Uffe Østergårds svar virker aldeles overrumplende, da jeg sent i interviewet spørger ham, hvordan Europa skal forsvare sine ydre grænser. Svaret er for så vidt en logisk konsekvens af hans analyser og argumenter hele samtalen igennem, men man er alligevel ikke vant til at høre den slags komme ud af munden på en Jean Monnet-professor.

»Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra.«