Erik Clausen har lavet en ny film. Den hedder Aldrig mere i morgen og handler om døden. Det er Clausens figur, der dør. Patriarken. Sådan én er Clausen også selv. Velbeskrevet som Sydhavnsdreng, gøgler, maler, filmmand og det stadige omkvæd »dem de andre ikke vil lege med«, som han har sunget med kammeraten Kim Larsen.

Det sidste er en mild underdrivelse, det er der mange, der gerne vil. Både professionelt og i kvarteret, hvis man går en tur med Clausen. Vi snakker om det og meget andet på Vesterbro, hvor Clausen har holdt til i mange år. Vi har også snakket gennem mange år, siden vi mødtes første gang, da Clausen lavede filmen Cirkus Casablanca i 1981. En blanding af dårlige vittigheder, gode anekdoter og kunst og litteratur har vi diskuteret. Altid meget grin, for det skal være sjovt, også at dø for så vidt.

Det regner lidt, så skinner solen. Børn leger i gården, de er altid en nøgle til Clausens hjerte, ligesom kvinderne. Der er en helt utålelig journalist i filmen. Et far og søn-opgør. Clausen har skrevet filmen sammen med sin datter Louise Clausen. Han har også en søn, som slår sine folder i Polen. Det er ikke altid nemt at blive sig selv, uanset hvor man kommer fra. Der er fordomme i alle lejre: om hvem vi er, hvem andre tror vi selv og hinanden er og, ikke mindst, hvem vi har lyst til at være. Vi kredser længe rundt om både det og selve interviewet. Der er hele tiden en anekdote, et grin, en melodi på harmonikaen, som Clausen udfordrer mig til at forsøge mig med. »Giv et nummer!«, Clausens egen devise, og man skal ikke sige nej, så er man en fedterøv, og dét er det værste.

Det bliver ikke til så meget, før jeg trykker til. Så sukker den en tone ud.

Clausen er blevet 75 år, og hans kondi er, som han siger, god. Han cykler, både på bane med sit barnebarn og med sit herrehold gennem årtier på landevej. Hans hukommelse fejler ikke noget, hørelsen kræver direkte henvendelsesform, mens stemmen har den samme, gamle københavnerdiktion. En skøn blanding af fornemme dronning Margrethe a’er og en lidt drævende, nasal Sydhavnsudtale, som også kan bruges til at antyde, at man kan få nogen på snotten, hvis det er, hvad det selvfølgelig ikke er. I dag.

»Jeg har en idé,« siger Clausen, da vi mødes anden gang for at gøre det, vi egentlig skulle. Der går halvanden time til med alt muligt andet. »Hvad er ideen?« spørger jeg endelig.

Så tager han ordet. En monolog udfolder sig uden manuskript. Han ser ikke på mig i lange passager, men sidder med fravendt blik og taler. Hans egen tale, både forberedt og improviseret, kommer flydende og på syngende clausensk ud i ét hug.

»Jeg tror, jeg er den mest privilegerede filminstruktør her i landet. Jeg har mine små, hvide kunstnerfingre, meget følsomme, mere end før i tiden, da jeg var ung, da var de ru, fordi jeg havde jævnt arbejde. Det fik jeg heldigvis overstået ret hurtigt. Jeg har fingrene nede i historierne, og ganske langsomt vokser historien. Jeg fortæller den, jeg skriver den sammen med Louise, hun er litterær bagstopper. Jeg lader det simpelthen køre, og lige pludselig har jeg det, der hedder et manuskript. Det er fyldt med anvisninger til billeder, fordi det der med de litterære traditioner omkring manuskripter, der trives hos konsulenterne, det gælder ikke. Film, det er nærmere tegneserien end litteraturen.

Så lige pludselig har jeg i mit store, runde hoved udtænkt den ene scene efter den anden. For alle mine film er optaget og spillet og klippet sammen oppe i hovedet på mig. Jeg har tid til at bruge min hjerne til ikke at tænke andres tanker, jeg kan bare handle med Clausens tanker, der kommer en film ud i den anden ende. Måske en sang, måske nogle malerier – ih, hvor jeg leger. Der var en idiot, der hævdede i avisen, at bolden er menneskets bedste legetøj, men, kære læsere, jeg kender tre-fire andre ting, der er sjovere: Det er tanken, fantasien, den frie tanke, som du ikke kan kontrollere. Hvis du tør gå derhen, så kommer der billeder, så kommer der film, du ikke anede eksisterede hos dig selv. Så kan du godt glemme din eksamen, så er det ikke studenterhuen, der trykker mere, det er historien, fortællingerne. Måske er du selv hovedrolle i en af dem, det må du camouflere. Film er aldrig private, de er personlige eller subjektive, det er meget mere interessant.

Så begynder vi det, der hedder casting, det var det, der hed talentspejder før i tiden. På nudansk, når man caster, så finder man dem, der skal spille. Jeg har lavet en film med Bodil Jørgensen. Jeg tænkte hele tiden på Bodil, for jeg skulle bruge en engel. JA! En engel. Jeg er rød ad helvede til, men der er ting, man ikke kan forklare, uden at vi dykker ned i kunstskattene, og dér er en allegori. Der er mange ting, man bedst kan forklare ved hjælp af en engel og i anden sammenhæng ved hjælp af Djævlen. Det tør jeg godt, det er banalt, jeg er ikke bange for det banale, livet er banalt.

Mange af dem, der lider af forskrækkelse, mener det er corny, når det er banalt, men du kommunikerer med det banale. Som der står et eller andet sted ude på Dyrehavsbakken: ’Af gøglerblod fra fjællebod har kunsten skabt og har sin rod.’ Nå, videre med Bodil.

