Sultens slavehær. Enhedslistens Pelle Dragsted har for længst fortrudt sin betagelse af Hugo Chavez’ socialistiske revolution i Venezuala. Men markante udvalgsmedlemmer og ordførere er blevet ved med at støtte de stadig mere autoritære chavistaer. Hvad mener partiet egentlig?
Revolutionens sidste venner
Nicolás Maduro har ikke mange støtter tilbage. En måned i træk har hundredtusinder af venezuelanere demonstreret mod hans venstre-populistiske regime, som færre end hver fjerde støtter. Den tidligere buschauffør lader systematisk hæren plyndre landet for penge, mad og medicin for at sikre dens loyalitet, og opfører sig stadig mere egenrådigt.
Da oppositionen i efterået havde samlet det krævede antal underskrifter til at få en folkeafstemning om, hvorvidt han skulle afsættes eller ej, fik han, stik imod landets love, sat en stopper for det. »Oppositionen kommer aldrig ind i mit palads igen, hverken med stemmer eller kugler,« udtalte Maduro. I mandags stækkede han så igen den oppositionsdominerede nationalforsamling til fordel for en nyopfunden »chavistisk« folkekongres bestående af arbejdere og revolutionsstøtter. »Et sidste anslag mod demokratiet«, kaldte Organisationen af Amerikanske Stater for en måned siden et lignende angreb på nationalforsamlings magt.
Del:
