husk at hjælpe dine kammerater. Hvis de er for uterlige, så stop dem.«
Siden ’1968’ har man ikke kunnet være sikker på, at der overhovedet er nogen regler for menneskelig omgængelse, og det var naturligvis en af grundene til, at Emma Gad kom på mode i de tidlige 1980ere. I Takt og Tone til Tiden giver 13 skribenter hver deres forslag til, hvordan ordentlig opførsel tager sig ud i nutiden.
Alle skildringer af Emma Gad fra de seneste 40 år indledes med den konstatering, at folk i almindelighed tror, hun var skrap, og hendes vejledning en striks affære. Det er ikke til at opdrive en tekst om Gad og hendes værk, som ikke er fuld af lovord, så man må efterhånden spekulere over, hvem det dog kan være, der har dette negative syn på admiralinden og hendes bog? Hvem er det, der betragter hende som »en snerpet, småtskåren overklassemoppe«, som redaktøren Pia Fris Laneth så smagfuldt udtrykker det?
Laneths biografiske artikel om forfatteren er ellers glimrende; velskrevet, informativ og rundhåndet illustreret med fotografier. Her får vi også sønnens beskrivelse af, hvordan Hendes Naade Admiralinden med den største interesse lyttede til det hav af sypiger, rullekoner og strygemadammer, som i køkkenregionerne supplerede de faste barne-, kokke- og stuepiger. Emma Gad fulgte åbenbart sit eget råd om ikke at være snobbet eller vigtig.
Lad os uden tøven slå fast, at denne anmelder tilhører klubben af varme tilhængere. Bøger som Gads gør det muligt for nybegyndere og let øvede at begå sig og begribe, hvad der foregår omkring dem, og således bruge energien på noget vigtigere end evig, social ængstelse. Det er skrækkelig anstrengende at måtte gætte sig frem hele tiden.
Det er således nyttigt, når Rushy Rashid fra Radio24syv fortæller, at folk fra Pakistan, som ved festlige lejligheder sender en skål mad ind til naboen, forventer, at der er noget andet i skålen, når de får den tilbage; det er ikke ordentlig opførsel bare at vaske den op. Men Rashid minder også om, at man kan spørge og forklare.
Nogle bidrag er meget konkrete som Rashids og von Sperlings, og forfatteren Morten Münster påpeger, at kun det konkrete er forståeligt. Han beskriver i fortvivlende, grinagtig detalje, hvordan virksomheder opdrager på deres medarbejdere med meningsløse floskler. Men han har ikke mange konkrete anvisninger, og flere af de øvrige bidrag er rigeligt floskuløse. På de sociale medier skal man således efter professor Jeppe Bundsgaards mening »fortælle de andre frem, så verden bliver skønnere«, og ifølge lektor Karen Vallgårda huske at interessere sig for, »hvordan andre mener, man bør føle i en given situation«. Fordelen ved adfærdsregler fortoner sig noget, hvis de skal afhænge af, hvordan man oplever, at andre mener, man bør føle. Alle andre?
Læseren føler sig i trygt og roligt kronikselskab med alle de velkendte formuleringer. Man skal »reflektere over alle sine livsstilsvalg«, som Juliane Schmeltzer Dybkjær skriver, i »en individualiseret verden med uoverskuelige og komplekse påvirkninger«, som Per Schultz Jørgensen formulerer det.
Men så sker der et under!
Rune Lykkeberg, chefredaktør for Dagbladet Information, har skrevet en helt vidunderlig, krystalklar, personlig og ligefrem gribende tekst om, hvordan og hvorfor man skal omgås gamle mennesker. Udgangspunktet er hans mormor; efter mange år opdagede den unge Rune, at hun udmærket forstod den verden, han levede i. Hun kunne sætte nutiden ind i en sammenhæng, den unge mand var helt uvidende om; de gamle har set mere af livet. De gamle har været som de unge, men de unge har ikke været som de gamle.
Konkret skal man vente på, at de gamle samler tankerne, for de er langsommere end en selv; måske er de ulækre i deres fysiske forfald, men man skal høre ordentligt efter, hvad de siger – for sin egen skyld. De kan vejlede en i alle livets forhold, for de har selv været der; de har prøvet alt det, man selv oplever. »Husk, at det er dig, der er for dum, hvis du ikke lærer noget af de gamle.«
Lykkebergs pointe er den stik modsatte af alt det med individualiseret kompleksitet og alting-går-så-hurtigt. I de væsentlige ting som kærlighed, arbejdsliv og venskab er farerne og glæderne nogenlunde, som de altid har været, og de fleste situationer og mennesker ligner situationer og mennesker, der er set før. Denne indsigt gjorde den (fiktive) gamle dame miss Marple berømt; det er analogien som metode. Lykkeberg mener, der er mange gamle som hende i den virkelige verden.
Analogi forklarer også, hvorfor en 100-årig bog stadig er vedkommende, selvom teknologi og kønsroller har ændret sig; menneskene forandrer sig ikke så meget, som hvert nyt slægtled holder af at forestille sig.
Meget taler for, at fru Gad og hendes omgangskreds var mere tolerante og socialt inkluderende, end normen er i nutidens kulturelite. Tænk Dem engang: Hr. Gad var admiral og gik i uniform og sabel til daglig, men alligevel var Dagbladet Politikens chefredaktør blandt husets venner, og fruens teaterstykker blev opført på Det Kongelige Teater og pænt anmeldt; sønnen Peter Urban Gad giftede sig med skuespillerinden Asta Nielsen, som var ugift mor og berygtet for den hidtil mest skandaløse samlejesimulation på det hvide lærred! Vore dages sensibiliteter ville ikke finde det hele lige bekvemt.
