»Weider-hvem?« lød reaktionen, da jeg fortalte en kollega, at jeg skulle hen og opleve Volker Weidermann på scenen i Literaturhaus i København. Han er en af Tysklands bedste kultur- og litteraturformidlere, der til daglig huserer i Die Zeit og tit kan ses i tysk kulturfjernsyn. Danske læsere har haft mulighed for læse ham i bøgerne Oostende 1936 (om Stefan Zweig og Joseph Roth), Drømmere (om revolutionen i München 1918) og Duellen (om Günter Grass og Marcel Reich-Ranicki).
Han skulle i København tale om Thomas Mann i næsten et par timer, og det foregik på formfuldendt højtysk. Den 54-årige gæst fortalte blandt andet, at Mann tidligt i sin barndom havde set sig som familiens »prins«, og senere blev det hans selvforståelse – da han debuterede midt i sine 20ere – at han var den tyske »litteraturprins«, og til sidst endte Mann med – i en moden alder – at erklære, at »den tyske kultur var dér, hvor han var, og at den tyske ånd levede dér, hvor han skrev«.
Weidermann konstaterede, at Manns selvbillede aldrig var helt skævt. Han var den største kulturpersonlighed i det 20. århundrede og var repræsentativ for landet. Han skiftede desuden politisk ham, i takt med at han flyttede, og tidsånden skiftede, og alt det kan man læse meget mere om i Weidermanns nye Manden og havet – Thomas Mann og hans livs kærlighed.
Man lyttede gerne til gæsten, når man sad iblandt de 80 tilhørere på de gamle træstole i Literaturhaus. Jeg fik også sludret lidt med de dygtige tysk-danske oversættere Hanne Sander og Lone Østerlind. Vi kunne også købe fadøl fra Herslev eller et glas tysk hvidvin, og man skulle så bare læne sig tilbage, mens germanisten Morten Dyssel, Thomas Mann-selskabets belevne formand, stillede opfølgende spørgsmål til gæsten.
Weidermann fremhævede, at Buddenbrooks, Tonio Kröger og Døden i Venedig alle er romaner, der baserer sig på forfatterens forhold til stranden og havet, og fortalte om, hvordan Manns samlede forfatterskab så at sige er badet i vand. Der er godt nok Trolddomsbjerget fra 1924, hvor det umiddelbart er anderledes, for her kommer læserne op til Alperne. Men så ender det alligevel med at handle om hav – om Alperne som »snehavet« – og hovedkarakteren Hans Castorp føler, at marchen igennem sneen er »på ganske samme måde som en vandring i klitterne«.
Det foregik på tysk midt i København, og den slags er i dag noget af en sjældenhed i Danmark, hvor der stort set kun tales dansk og engelsk i det offentlige rum, og den side af sagen kan man også dvæle ved.
For engang talte København tysk. Det var i 1700- og 1800-tallet, hvor enevældens Danmark omfattede Slesvig og Holsten. Man talte tysk ved hoffet, og der var tyske skoler og tysksprogede teatre. Datidens kulturelle bermudatrekant lå så at sige mellem København, Berlin og Kiel.
De tider er ovre, men heldigvis lægger Goethe-Instituttet sig stadig i selen, for at tysk kultur bliver formidlet hertillands på modersproget. Instituttet har på det seneste skruet en del op for sine aktiviteter, som typisk sker i samarbejde med andre germanofile kræfter, for eksempel den nye månedlige Tysklandssalon med universitetsfolkene Anna Sandberg, Adam Paulsen, Moritz Schramm og Philipp Ostrowicz.
Den foregår også i Literaturhaus i Møllegade 7, hvor der er højt til loftet, fordi bygningen blev opført i 1892 som en metodistkirke. De fik et stort orgel, så de kunne synge og spille igennem på ægte gospelmanér. I dag er der andre manérer her, men stadig højt til loftet.