Hun skal spille en engel, fordi hun er en engel, det blev fantastisk godt. Havde hun sagt nej, var mit filmprojekt røget i vasken.

Nu begynder vi at lave location, nu begynder der at gå håndværk i det. Nu er jeg tilbage: samarbejde med scenografen, prøverne med skuespillerne, hvordan skal vi fotografere Marijana Jankovic? Hun er billedskøn, det skal være med en tele med uskarp baggrund. Hvordan sætter vi lyset? Jeg taler med fotografen, Kim Høgh, og siger, at jeg ikke vil bruge vidvinkler. Vidvinkler! Jeg bliver hysterisk, de får folk til at ligne en frø, det har ingen fortjent. Du kan bruge det til et point of view-skud på en sindssyg eller en skizofren, der næsten kan se om hjørner.

Videre!

Nu begynder optagelserne. Varevognene dukker op. Nu er det turné, rock og rul, nu er vi tilbage til håndværket med skurvognene, værktøjet. Nu har vi samarbejdet, nu er det mig, der er formanden. Nu kan du godt lægge kunstnerrollen ned og lade alpehuen blive derhjemme. Nu er det klar til optagelse scene 1, instruktør Erik Clausen, fotograf Kim Høgh, titel: Aldrig mere i morgen.«

Clausen ser på mig: »C’est tout.« Han ler.

Ahr, ikke helt, siger jeg. Hvor kommer ideen fra? Han tager fat igen.

»Jeg oplever meget, i min alder er det den ene begravelse efter den anden. På venstrefløjen, hvad gør en gammel socialist, der ligger der og er død af kedsomhed, når man ikke har en ceremoni med orgel og kor? Ved en af begravelserne for en gammel hædersmand kom hans nevø og spillede harmonika. Han spillede »Op lille Hans«, og det syntes jeg egentlig ikke helt passede til situationen. Så kom jeg i tanke om, at jeg snart selv skal sige farvel og tak, og så fik jeg lyst til at lave en historie om det: Er det nu så forfærdeligt det med døden? Er det en tragedie, hvis du dør som 80-årig? Det kan ikke være rigtigt. Ved I hvad, venner, tragedien handler om, hvorvidt du fik noget ud af dit liv, du kan sgu ikke sidde og ærgre dig i den alder. Du kan ikke sidde og tænke over alt det, der gik din næse forbi, mens vi andre har væltet os i udfordringer, skønne kvinder og flade vittigheder.

Så tænkte jeg: Hvad er det, der sker, når den gamle patriark dør? Der bliver PLADS, venner. Der bliver plads mentalt, socialt og økonomisk. Med den alder, jeg har, og alle de begravelser, så tænker jeg på, at min situation er ligesom oppe hos lægen. Om lidt kommer der én ud ad døren og råber: Næste. Og det er mig.«

Vi sidder lidt stille i efterdønningerne af den besked. Så siger jeg, at han lyder afklaret, men hans figur i filmen vil ikke dø, han er bange. Ok, siger Clausen, så tager vi også lige den. Der er stille lidt endnu. Så siger han:

»Jeg vil lige lufte et par personlige, politiske bemærkninger. Hvad var det, der skete med Danmark? Hvad var det for nogle hædersmænd, der i deres sparsomme fritid byggede vores velfærdssamfund op med Giro 413 og plads til os alle? Hvad var det nu med velfærdsstaten? At du bruger nogle penge, jeg skulle have haft? Det er helt i orden. Nu er der kræfter, der vil have kontrol, kræfter der vil have os på plads, have os til at være bange. For når du er bange, når angsten driver ned ad væggene, og du er bange for at være forkert, for at være arbejdsløs, for tyk, rødhåret, gul eller blå eller med en anden etnisk baggrund end jysk – i parentes her på Vesterbro, parentes slut – så er der styr på det.

Kære venner, er det ikke længe siden, vi har haft en rask strejke? Nu er det merværdi, der har afløst danskernes trang til personlig og social frihed. Tak for kaffe!«

Clausen ler. Så læner han sig ind mod båndoptageren og siger:

»Jeg må erkende, at min fremtid er blevet meget, meget kortere end min fortid. Jeg kan se nogle skygger forude ... skal man være bange for døden? Nej, man skal vise den respekt og lade sig udfordre og sige: Du kan bare komme an. Det gælder om, for os, at det menneske af kød og blod, Døden får ind under sine kløer, er så gammelt og ubrugeligt, at der ikke bliver noget at gnave i. Tragedie, det er, når de unge dør, det er ikke til at bære. Dér stjæler du deres tid fra dem som en gemen tyv. Du stjæler hele barndommen fra den seks-årige, der har kræft og sidder der med sin skaldepande og demonstrerer tragedien. Du stjæler livet fra den unge pige på 18 år, der dør i trafikken, fordi en eller anden idiot i sin bil syntes, det var mere vigtigt, at han kom frem, end at hun kom over gaden. Dér ligger tragedien ...

Om jeg er bange for døden. Det er jeg ikke. Der er ingen grund til at være bange for noget, man alligevel ikke kan forbedre.

I øvrigt har jeg også humoristisk sans. Til den seneste begravelse bar vi kisten ud, tårerne trillede ned ad mine runde kinder. Jeg kiggede op på væggen, og der var et skilt, hvor der stod ’hjertestarter’. Så tænkte jeg, nå for fanden, skulle vi ikke lige prøve, der skulle bare løsnes fire umbracoskruer.« Han ryster på hovedet. »Den gik ikke, men humoren er til stede allevegne, og den må du se som en mulighed og en kammerat, hvorimod angsten og ensomhedsfølelsen er ondskabsfulde gæster, du bare må bede om at gå igen.«